På en kirkekonference på Fyn den 6. marts løftede kirkeminister Morten Dahlin sløret for, at det kommende forslag til ændring af lov om menighedsråd vil indeholde mange lettelser for menighedsrådene.
Rygtet vil vide, at lettelserne blandt andet vil vise sig ved, at provstierne kommer til at skulle løfte flere af menighedsrådenes opgaver end før. Sagt med andre ord skal opgaveløsningen ikke i samme grad finde sted lokalt som før, men ved at løfte den op i systemet.
Som det kunne læses på Kirke.dk, har Provsteforeningens formand udtalt, at vi som provster står "foran en kapacitetsopbygning, hvor der er behov for, at vi ansætter flere bygningskyndige og personalekonsulenter.
Det er en god business case for den lokale økonomi, hvis vi kan tilbyde bedre og mere effektiv understøttelse til menighedsrådene med hensyn til bygninger og ansættelser." Han skjuler ikke, at han ser frem til dette.
Provstens funktion som præst og leder
Forestillingen om, at flere af menighedsrådenes opgaver løses bedre oppe i systemet, er et synspunkt, som ser ud til at ville forandre provstens rolle i de kommende år.
En ting er, hvad de mere potente provstier og provster vil betyde for folkekirkens interne organisering og magtbalance. En anden ting er, hvad det vil betyde for provstens identitet som præst.
Svaret på det sidste er afgørende. For det er som om, at provstens funktion som præst anses for at være mere og mere problematisk i forhold til provstens funktion som leder.
I Provsteforeningens pejlemærker for bæredygtige provsteembeder er det en rød tråd, at provsten således skal trækkes længere og længere væk fra præstearbejdet i den lokale sognekirke.
Embedsboligen skal således trækkes væk fra kirken. Provsten skal ikke nødvendigvis deltage i menighedsrådsarbejdet. Provsten skal ikke være kirkebogsførende og den drivende præst ved kirken. Præstearbejdet skal i det hele taget begrænses til et minimum og være på afgrænsede vilkår.
I Præsteforeningens blad den 14. marts 2025 fører sognepræst og tillidsmand Jacob Kleofas og provst emeritus Finn Dyrhagen synspunktet helt derud, hvor provsten ikke længere skal være sognepræst, men alene være en præst, der kan holde gudstjenester og kirkelige handlinger, hvor der er behov for det i provstiet.
Provstens rolle som sognepræst problematiseres således igen og igen. Den fungerer ikke optimalt i forhold til menighedsrådene og præstekollegaer, eller den tager for meget tid fra det egentlige, siges det.
Løsningen er derfor i fleres øjne, at provsten skal prædike mindre for at kunne lede mere. Først og fremmest skal provsten have tid til det store overblik og tid til strategisk ledelse og udvikling af hele provstiet.
Man kan argumentere for, at provsten dermed kommer til at ligne andre mellemledere i det offentlige. Det vil uden tvivl give provsten mere magt i forhold til præsterne og menighedsrådene, ligesom det også vil gøre det nemmere at tale med den kommunale forvaltning om samskabelsesprojekter.
Nogle ser det utvivlsomt som et ideal. Spørgsmålet er bare, om denne provsterolle er til folkekirkens bedste. Det mener jeg ikke, at den er.
Provsten er en sognepræst med særlige opgaver
Når provstens præsterolle problematiseres, problematiserer man samtidig noget grundlæggende ved den evangelisk-lutherske kirke, hvor ethvert gejstligt embede begrundes i menighedens kaldelse. Provsten er i den forstand ikke andet end en sognepræst med særlige opgaver. Det fastholder provsten på det helt grundlæggende i folkekirken.
Positivt betyder det for det første, at provstens arbejde tager sit udgangspunkt i en konkret menighed. Ved her at virke som præst og tage del i sognets liv får provsten en indsigt i, hvordan alt i kirken begynder nedefra med nogle konkrete mennesker på et konkret sted.
Det giver et blik for, at svarene på sognenes udfordringer aldrig er entydige, men mangetydige. Det giver en solidaritet i forhold til arbejdet, som præster og menighedsråd står med. For provsten står selv med det i sin funktion som sognepræst og ved derfor, hvad det handler om.
Har provsten det overordnede som udgangspunkt, risikerer man, at blikket for det mangetydige forsvinder. Man risikerer, at provstiernes projekter vil gøre det lokale udgangspunkt mindre betydningsfuldt. Man risikerer at gøre det mangetydige entydigt.
For det andet betyder provstens funktion som sognepræst, at blikket skærpes for, at folkekirken er sat i verden for, at evangeliet skal forkyndes og ikke andet. Provstens opgave er her at føre tilsyn med rammerne for, at dette sker lokalt.
Provsten skal sikres tid til at være præst lokalt
Provstens opgave er ikke at lede provstiet og dets projekter for provstiets egen skyld. Den veltrimmede organisation er ikke et mål i sig selv. I så fald behøvede provsten ikke at være præst, men kunne lige så godt være djøffer.
Jeg anerkender, at provsten har et stort ansvar som leder og tilsynsførende med provstiets økonomi, bygninger og så videre. Jeg anerkender, at provsten skal klædes ledelsesmæssigt på og erhverve sig de kompetencer, som er nødvendige for at kunne varetage embedet. Jeg anerkender, at provsten skal sikres tid til at kunne løse sine opgaver, ligesom jeg anerkender, at provstierne kan få flere opgaver i fremtiden.
Det ændrer bare ikke på, at provstens udgangspunkt er evangeliet, der forkyndes lokalt. Provsten er i evangelisk-luthersk forstand kaldet som præst af en bestemt menighed og må i sin egen selvforståelse betragte dette som det grundlæggende i sit arbejde.
Hvor et af Provsteforeningens pejlemærker er, at provsten skal sikres tid til strategisk ledelse og udvikling af provstiet, er det derfor lige så vigtigt, at provsten skal sikres tid til at være præst lokalt.
Ligesom provsten skal have overblikket, skal provsten også have blikket på det lokale udgangspunkt. Kun sådan bliver overblikket konkret og ikke abstrakt.