Under festmiddagen på gudstjenestekonferencen gjorde en organistkollega mig opmærksom på, at mit indlæg i Organistbladet tilbage i juni 2024 måske indebar et lidt snævert syn på, hvorvidt mine kolleger var reflekterede i deres tro.
Jeg havde i afsnittet "DOKS'en ud af boksen" rejst tvivl, om organister besad kristendomskundskaber nok til at skabe en gudstjeneste, hvor ikke kun toner, men også ordene løftede evangeliet.
Min anke udsprang af et ungdommeligt snæversyn; den bestod af en kritisk undren over en manglende dialog blandt organister omkring teologien (eller manglen på samme) i mange af de salmer, vi gennemgik i faget hymnologi på konservatoriet.
Her blev vi præsenteret for flere salmetillæg. Nyt er bestemt ikke altid godt, og jeg mente, at der ikke var grund til for eksempel at gøre sproget i salmer mere forståeligt, hvis resultatet udvaskede kristocentrismen, den bibelske mystik eller tilliden til Gud.
Det mener jeg for så vidt stadig, og det ved jeg i dag – på den anden side af konferencen – at jeg deler med mange præste- og organistkolleger i folkekirken. Tekst og musik skal komme den dybeste sandhed nærmere.
Forundringsparathed og flerdimensionalitetsbevarelse
Kurset i Løgumkloster bød på et vidunderligt, tætpakket program, hvor vi efter hver gudstjeneste, andagt eller det, der mest lignede morgensang på en højskole, blev delt i otte grupper for at tale sammen om forskellige emner: transcendens, form og sammenhæng, forkyndelse, salmer og musik og så videre.
Fordi vi ikke på forhånd vidste, at de, som havde stået for den gudstjenestelignende begivenhed, havde fået benspænd af Liturgisk Forum, var vores tænkning og refleksion fri og kritisk. Det skabte et ærligt rum, hvor vi lynhurtigt kunne dykke ned i kernen: hvad fungerer og hvorfor.
Der var en god tone igennem hele konferencen, også selvom noget faldt nogen for brystet. Omkring disse gudstjenestesamtaler var oplæg fra nogle af de klogeste formidlere af transcendens, jævnfør kursets tema.
Udtryk som "forundringsparathed", "Lautwerden des Wortes Gottes" (citat af J.S. Bach) og "flerdimensionalitetsbevarelse" blev nævnt, alt sammen som udfoldelse af den transcendente bevægelse, hvor vi rækker opad, oversætter og taler Guds rige ind i menneskets immanente virkelighed.
Dr. Claudia Welz, som med fokus på bønnens samtalekarakter talte om, hvordan kærlighed til Gud forudsætter, at vi hører hans ord, at ordets (eller Ordets) natur er, at det bliver hørt – ligesom musikkens natur er, at den berører os.
Sidst i sit oplæg spurgte dr. Dorte Jørgensen åbent præsterne, hvad de selv tænkte om andelen af poesi i deres prædikener. Her var der ikke uddrag af andre poeters værker, hun mente, men i hvor stor udstrækning præsterne prædikede i essayform og lod et "tankebillede" få spalteplads. Essayet stod i kontrast til klummen, som Dorte Jørgensen ikke mener besidder den transcendente bevægelse.
Et konkret spørgsmål, man kan stille holdet bag gudstjenesterne i hver af vores kirker, kunne være: Hvordan rækker vi op, så vi er rustet til at oversætte og række ud i vores sogn? Det kræver en "rehabilitering af sensitiviteten", for at bruge et af Dorte Jørgensens udtryk.
Anne Sophia Hermansen stillede skarpt på, hvordan "den fred, vi har levet i, er en historisk parentes". Hun kaldte sig både røvreaktionær og semiotiker på overarbejde og havde utroligt gode indspark til den bredere dialog om folkekirkens rolle i Danmark nu og her. Det var, som om hendes foredrag endte med en alarmklokke, men ikke for at råbe vagt i gevær. Nej, nærmere for at minde os om nu at gøre det, vi er skabt til: forkyndelse.
Overdådighed er ordet, der bedst beskriver min oplevelse af konferencen. Jeg tog hjem med længsel efter at tydeliggøre, hvordan Vorherre transcenderer musik og salmer. Og med en lektie i ydmyghed over mine kollegers dybe refleksioner.