Drejer man globussen og sætter fingeren på Danmark, kan vores lille land snildt gemme sig bag omridset af fingerspidsen. Vi er ikke meget i størrelse men fylder meget i ”gørelse”.
For sætter man landsdelene lidt karikeret op over for hinanden, så har Jylland sine barske kyster, sin prutten om prisen og er sjældent den, der råber højest i klassen, mens Sjælland har hovedstaden oppe nordpå, den fede jord nede sydpå, og en befolkning med sving i snakketøjet.
Før jeg flyttede til Fyn, var mit kendskab til ”øen i midten” temmelig begrænset. Fyn var noget med H. C. Andersen og Carl Nielsen, lune, sportsglade mennesker og en brunsviger på ethvert fødselsdagsbord.
Veflinge var endda så nyt, at jeg havde problemer med at udtale bynavnet korrekt de første par gange.
Man kan finde guld i Veflinge
Ifølge sogn.dk er Veflinge et sogn med omkring 1200 borgere i en del af Danmark, der i visse sammenhænge bliver kategoriseret som udkantsdanmark. Men én ting er statistik, noget andet er den levede virkelighed.
For zoomer man længere ind på landkortet, vil man opdage, at Veflinge er en by med et fantastisk fællesskab på tværs af aldre og indkomst. En by med et utal af foreninger og aktiviteter. Et sted hvor frivillighed og engagement er en naturlig del af hverdagen.
Veflinge lyser måske ikke op i det store atlas, men der er meget guld at finde her. Jeg tror efterhånden på, at der for en præst er interessante oplevelser og udfordringer at finde i enhver lille flække, for hvor der er mennesker, er der noget at lære og noget at være sammen om.
En eventyrlig livserfaring
Jeg søgte til Fyn for en mulig øget livserfaring, og som i ethvert godt eventyr er det ofte den udadtil mindre prangende, der ender med at vinde alles hjerter.
Ved at være åben og nysgerrig over for det, Fyn og fynboerne kan, har jeg lært en masse om egnsretter, dialekter, traditioner og lokalhistorie.
Jeg har lært, at vi danskere er mere ens, end vi går og tror, og at vi samtidig er præget af vores egns traditioner og historie.
Jeg vil opfordre alle, der enten er nye præster eller står på spring til at søge deres første embede, til også at stille sig nysgerrig over for embeder, der ligger uden for ens såkaldte tryghedszone – altså uden for den verden, man kender.
I mine syv måneder her på Fyn er jeg selvfølgelig vokset som præst, men jeg er bestemt også vokset som menneske. Min horisont er bredt ud, og for en københavner som mig har det været spændende at lære, at man her på landkortet møder hverdagen med en umiddelbar optimisme og et ”mor’n” til naboen.
Jeg har lært, at man her på Fyn laver æresport hos det kommende brudepar op til bryllupsdagen. Inden så længe fejrer vi høstgudstjeneste, og jeg glæder mig til at opleve, hvordan det vil være at fejre høsten et sted, hvor der rent faktisk er landmænd, der bor og arbejder.
Selvfølgelig kan det være en udfordring, når ikke blot præstegerningen, men også alt omkring en er nyt. Når arbejdet – som langt hen ad vejen jo er en livsstil - er nyt, kan det være rart at læne sig op ad noget velkendt og trygt.
Da skal man selvfølgelig vende sig mod baglandet for støtte og opmuntring, og samtidig skal man huske på, at menigheden står klar til at bakke op og til at lukke sognet op for dig.
At jeg som ny præst i en ny landsdel også kan blive overvældet af den nye virkelighed, er blevet taget imod med omsorg og stor forståelse af alle omkring mig.
For menneske først, præst så, sådan må det være. Til alle nye og kommende præster, skal det lyde: Der er små perler at finde i det ukendte, hvis man møder op med en åbenhed og en nysgerrighed.