Præstemeddelelse

Hyrdebrevet Søndag Morgen genopstår

Har du savnet friskpræsten Heidi Mums? Længtes efter surpræsten Ejnar Knast? Så glæd dig til mandag den 15. oktober, hvor Hyrdebrevet genopstår på Kirke.dk

Kristeligt Dagblads nye specialmedie, Kirke.dk, får fra på mandag et nyt element. Hyrdebrevet Søndag Morgen bliver en fast del af abonnements-mediet, der henvender sig til ansatte, beslutningstagere og frivillige i kirker og kirkelige organisationer i Danmark.

Kirkeanalytikeren Myrna Mågensen udtaler i forbindelse med lanceringen fra sit stambord på Ingers Hotel i Hulsig:

”Jeg er rygendes uenig. Hvad skal det nu til for!? Nu var vi endelig sluppet af med det pjank! Næ, hvis de ville bringe noget med Bertel Haarder, han er et rigtigt mandfolk, og hvis han kom her forbi Hulsig, vil jeg ikke udelukke, at… (fork. af red.)”

Kirke- og kultminister Mette Nok er til gengæld begejstret:

”Jeg stiller gerne op i Hyrdebrevet Søndag Morgen. Ja, jeg stiller sådan set op til hvad som helst. Også EU-parlamentet og flere ministerposter.”

Valgmenighedspræst Morten Krist udtaler:

”Det lyder ikke nådigt og nåden er ellers noget vigtigt noget…”

Tidligere formand for Evangelisk-Luthersk Makværk, Henrik Højmesse:

”Jeg var lige ved at have fået nok af folkekirken, men nu bliver jeg lidt endnu.”

Sognepræst Kathrine Retwinkel Holm udtaler:

”Endnu et eksempel på den kulturradikale nedgørelse af det tavse flertal, som vi heldigvis er nogle få, der ved, hvad mener.”

Biskop over Lolland-Falster pastorat Marianne Gaarden-så-Gaarden:

”Jeg vil læse det højt til vores stiftspræstekursus. Jeg er sikker på, vi kommer til at grine. Alle tre!”

Endelig udtaler kirkekonsulent Mågens Mågensen:

”Det kommer vi til at høre meget mere til i fremtiden!”

HYRDEBREVET SØNDAG MORGEN. Udkommer hver anden mandag. På Kirke.dk. Læs det før din næste!


Kontaktoplysninger

Udviklingschef Morten Thomsen Højsgaard, e-mail: hoejsgaard@k.dk, tlf. 40 17 84 16. 
Redaktør for Kirke.dk Kåre Gade, e-mail: gade@kirke.dk, tlf.: 5344 0820.