Jungshoved har været en ø, men tiderne har gjort, at den i dag er en halvø. I folks bevidsthed er Jungshoved dog stadig en ø, og Jungshoved Slot ligger stadig og troner som et slot.
Den eneste bro, som stadig forbinder slottet over voldgravene (hvoraf den ene voldgrav ikke er her længere), blev genopbygget i denne uge.
Da Tømrer-Flemming var færdig med broen, kom jeg og meldte mig som nummer to til at gå over den og min medhjælper Allan som nummer tre. Dertil svarede tømreren, at vi kunne blive nummer tre og fire, for en af de lokale var passeret over den før mig.
Jeg poserede foran kameraet på broen, mens Allan tog et billede af mig, og så byttede vi. Tømreren kiggede lidt og skyndte sig derefter at pakke sit grej og komme hjem.
Brutale svenskekrige og gamle grevefejder
Broen kommer man til, når man går fra kirken og hen mod slottet. Slotsbyggerne havde anlagt en indre og en ydre voldgrav rundt om det fine kongeslot for at holde fjenderne ude i 1100-tallet. De byggede derefter kirken, som står nævnt første gang i 1231.
Slottet var fint og havde tre bindingsværkslænger i to etager og et trappetårn med spir. Det må have været små rum, for voldstedet er ikke meget stort. 400 år senere var den ydre voldgrav fyldt op og slottet røvet for værdi. Brokkerne blev kørt til det fine Vordingborg, dengang genbrugte man alt, og tilbage er kun ét voldsted.
Når turister ved kirken spørger mig, hvad jeg anbefaler dem at se, kigger jeg over mod ruinen og svarer: "Slottet, foruden havnen og kirken."
Hvis man kommer uden at vide, at der er et slot, spejder man forgæves efter det. "Hvilket slot?", synes de at tænke.
Svenskekrigene har altså været tydeligt brutale på dette sted. Historien har fået evigt minde via Carit Etlars roman "Gøngehøvdingen". Men historien begynder lang tid før – det var jeg til foredrag om i kirkens rejsestald aftenen i forvejen.
En ung lokal historiker, Brian Willum Petersen, fortalte om sine metaldetektorfund, stednavne, kongerækker, biskopper, grevefejder, kongelige stutteri, krige, gravhøje og kortopmålinger udført af både Jens Sørensen og Caspar Wessel.
Brian trak fulde huse til den aften. De sidste, som kom klokken 19, måtte stå op, men man fandt dog en plads til præsten efter pausen. Brian fortalte også om pælespærringerne ind til noret, som blev sat op for at holde fjenderne ude.
I 1603 blev slottet restaureret for lenets penge, men allerede få år efter var bygningerne i brøstfældig tilstand. Håndværkersjusk måske, eller for høje standarder, det er svært at vide.
Nabokrig med flintbue og økse
Broen, som tømreren lavede på ny, afløste den gamle, som også var i brøstfældig tilstand. Selvom det er Nysø Gods, der ejer slottet, måtte kirken stå for broens restaurering – det var nemlig vores kvier, som ved en fejl ødelagde den.
I tidernes løb har der været mange fjender. De mange våben, man har fundet, har ikke kun været brugt til jagt.
Med alle de nabostridigheder, der findes i dag, er jeg glad for, at bronzesabler, flinteøkser og bue og pil ikke er hvermandseje. Hvor jeg bor, ville jeg ikke være garanteret min egen sikkerhed, hvis jeg havde levet i de tider. Så noget godt kommer, som tiden går.