Denne tekst er skrevet for at formidle en historie. Ikke ved at blive læst højt for andre, men ved at læseren ser den igennem og bliver klogere ved lydløst at bevæge sig fra ord til ord.
Præstens prædiken eller begravelsestale er også en tekst, der er skrevet for at formidle en historie. Eller et budskab, om man vil.
Præstens tekst har imidlertid en ekstra dimension. Den skal også formidles mundtligt. Præsten skal før eller siden forvandle det skrevne ord til et talt ord. Skåret ind til benet er netop dette kernen i præstearbejdet: at gøre det “døde” ord “levende”.
Det er et arbejde, præster hver dag udfører med stor alvor, faglighed og ekspertise. Men samtidig også et arbejde, der, ligesom motion, kræver træning og fokus, hvis ordene skal blive hørt og forstået.
Det er i hvert fald påstanden fra Loa Brix og Helene Dam – henholdsvis direktør i kommunikationsbureauet Trooper og tidligere sognepræst og operasanger.
Derfor har de sammen skrevet bogen “Skriften i munden”, der i løbet af 128 sider bevæger sig fra en fysiologisk gennemgang af stemmen over præstens ageren i rummet til måden, præsten sprogligt formidler sit budskab.
Alt sammen pakket ind i betragtninger fra diverse undervisningssammenhænge, forslag til praktiske øvelser og forfatternes budskab om, at stemmen og mundtlig formidling er en muskel, der kan og skal trænes.
Også en replik til liturgidebatten
Og ifølge Helene Dam bygger bogen netop på et treleddet budskab.
“For det første vil vi gerne forklare, at hvis kroppen ikke fungerer, så gør stemmen det heller ikke. Derfor fokuserer vi i bogen også på stemmen og åndedrættet.”
“For det andet vil vi gerne slå fast, at indhold og form hænger sammen. Hvis man ikke har noget at sige, eller ikke er inde i det, man vil sige, så kan man mærke det på formen. Derfor gennemgår vi i bogen så mange forskellige aspekter af den mundtlige formidling.”
“Endelig er bogen en replik til liturgidebatten. Man er så optaget af at gøre gudstjenesten mere forståelig og nærværende. Men det begynder altså med, at instrumentet, stemmen, er i orden, ligesom det er vigtigt at have blik for at bruge kroppen og stemmen rigtigt i rummet.”
Et budskab der ifølge Helene Dam, forenklet kan sammenfattes i seks overordnede punkter:
1. Tag højde for rummets karakter
“Det er afgørende, at stemmen fungerer godt i rummet, og at man er opmærksom på, hvad det er for et rum, man taler i. Der er for eksempel forskel på at tale i et lille eller stort rum. Noget man blandt andet bør huske på i forhold til prædikenens længde.”
2. Hav mod til at være gudstjenestens holdepunkt
“Man skal tage ansvaret for liturgien og gudstjenesten på sig. Jo mere man forsøger at skjule sig som person, jo mere skygger man for evangeliet.”
“Hvis man for eksempel skal møde sørgende mennesker, hjælper det ikke at kravle langs væggene. Man bør i stedet have en holdning, der får folk til at føle sig trygge.”
“Modet til at være et ruhepunkt (rolighedspunkt, red.), som bærer gudstjenesten eller begravelsen igennem og giver plads til glæden og smerten, er en afgørende egenskab for præsten. At tage dette ansvar på sig strider ikke imod, at det er Gud, der er i centrum i gudstjenesten. Det er i stedet et udtryk for at vedkende sig, at præsten er bærer af ordene.”
3. Tænk over koreografien
“Man skal være i samspil med rummet og være klar over, at alt, hvad man gør, påvirker folk. Bevidst eller ubevidst.”
“Når man for eksempel står på prædikestolen under de to sidste vers af salmen før prædiken og ordner sine bøger, kan det fjerne opmærksomheden fra salmesangen.”
“Derfor er en minimalistisk og gennemtænkt koreografi vigtig. Der skal være en hensigt med alt det, man gør. Af den grund er det også vigtigt, hvordan og hvornår man for eksempel går op på prædikestolen.”
4. Øjnene er præstens spejl
“Det påvirker altså folk, hvordan man agerer og fremstår. Øjnene er særligt vigtigt signal.”
“Når jeg har undervist, har jeg igen og igen oplevet, at præster stiller sig op med lys i øjnene og taler løs. Men når prædiken begynder, stivner alt, lyset slukkes i øjnene og pupillerne bliver små. Det er som om, at ønsket om virkeligt at formidle det, man har på hjertet, sporløst forsvinder.”
5. Tal i meningsenheder
“Det er ikke nødvendigvis godt at tale uden manuskript, for det kræver et kæmpe forarbejde at formulere en mundtlig sætning, så den virkelig sidder.”
“Men den skriftlige prædiken kan føre præsterne ind i en form, hvor de bliver ufrie. Mundtligheden forsvinder simpelthen, når de forbereder sig derhjemme.”
“At holde en god prædiken kræver musikalitet, rytme og fornemmelse for klang samt et blik for, hvordan konsonanter og vokaler spiller op imod hinanden. På en måde er det som at spille et stykke musik. Man kan ikke læse Beethovens syvende symfoni. Man skal høre den.”
“At fjerne kommaer og punktummer i en tekst, når man forbereder sig, er en effektiv øvelse i dette. Det tvinger nemlig en til at tale i meningsenheder i stedet for at fremsig ene tekst ord for ord.
6. Selv erfarne skal huske at træne
“Det er vores håb, at vi kan give præsterne nogle redskaber, så menigheden ikke lukker ørerne for dem, men i stedet lytter og forstår.”
“Man er nødt til hele tiden at være opmærksom på, hvordan man bruger sin stemme, formulerer det, man siger, og hvordan man agerer i et rum. Og så er det også en pointe, at selv folk som jeg, der har undervist i det i mange år, også begår fejl og derfor også er nødt til at træne.”