Hvad skal der til for at blive en god læser?
Da den russisk-amerikanske forfatter Vladimir Nabokov engang stillede sine studerende spørgsmålet, fik de ti svarmuligheder.
Skulle den gode læser identificere sig med romanens hovedperson? Interessere sig for dens socialøkonomiske baggrund? Foretrække bøger med handling og dialog? Have set filmatiseringen?
Nabokovs eget svar var, at den gode læser skal besidde fire ting: fantasi, hukommelse, en ordbog og en vis kunstnerisk sans.
De fire ting er heller ikke noget dårligt udgangspunkt for en præst, der skal prædike.
At få øje på teksten
Nabokov kom til USA i 1940 efter at være flygtet fra Europa med sin hustru Véra og deres søn.
Med sig havde han et omfattende materiale til forelæsninger om russisk og europæisk litteratur, og fra 1941 til 1958 underviste han blandt andet i værker af Austen, Dickens, Flaubert, Stevenson, Proust, Kafka og Joyce ved amerikanske universiteter.
Efter Nabokovs død i 1977 blev manuskripterne redigeret og udgivet som "Lectures on Literature".
Det er en både mærkelig og ret vidunderlig bog. Nabokov tegner kort over romanernes landskaber og grundplaner over deres huse. Han følger farver, bevægelser og gentagelser.
De studerende skulle vide, hvordan værelserne i familien Samsas lejlighed i Kafkas novelle "Forvandlingen" lå i forhold til hinanden, for en fortælling skal kunne ses for sig.
Hans grundregel formuleres allerede i den indledende forelæsning "Good Readers and Good Writers": "In reading, one should notice and fondle details."
Læseren skal lægge mærke til detaljerne og dyrke og træne sin sans for dem. Først når bogens små enkeltheder er samlet op og studeret, må man generalisere.
Begynder man med en færdig fortolkning, tager man ifølge Nabokov fat i den forkerte ende og bevæger sig væk fra bogen, før man er kommet i gang med at læse den.
Prædikenen befinder sig ofte i netop den farezone.
Den barmhjertige samaritaner handler om næstekærlighed. Den fortabte søn handler om tilgivelse. Stormen på søen handler om tillid. Zakæus-fortællingen handler om at se den udstødte.
Når prædikanten først har fundet denne abstrakte kerne, mangler bare et nutidigt eksempel og en passende indledning.
Hos Nabokov kan man lære at blive lidt længere i teksten: Zakæus er en lille mand, der løber foran en menneskemængde og kravler op i et morbærfigentræ. Jesus kommer gående, standser under træet og ser op. Så skal Zakæus ned igen.
Måske kan en prædiken begynde netop i denne mærkeligt konkrete og næsten komiske situation.
Og Nabokov går endnu videre. Egentlig kan man ikke læse en bog, hævder han. Man kan kun genlæse den.
Første gang bruger vi så megen opmærksomhed på at bevæge os gennem teksten og forstå, hvad der sker, at vi endnu ikke kan se værket som helhed. Ved anden, tredje og fjerde læsning bliver det muligt: "A good reader, a major reader, an active and creative reader is a rereader."
Præster er professionelle genlæsere. Teksterne kommer igen hvert andet år. Den fortabte søn vender endnu engang hjem, og Zakæus sidder stadig i sit træ.
Prædikenens problem er derfor sjældent, at teksten er ukendt for prædikanten, men måske snarere det omvendte: Det velkendte er vanskeligere at læse, fordi øjet glider hen over det, vi allerede mener at vide.
Når prædikanten bliver Kinbote
Nabokovs romaner gør hans læsekunst endnu mere interessant for prædikanten.
I "Pale Fire" fra 1962 har digteren John Shade efterladt et digt på 999 vers. Dets selvbestaltede udgiver, Charles Kinbote, forsyner det med et enormt kommentarapparat.
Efterhånden opdager læseren, at kommentarerne handler mindre og mindre om Shades digt og mere og mere om Kinbotes egen besættelse af det fjerne kongerige Zembla, dets konge og hans eventyrlige skæbne.
Kinbote er fortolkeren som narcissist. Han kan finde sig selv overalt.
Kinbote findes også på prædikestolen.
Jesus går på en vej, og præsten kommer i tanke om en vandretur på Mallorca. Evangeliet nævner bekymring, og snart befinder vi os i præstens travle uge.
Eller en politisk sag fylder så meget fredag morgen, at søndagens evangelium på underfuld vis viser sig at mene præcis det samme som præsten.
Personlige erfaringer og samtidsspørgsmål hører selvfølgelig hjemme i en prædiken. Men teksten må have lov til at gøre modstand. Ellers sker det samme som hos Kinbote: Han tror, han fortolker Shade, men i virkeligheden fortolker han Kinbote.
Humbert Humbert kan tale
"Lolita" fra 1955 stiller et andet ubehageligt spørgsmål til prædikanten.
Humbert Humbert er monstrøs, men han er også morsom, dannet og sprogligt blændende. Hele hans fortælling er et forsøg på at få læseren til at se Dolores Haze gennem hans blik og acceptere den historie, han fortæller om hende.
Dermed viser Nabokov noget, enhver professionel taler burde huske: veltalenhed er ingen garanti for sandhed.
Prædikanten har ordet, og menigheden svarer ikke igen. En vellykket metafor kan skjule en dårlig tanke. En bevægende fortælling kan manipulere.
Mennesker fra præstens familie, en begravelsessamtale eller et sjælesørgerisk møde kan ende som figurer i en historie, hvis formål de aldrig selv har valgt.
Nabokov havde et dejligt råd til sine studerende før en eksamen: "Do not pad ignorance with eloquence."
Polstr ikke uvidenhed med veltalenhed. Det kunne med fordel stå på prædikantens opslagstavle.
At få øje på det konkrete i teksten
En tredje roman, "Pnin" fra 1957, peger i en mere positiv retning.
Timofey Pnin er russisk emigrant og underviser på et amerikansk universitet. Han taler mærkværdigt engelsk, misforstår den verden, han lever i, og tager sig ofte komisk ud for sine omgivelser.
Men Nabokovs detaljer gør ham gradvist større. Bag den pudsige professor træder et menneske frem med erindringer, tab, ømhed og værdighed.
Også præster lever af at generalisere. Vi taler om "de ensomme", "de unge", "de sørgende", "det moderne menneske".
Evangelierne er anderledes besværlige. Her hedder mennesker Peter, Martha, Maria, Zakæus og Nikodemus. En mand ligger ved Betesda dam. En anden sidder ved vejen uden for Jeriko. Et barn bliver stillet midt i kredsen.
Nabokovs lidenskab for detaljen kan derfor forstås som mere end æstetik. Den rummer en disciplineret opmærksomhed på det enkelte.
Nabokov kan ikke levere en kristen homiletik. Hans mistro til moralske og politiske generaliseringer og hans kompromisløse æsteticisme støder på en grænse, når prædikenen skal tale om Gud, skyld, nåde, dom og opstandelse.
Men han kan lære prædikanten noget, der går forud for alt dette: at læse.
Mange dårlige prædikener begynder længe før den første sætning bliver skrevet. De begynder i det øjeblik, vi prædikanter ved, hvad teksten betyder, før vi har set ordentligt efter.
Derfor er Nabokovs fire ting værd at tage med ind i prædikenforberedelsen: fantasi, hukommelse, en ordbog og kunstnerisk sans. Og så hans yderligere formaning: Læs igen.
For næste søndag venter endnu en velkendt tekst, og før eller siden sidder Zakæus igen oppe i træet.
Spørgsmålet er, om prædikanten denne gang får øje på ham.