På baggrund af Trivselskommissionens rapport, der blandt andet tager fat i problematikken om børns og unges mistrivsel, melder spørgsmålet sig måske naturligt for nogen: Kan kirken ikke spille en aktiv rolle i at afhjælpe og udbedre trivselskrisen?
Når den slags spørgsmål bliver rejst, er jeg altid lidt på vagt. For jeg synes, vi i vid udstrækning tilgår denne meget komplekse samtale, som om kristendommen er sådan et stykke mekanik, vi på bedste autoværkstedsmanér kan koble ind i barnets eller det unge menneskes liv, for at det hele ”kører lidt bedre” for dem.
Det er selvfølgelig ikke, fordi kristendommen ikke har noget at sige til børn og unge. Det ville være en skam, hvis jeg – sognepræst i folkekirken – skulle hævde det.
Mit forbehold vokser ud af en aversion imod at betragte menneskelivet alt for firkantet, måske det man kunne kalde funktionalistisk. Som et spørgsmål om ”input” og ”output”.
Kristendommen er et forsøg på et realitetstjek
For kristendommen, tror jeg, er ikke en løsning, men snarere en læsning af livet, som det er. For den er et livtag med de grundlæggende vilkår, som livet byder på – i sin blanding af skønhed og grusomhed.
På den måde bør kristendommen være et forsøg på et realitetstjek. Kristendommen er en slags antiløsning. For den taler ind i en accept af, at livet ikke går op. At livet ikke kan løses som en matematisk formel.
En af vores store herhjemme, Søren Kierkegaard, kredsede for eksempel ofte om det forhold, at vi som mennesker aldrig kan bringe os ud af den principielle usikkerhed, der er ved tilværelsen – at vi aldrig endegyldigt kan sikre os imod lidelser og sorg. Og at det hverken er vores opgave eller en mulighed for os at rense tilværelsen for mørke og modgang.
Med et kristent blik er vores læsning af mennesket altid at tale ind i verdens mangler – menneskets utilstrækkelighed – men også vores selvoptagethed. At kalde den ud i det åbne og sige: Det her, sådan er mennesket. Det var det, man i gamle dage kaldte ”synd”. At livet i en vis forstand altid er rykket lidt ud af hængsel. At vi ikke er Gud.
Og pointen er, at det samtidig er en befrielse, at vi ikke er det. For så skal vi ikke bære hele verden på vores skuldre. For jeg tror, at mange af os moderne mennesker – og måske især også mange unge mennesker – i dag føler sig som den gamle græske gud Atlas, der selv skal holde himmelhvælvet oppe.
Kan mennesket beherske alting?
Jeg tror blandt andet, det hænger sammen med, at vi moderne mennesker ofte er elendige til at være i afmagten. Vi er måske kommet lidt ind i den vildfarelse, at vi kan løse alting, bemestre alting. Fordi vi faktisk igennem de sidste par hundrede år er kommet til at have magt over ret meget.
Men livet slår tilbage: Vi har ikke magt over vores eget liv. Der er både tilbøjeligheder inde i os selv, der er destruktive. Og vi kan møde aggressionerne ude i verden. Vi lever lige nu i en tid, hvor naturen slår tilbage med truende klimaforandringer, og de politiske stormagter udviser en urovækkende utilregnelighed.
Måske har det ikke i lang tid været så presserende at blive mindet om, at vi aldrig kan rense tilværelsen for smuds og smog. At vi ikke har magt over alting, og at vi derfor ikke i alle livets forhold kan værne os imod modgang, lidelse og sorg.
Der er noget, vi ikke har magt over. Og befrielsen kan måske ligge i at kaste en del af vores liv over på den Gud, der i selve sit væsens grund hævdes at være magten bag det hele, hvor gådefuldt dét så end må lyde for nogen. En magt, hvortil vi kan sige: ”Ske din vilje!”, som der står i Fadervor.
Digte er mistrivselsmedicin
Hvis jeg så alligevel skal komme med et enkelt mere konkret bud på, hvad der kan være om ikke en løsning, så måske i hvert fald en lindring til måske især de unge mennesker, der oplever verden som svær at være i, så lad mig foreslå dette:
Donér nogle digte. Digte som en slags mistrivsels-medicin. Fordi litteratur er et livsspejl, et empatispejl. Og digte, fordi de (ofte) er lidt ligesom TikTok-videoer: De kan også tilgås af den, der har vanskeligt ved at holde koncentrationen i længere tid.
Vil man gøre det endnu mere konkret, kunne man måske læse noget Michael Strunge. Det gjorde jeg, da jeg var ung og var melankolsk til op over begge ører! Hvis man læser det, så ved man, at også andre har været fortvivlet før, eller har bøvlet med livet før en selv. Så er vi i gang med at forstå os selv. Og smerten kan lindres, når vi lærer, at også et svært liv er et sandt liv.
For i første omgang kunne det være en opgave at hjælpe hinanden til at acceptere, at det slet og ret kan være forbandet svært at være menneske.
