Det sværeste ved at være ny præst er, at jeg ikke har 15 års erfaring. Jeg er helt med på, at det at være ny jo indbefatter, at man ikke megen erfaring har, men tænk, hvis man kunne langt mere, langt tidligere i sin karriere.
Det lyder måske forkælet, indbildsk og forhastet. Og det er sådan, jeg har det. Dét, at jeg møder mange opgaver for første gang, er det sværeste. Ikke at forstå som det værste, men som det sværeste.
I to år har vi som præster skiftende dansepartnere i søndagenes tekster, og hos mig sker det ind imellem, at flere af teksterne træder mig over tæerne. At vi ikke kan finde takten sammen.
Det er jo nok mig, der er tung at danse med, for bibelens ord har trøstet, inspireret og vejledt mennesker gennem generationer.
Og så sidder jeg dér, som en bænkevarmer på præstekontoret, og kigger ned i teksten, der rækker hånden frem for at byde op til dans.
Og så er jeg som lammet. Sidder og fumler med mine tanker, og bliver klam i hænderne. Jeg forstår ikke, hvor den vil hen med mig. Om vi skal danse engelsk vals eller tango. En klog kollega sagde til mig forleden, at det jo ikke er så underligt, at vi står lidt ”dumme” over for teksterne.
”De er jo Guds ord,” som hun sagde. ”Og se på disciplene. De rammer da ved siden af hele tiden, og alligevel insisterer Jesus på, at det er her, blandt os mennesker, at det glade budskab skal deles.”
Det kan hun jo have ret i. Biskoppen over Haderslev Stift, Marianne Christiansen, sagde engang til os – en flok præstepraktikanter i hendes stift – at præstelivet var en livslang dans med teksterne.
Tit forestiller jeg mig, at jeg om 15 år med mine 15 års erfaring vil gå til teksterne med en selvtillid, der gør, at vi sammen valser derudad i en svingende wienervals, hvor samarbejdet synes legende let.
Og så ved jeg jo godt, at det aldrig kommer til at ske, og heldigvis for det, for der er så meget liv, trøst, provokation og indsigt i teksterne, at arbejdet med dem aldrig bliver helt rutine.
Her på Nordfyn bor en bondemand ved navn Bjarne. Bjarne og jeg får os ind imellem nogle gode filosofiske snakke om ånd og tidsånd i naturen såvel som i mennesket. Han er en klog mand, ham Bjarne, og vi bilder os ind, at vi bliver endnu klogere i samtalen med hinanden.
Over formiddagskaffen i dag i den over 300 år gamle bondestue, sagde han til mig: ”Det kan godt være, at hjernen kan mestre og huske en hel masse viden på kort tid, men det betyder ikke nødvendigvis, at du har lært noget.” Den skelnen ramte mig lige i solar plexus.
For ja, jeg kan læse mig til en masse klog viden om søndagens tekst i prædikenvejledninger, lytte til ”Prædiken på vej” og finde inspiration i andre præsters prædikener, men jeg lærer ikke teksterne at kende den vej rundt.
For virkelig at komme ned i teksterne, må jeg investere det, som for en ny præst og et almindeligt moderne menneske er en mangelvare – nemlig tid. Tid og ro til at være den præst og prædikant jeg nu er lige her ni måneder inde i mit præsteliv.
Så bliver det ærligt, og så kan teksterne få lov at sætte spirende frø i præsten og derigennem i menigheden. Bjarne viste mig et par billeder, han havde taget af forskellige kornsorters rodnet fra sine marker. Nogle satte rødder i overfladen og skød straks op i vejret.
Andre slog dybe rødder og var lidt længere om at komme op i lyset. Og så ved jeg godt, hvilken sort, der i sidste ende står stærkest. Jeg øver mig i at værdsætte mit store ønske om at være den bedste præst og prædikant, jeg kan være, og samtidig have modet til at være stå ved, at jeg er ny.
For kun ved at være med det, der er, kan ideerne sættes fri. Teksterne tager tid at vokse ind i, og ved netop at give det tid, lærer jeg dem at kende, fremfor blot at tilegne mig viden om dem.