I kirkerne landet over tager man i disse uger imod de nye hold med konfirmander. Som regel er det at gå i kirke en integreret del af forløbet. I den forbindelse kan jeg iagttage, at mange inviterer til en "opstarts"-gudstjeneste, som er særligt tilrettelagt de nye konfirmander og deres familier.
Dette fører flere steder til, at der indlægges en stribe forklarende eller pædagogiserende ekstra led i gudstjenesten, hvilket jeg gerne vil opfordre til, at vi sammen gennemtænker. For er alle disse forklaringer egentlig formålstjenlige, eller ender de med at blive "støj på linjen"? Er der noget mere irriterende end den type, som gentagne gange sætter Netflix-filmen på pause for lige at komme med en forklaring eller en refleksion over filmens forløb eller indhold? Afspil filmen, og lad os tale sammen om den bagefter!
Forklaringsgudstjenestens faldgruber:
- Præsten ender med at komme for meget i fokus, især med sin person.
- Menigheden kan føle sig talt ned til.
- Man kan forstørre afstanden mellem de kirkevante og de kirkefremmede.
- At zappe mellem rummet som højtideligt rum og "klasselokale" kan skabe utydelighed.
- Det kognitive – at kunne forstå, hvad der foregår – bliver overbetonet på bekostning af sansning eller oplevelse.
- Gudstjenestens elementer kan miste flyvehøjde, hvis de skal tales igennem først. Siger vi for eksempel, at velsignelsen er som "en krammer fra Gud", risikerer vi at gøre velsignelsen mindre, end den er.
Overordnet bliver jeg bekymret for, om vi ikke stoler nok på vores gudstjeneste – at den kan stå selv uden at skulle forklares. Er det ligefrem sådan, at vi skammer os lidt over vores gudstjeneste? Ville vi ønske, den var mere underholdende? Mere moderne i udtrykket? Mere tempofyldt? Mere lige på kornet?
De unge vil gerne gøre det rigtige
I anordningen for konfirmationsforberedelse hedder det, at de unge skal gøres fortrolige med folkekirkens gudstjeneste og senere, at konfirmationsforberedelsen har til formål at indøve dem i gudstjenestelig praksis. Her står intet om, at de skal forstå den eller tro på den.
Jeg mener, vi kan aflaste os selv ved at tænke mere på mestring end forståelse. Bruge kræfterne på at give dem blide, praktiske anvisninger for deltagelse. De unge forventer ikke at forstå, hvad der foregår, men de vil gerne passe ind og gøre det rigtige: stå og sidde på de rigtige steder, finde rundt i salmebogen, vende bægeret rigtigt til nadveren etc.
Gudstjenestens natur er netop, at det er en fælles handling. Gudstjeneste er noget, vi gør sammen – et kollektivt trosudtryk, som udspiller sig i tid og rum. Her spørges der som udgangspunkt ikke til, hvordan vi forstår elementerne, hvilke oplevelser eller følelser de giver – eller ikke giver – os.
Ingen af disse unge kommer til at holde af gudstjenesten efter første gang. Men måske, når de ser tilbage på et år, hvor de jævnligt satte sig ind i dette rum, i denne historie, i dette fællesskab, under denne forkyndelse, vil de opleve, at noget har sat sig i dem.
Det er et gammelt trick at opfordre den tvivlende, som ikke kan finde ud af at bede til Gud, til at begynde med at lade "som om". For nylig havde jeg lejlighed til at tale med tv-personligheden Jacob Holst Mouritzen, som for nogle måneder siden havde besluttet sig for at prøve at lade, som om han troede på Gud i 14 dage. Det blev 14 dage, som ændrede hans tilværelse. For tro er ikke noget, vi beslutter os for, og så kommer den. Iben Krogsdal skriver et sted:
"Du har givet mig plads i din kirke
og nu falder min vinge til ro,
og jeg ser at den vej, jeg har vandret
er så smuk at den bliver til tro"
Her er det vejen, jeg har vandret, som viste sig at være tro. Kierkegaard ville sige, at livet forstås baglæns, men leves forlæns. Troen er altså noget, der kommer på bagkant. Den følger af det, der høres, og det, der gøres.
Lad menigheden omslutte konfirmanderne
Min søn var ni år, da han begyndte i Skt. Clemens drengekor. Efter ganske få måneder var han med til at synge Faurés Requiem. Og jeg undrede mig meget over, om han virkelig kunne have lært det relativt komplekse værk på så kort tid.
Det var da også tydeligt, at hvis jeg bad ham synge noget af det hjemme, så blev det ikke til ret meget. Men i dette kor var filosofien at stille alle de nye drenge inde midt i en kæmpe flok sopraner og ligesom omslutte dem med toner og linjer, så de kunne blive båret med af kollektivet.
Kunne vi på tilsvarende vis stille vores konfirmander midt i menigheden og omslutte dem med toner og gestik og på den måde bære dem med i det gudstjenestefejrende fællesskab? Kunne vi lade gudstjenesten stå – i al sin skrøbelighed – og lade den gøre sit indtryk? Kan vi lade gudstjenesten flyde – og så tale om den bagefter?