Hyrdebrevet: Jehovas Vidner anklager Jim Lyngvild for kulturel appropriation

HYRDEBREVET SØNDAG MORGEN: Først følte de sig krænket. Så tog de sagen i egen hånd og købte billederne. Nu vil Jehovas Vidner bringe Jim Lyngvilds kirkekunst ud til folket

”Sagt lige ud, så følte vi os krænket,” siger Erik Joshua Jørgensen fra Jehovas Vidner om Jim Lyngvilds kirkekunst. Den religiøse minoritet mener, at kunstneren uretmæssigt har kopieret deres kulturelle udtryk. Nu har de opkøbt billederne. (Hyrdebrevet Søndag Morgen – enhver lighed med både kirkeligheden og virkeligheden er tilsigtet)
”Sagt lige ud, så følte vi os krænket,” siger Erik Joshua Jørgensen fra Jehovas Vidner om Jim Lyngvilds kirkekunst. Den religiøse minoritet mener, at kunstneren uretmæssigt har kopieret deres kulturelle udtryk. Nu har de opkøbt billederne. (Hyrdebrevet Søndag Morgen – enhver lighed med både kirkeligheden og virkeligheden er tilsigtet) Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Sagen om Jim Lyngvilds kirkekunst i Faaborg Kirke har taget en uventet drejning. Efter sidste uges menighedsrådsmøde, hvor et flertal afviste at købe fotostaterne, frygtede mange Lyngvild-fans, at kunstneren ville gøre alvor af sin trussel om at brænde billederne på Svelmø.

Nu har Jehovas Vidner grebet ind – angiveligt fordi de mener, at billederne retteligt tilhører dem.

Denne artikel er en del af dette tema:
Hyrdebrevet Søndag Morgen
Hyrdebrevet Søndag Morgen

”Sagt lige ud, så følte vi os krænket,” fortæller talsmanden for Jehovas Vidner, Erik Joshua Jørgensen.

”For det er jo lige vores stil. Jeg troede ærligt talt, at Lyngvild havde klippet dem ud fra et af vores blade. Det er vist det, man kalder kulturel appropriation.” 

Nu har Jehovas Vidner imidlertid valgt at opkøbe Jim Lyngvilds billeder.

”Billederne vil passe lige ind i vores blad, Vagttårnet. Det er præcis sådan, vi synes, mennesker skal se ud: sunde, velplejede og muskuløse. Og med den rette tro.”

Erik Joshua Jørgensen tilføjer, at man også har købt billederne, fordi Jim Lyngvild har givet udtryk for, at han meget gerne vil ud til folket med sin kunst.

”Og vi kommer jo meget ud med vores blad. Så vi tænker, at Jim bliver rigtig glad og, som han selv siger, endnu mere ydmyg, end han i forvejen er! Så det er bare på med sikkerhedsskoene og ud og se, om vi kan få en fod i døren.”

Erik Joshua Jørgensen tilføjer, at Jehovas Vidner også påtænker at udgive Lyngvilds fotos som glansbilleder.

Det har undtagelsesvis ikke været muligt at få en kommentar fra Jim Lyngvild.
 

Månedens bøger:

Inge Lise Pedersen: "Rådene, der forandrede folkekirken"
Inge Lise Pedersen: "Kvinden, der forbedrede rådene"
Inge Lise Pedersen: "Bogen, der fornyede historien"