Jeg kan huske, at flere undervisere på Pastoralseminariet på Vartov i København talte om det at blive opdraget af sin menighed. Om hvor stor en gave det var.
Umiddelbart havde jeg svært ved at se, at det skulle være en velsignelse, for opdragelse er da, når man får at vide, at man ikke må tale med mad i munden, eller at man skal passe sine sengetider. Det synes jeg måske, med mine snart 35 år, at jeg er gammel nok til selv at bestemme.
Jeg var nok ikke helt klar over, hvad de mente med opdragelse, men det er jeg nu efter godt et halvt år som præst i Veflinge.
Det handler nemlig ikke om klassisk opdragelse, men om et opdrag; at blive draget op til andre perspektiver og indsigter i livet. Jeg har en fornemmelse af, at uanset hvor jeg vender og drejer mig her i byen, så er der skæbner, mottoer, livserfaring, og livsfilosofier, der inspirerer mig. Og det er i sandhed en gave.
Evangeliet i Morten Korch-filmene
Graver og kirketjener, Vagn, som har været ansat ved Veflinge kirke i 37 år, er en arbejdsom mand. Når jeg ved en seks-tiden går min morgentur ned forbi kirken (hvilket bestemt ikke sker hver dag), kan jeg se, at hans cykel allerede holder parkeret ved kapellet. Han har en tilgang til sit arbejde, som virkelig inspirerer mig:
”Der er ingen problemer, kun opgaver, der skal løses!”
Altid sagt med et smil og med lette skuldre.
Over kirkekaffen en søndag fik jeg fortalt organisten, Lars, om en temmelig barsk dokumentar, jeg havde set aftenen før. Hertil rystede han lidt på hovedet og sagde:
”Du skulle hellere se en Morten Korch-film frem for den forfærdelige realisme. For hans film ender jo godt.”
Morten Korch var selv her fra egnen, og jeg genser gerne et par af hans film i ny og næ.
Han har jo ret, den gode Lars. I denne usikre verden, er det da rart at kunne hengive sig til lidt idyllisk fiktion i en halvanden times tid, og med ro i maven se at det ender godt. Hovedpersonerne må gå så grueligt meget igennem, men alting ånder fred og idyl, når rulleteksterne falder ned over skærmen. Der er jo et helt evangelium gemt i de gamle fortællinger!
En større forståelse af tilværelsen
Har jeg haft en lidt tung dag, hvor noget har drillet mig, er det godt at støde på Gunnar fra menighedsrådet, som altid møder mig med en ’Hakuna matata-energi’:
Tag det roligt, det skal nok gå alt sammen. I forskellige sammenhænge har jeg hørt ham sige:
”Så drikker vi noget god vin, spiser lidt god mad – så skal det nok gå det hele.”
Det handler ikke om at tage let på det, der hæmmer, men nærmere om at bringe det med sig til bordet og skåle for, at det nok bliver bedre i morgen.
I byens Fortælle-café, hvor de ældre borgere mødes til en snak om gamle dage, sniger jeg mig også med, når end jeg kan. Jeg elsker at sidde dér blandt så meget livserfaring og tænke på, at trods alle de prøvelser og sorger, livet byder os gennem årene, så har langt de fleste ældre fortsat et smil på læben.
Else, som er formand for cafeen, har altid hjemmebagt kage og hjemmebrygget kaffe med, og så insisterer hun på at medbringe sit eget, pæne stel med underkop og kagetallerken. Og bevares, det pynter da bestemt mere på bordet, end det hvide Ikea-stel, der kan ryge direkte i vaskemaskinen.
En dag, da jeg havde spist mit stykke af den dejlige hindbærtærte med flødeskum, takkede jeg nej til ’anden runde’, da jeg går sådan lidt og tænker på min figur. Den afvisning af den gode kage rystede alle rundt om bordet, og det røg ud af én af dem:
”Det feder først i morgen!”, hvortil en anden føjede:
”Ja! Og da er hun ikke hjemme!”
Jeg tillod mig selv at nyde et ekstra stykke kage, og bød de ekstra gram velkommen på sidebenene dagen efter.
Der er mange andre gode råd, sjove vendinger, og stærke fortællinger, som ikke kan få plads i denne klumme, men de har alle en stor plads i mit hjerte. Det er ved Gud en gave at blive opdraget af sin menighed, og hvad enten jeg tager ordene ind som en huskekage eller et kindløft, så drager det mig op til en større forståelse af tilværelsen.
