Sijen sidst: Maria er blevet graviij. Joffe forstår ik helt hvordan, men det er ok – en ung' er en ung'. Marias mor er ikke så vild mæ 'et, men de to unge er ligeglaje. På vej til Borgerservice i Hasle, hvor de skal ha tjekket Joffes idenlite... ifenditet… altså hvem han er, ikå, kommer tijen, da hun skal føje, og de prøver at få et værels på Bodega Pusterum, hvor Joffe engang har sat to bordplajer op i køknet liij ve sijen af opvasken. Bar noej i krydsfinér. Men der er ikke plads til dem i bodegaen, så Maria må føøj i et skur uij bagve. Og nu står Joffe med en slimet ung' i armen'.
I den samme egn var der vagtmænd, der holdt øje med butikern' og holdt vagt over alt deres lårt. Plusdlig var 'et som om der stoj nogen foran dem, lissom noej helligt:
"Frugt ikke," sa den.
"Pyha," sa den ene vagtmand. "Jeg troj lige det var en veganer. Den ser noej frelst uij."
"Frugt ikke," sa den igen. "Ordet er blev't køj. Og no ska I find et barn, der liig er kommet uij, som er svøbt og så vijere, og de har ik engang en lift, så den bette ligger i et styk tagrend', der bar lå og fløj uij i skuret."
"Dem finder vi, på med pandelampen, tænd for gps'en," sa den ene vagtmand.
Da de stoj i skuret og så Joffe og Maria og den lille Jæsus, var 'et som om det hele bare spillet, ikå. Søj musik og sår'n, himmelsk lyyj.
"Man bliver helt bløj indeni," sa den ene vagtmand.
"Frej," sa den anden.
"Feej, feej lykke," sa Maria.
"Det' hammer, hammer fedt," sa Joffe. "Og glæjelig jul deruije!"