Så har vi igen været til familiedåb. På traditionel vis. Søndag formiddag klokken 10. Hele familien dukker op. Festklædte. Det er en stor dag i familien. Familierne på begge sider af dåbsforældrene ser ikke hinanden særlig tit ud over ved festlige anledninger. Og der er nok at feste for: et nyt medlem i familien, barnets navn (det afsløres først ved dåbshandlingen), og hvad er der sket siden sidst.
Vi sætter os ind på bænkene. Gudstjenesten går i gang. Dåbsfølget foroven i kirken. Resten af menigheden nede bagved. Dåbsfølgerne (der er to dåb) fylder meget. Min bror (morfaren) bemærker ved et kig på kirkens nummertavle, at det ikke er de festligste salmer, der synges. Og det første, der bemærkes, da vi kommer ud af kirken, er: Hvorfor synger vi ikke Ingemanns "Nu titte til hinanden" eller "Op, al den ting, som Gud har gjort", så alle kan synge med og få et "løft"? Hvorfor alle disse salmer om synd og død og frelse?
Men præsten vælger synd-, død-, og frelsesalmer i overensstemmelse med korrekt, akademisk skoling og dannelse. Og det præger også resten af salmevalget og prædikenen, som også er "efter bogen". Til trods for at begge familier er temmelig kirkevante og sådan set ved, hvad det drejer sig om "ifølge bogen", så stiger humøret først rigtigt, da vi når til den efterfølgende fest med maden, drikken, skålen og talerne for det nye medlem i familien, og der ønskes lykke og gode råd for barnet, hvis kristne baggrund der broderes over i talerne.
På det seneste har jeg igen deltaget i højmesser med dåb, og mønstret var det samme: to menigheder, to forventningshorisonter, to fester. Der var højmessefesten. Den "efter bogen" og "efter teksten", som højmessemenighed og præst deltog i. De havde deres fest. Og så var der dåbsmenigheden til familiefest. Den fest, hvor det handlede om navngivning af det nye medlem i familien og festen for glæden, sammenholdet og det gode liv, som med barneforøgelsen tog sin begyndelse dér i gudstjenesten.
De to fester kolliderede. De blev gidsler i hinandens forventninger. Og præsten skulle, så godt hun kunne, få enderne til at hænge.
Dåben er en initiationsfest i flere dimensioner
Nu skal højmessefesten og familiefesten ikke spilles ud mod hinanden. Vi har ædle traditioner tilbage til Grundtvig for at lade dåben være en del af højmessen søndag formiddag. Vi taler teologisk om dåben som initiation ind i Kristus og Kristus-fællesskabet. Herunder menighedens fællesskab.
Men den folkereligiøse fest abonnerer også på en initiation ind i familie- og slægts- og vennefællesskabet. I denne festreligion og fest-"teologi" handler det ikke kun om, at barnet bliver et Guds barn og dermed skilt ud og frelst fra verdens synd og død, men lige så meget om at få barnet betrygget og ordentligt ind i det menneskelige fællesskab, som det skal leve i fremadrettet.
Dåbens genfødsel gælder ikke kun til Kristus, men til det sociale fællesskab. I stedet for at få to menigheder, to fester, to teologier, to liturgier til at gå op i en højere enhed, hvilket kun medfører frustrationer for alle parter – inklusive præsten – ville jeg abonnere på en dåbsgudstjeneste, hvor man netop kan imødekomme familiens dåbsfest og dens menneskelige, jordiske og himmelske længsler.
Her kan synges salmer, der ikke kun skal iscenesætte gudstjeneste om synd og død og frelse, men også velsignelsen i Guds navn, alt det som hører den religiøse fest til: glæde og undren over livets godhed, trygheden og omsorgen ved at have familierelationer, udsigten til at dette barn fra A til Z er i Guds og menneskers kærlige hænder.
Dåbsgudstjenesten tager livshistoriens "store" anledning alvorlig med fest og navngivning. Der kan synges salmer/sange, der imødekommer dåbsforældre og -menighed. Og holdes en dåbstale, der peger på både frelsen og velsignelsens horisonter.
Og endelig kan man ved dåbsgudstjenesten inddrage tegnhandlinger, som for en senmoderne menighed ikke er uvæsentlige til markering af indlemmelsen i menighedens og familiens fællesskab: dåbsklud, lystænding, fremvisning af dåbskjole, der er syet af barnemoderens brudekjole.
Alle tegnhandlinger, der både trækker på gode kristelige og folkelige traditioner.
Dåb efter bogen
Til sidst: Når man læser dåbskommissionens udspil om dåbsliturgier, efterlyser jeg sansen for den folkereligiøse tilgang til dåben. Se blot til de foreslåede dåbskollekter, som ikke i nævneværdig grad inddrager hverken navngivning eller fest.
Og hvad angår tegnhandlinger, så har kommissionen næsten kun foragt tilovers for den slags folkereligiøse fænomener. Gad vide, om kommissionen kun har tænkt dåb "efter bogen og teksten og den rette lære".
Man skulle måske ikke ignorere det folk, der stadigvæk gerne vil have NN døbt og holdt fest med udgangspunkt i kirken.