Telefonen ringet, ikå.
"Joffe, ært dig," spurgt Maria.
"Jepper, hva så dér, skatterbøv."
"Jeg ka ligså godt sig 'et: Jeg graviij!"
"Graviij!!??"
"Ja, graviij, g-r-a-v-i-i-joj, graviij!"
"Jamen, vi har jo slet ik gjårt det endno! Hvordan så…??"
Joffe blev helt stille. Ligesom uij på stadion i søndags, da AGF tabt.
"Har do haft en ve sijen af," spurgt han stille.
"Nej da… eller… nej… eller altså, på en måje. Men ik sårn på dén måje. Men for et par månejer sijen var der pludselig et tijspunkt, hvor englene lissom sang, ikå. Og så efter noje tij fik jeg kvalme og så…"
"Ahr, Maria, den må do vist længere uj a Ringgajen med."
"Jamen, det er rætti, Joffe. Jeg vej godt, det lyjer hel noller, men det var lissom, det var Guij, der sagde at…"
"Guij!!??"
"Ja, Guij! G-u-i-joj, Guij. Guij vill at jeg ska ha det barn!"
"Guij!? Jamen do er da ik hellig eller noje!"
Resten af dagen var Joffe lissom ik helt sig selv. Engel, Guij, graviij. Det hele kørt rundt ind i kryjjeren, og han ku slet ik koncentrere sig om sit arbejd. Og han sku ellers vijere med et halvvalmet tag oven på cykelskuret for enden af SFO'en skråt over for privatskolen på hjørnet af Nørre Allé og Guldsmejegaje.
Han svinget mellem at være skij'sur og så glaj. På den ene sije vill han jo godt ha yjet sit, hvis Maria endelig sku være graviij no. Og på den anden sij var hun ikk den type, der haje en anden. Og gånok kom han ik så meget i kirken, men han haj da altiij troet på Guij. Og et barn er jo et barn, uanset hvaj.
Pludselig smej han sømpistolen. Han måt snak med nogen. Nogen der veej noje om Guij. Han fandt sin telefon, googlet lidt, fandt nummeret og ringet op:
"Det er biskop Henrik Ewigh-Poulsen, for så vidt," løj det i den anden ende af røret.
"Maria er mæ rogn," sa Josef. "Og hun siger, det på en måje er Guij, der har gjort 'æt. Hva mener do?"
Følg med i næste uge og få næste afsnit af "Juleevangeliet på aarhusiansk".