Kordegnens arbejde er helt fantastisk vigtigt. Og det er helt fantastisk og tvingende vigtigt, at kordegnen er sig sit ansvar bevidst og tager kordegneopgaverne alvorligt. Ikke mindst når det drejer sig om formalia og procedurer. Hvilket det som oftest gør.
Tidligere skar kordegnens velspidsede pen sig ind i kirkebøgernes vigtige fortegnelser, og registreringerne stod prentet med uforgængelig blæk for tid og evighed. I dag er pennen mere af kuglepenstypen, og den får slet ikke adgang til kirkebøgerne mere. For de vigtige registreringer foregår nu elektronisk og digitalt. Mestendels i hvert fald.
Der er nemlig stadig en del af kordegnens tvingende vigtige opgaver, der kræver, at man griber til papir og pen. For eksempel når en borger har bestilt en attest på borger.dk og for en sikkerheds skyld har sat kryds i feltet "brevforsendelse" som leveringsform.
Og lige så vigtigt det er, at kordegnen registrerer dette og hint både korrekt og forskriftsmæssigt, ja, lige så vigtigt er det, at registreringerne håndteres og arkiveres forsvarligt.
En uoverskuelig arkiveringssystematik
Mens kirkebøgerne med de tilhørende kontrabøger var en fremragende og fremkommelig måde at arkivere registreringerne på, så åbner den fremstormende digitalisering for arkiveringsmæssige udfordringer.
Alle, der har eller har haft en personlig computer, ved, at der ikke skal gå ret lang tid uden en arkiveringssystematik, før man mister overblikket over sine filer på computerens harddisk.
Bare sådan noget som at beslutte en logisk struktur for, hvordan man navngiver sine filer, kan gøre selv det mest systematiske ordensmenneske helt rundtosset. Helt kritisk var det i pc'ens barndom for blot 20 år siden, hvor man kun havde otte tegn at gøre godt med i filnavnet.
I dét lys kan det vel ikke komme bag på mange, at Folkekirkens It har gået drægtig gennem flere år med en bæredygtig, digital arkiveringsløsning til det system, som de personregisterførende kordegne på sognekontorer landet over kan anvende til at arkivere bilag elektronisk sammen med den aktuelle sag.
Vel at mærke uden at nedkomme med en løsning.
Sikkerhed frem for alt
Det er jo klart, at et arkiveringssystem skal være både driftssikkert og kunne beskytte de dyrebare, personlige oplysninger, som det opbevarer i det digitale univers – på samme måde som kirkebøgerne skal opbevares brand- og dirkesikkert bag lås og slå på sognekontoret. Og som at kommunikationen til og fra borgeren skal ske trygt og sikkert i et betroet kommunikationssystem.
I den digitale verden hedder dette sikre kommunikationssystem "sikker e-mail" og foregår mellem en kirkeministeriel, beskyttet e-mail-konto og borgerens MitID-beskyttede eBoks. Hvis borgeren da ikke er det, som hedder "digitalt fritaget". Eller vitterlig har brug for en attest på papir. For så foregår kommunikationen ved hjælp af Det Kongelige Postvæsen. Indtil årets udgang, i hvert fald.
For det er netop meddelt, at PostNord, der er den semiprivatiserede forlængelse af Det Kongelige Postvæsen, med udgangen af i år stopper med at bringe breve ud.
Postvæsenet har ellers gennem cirka 400 år været den statsgaranterede instans, der sørgede for, at alle i kongeriget kunne sende og modtage brevforsendelser på en sikker og privat facon, idet brevhemmeligheden blev holdt i hævd på et så seriøst plan, at krænkelsen af denne har sin helt egen paragraf i straffeloven.
Således at borgeren kan modtage sin attest med posten, som beskrevet ovenfor, og være sikker på, at den leveres trygt og sikkert, uden at ens personlige oplysninger i forsendelsen har været kompromitteret. Fra postkasse til brevsprække. Sikkert og trygt.
Den åbne sæk bag disken er fyldt med dybt personlige attester
Selvom andre frie aktører på kurérmarkedet ikke har været sene til at bedyre, at de da sagtens kan sørge for at bringe sådan en håndfuld breve frem og tilbage mellem afsender og modtager, så mangler der dog ét væsentligt element – sikkerheden.
For vi kordegne holder tappert og stædigt principperne bag persondataforordningen og sikker håndtering af private oplysninger i hævd.
Ja, vi skriver med blød blyant for at hindre gennemslag og makulerer straks alt med personnumre, og vi skal heller ikke nyde noget af at røbe for en stakkels efterladt, hvor en forlængst afdød slægtning ligger begravet, selvom vi kan se alle de formentlig fuldstændig uskadelige oplysninger på skærmen foran os. For en sikkerheds skyld.
Men vi må samtidig vænne os til og leve med, at de dybt personlige attester – når de indimellem håndteres på papir – ikke transporteres frem til modtageren på tryg og fortrolig vis, men ligger og dasker rundt i en åben sæk bag disken i den nærmeste døgnkiosk, der fremover løfter opgaven, som Det Kongelige Danske Postvæsen ikke kunne magte.
Det kan man vel kalde en udsat post.