Hyrdebrevet: GDPR-regler rammer prædikenen - præster på kursus i at undgå ord som Gud og Jesus

HYRDEBREVET SØNDAG MORGEN: Først gik det ud over præsternes kommunikation med konfirmanderne. Nu rammer det også præsternes prædiken. En vejledning fra Københavns Stift forbyder præsterne at bruge ord i prædiken, der kan røbe et religiøst tilhørsforhold

Ifølge kirkecoach Pelle "Powerpoint" Madsen er GDPR kommet for at blive. Han tilbyder en række kurser, hvor præsterne kan lære at prædike uden at røbe deres religiøse tilhørsforhold. (Hyrdebrevet Søndag Morgen - enhver lighed med både kirkeligheden og virkeligheden er tilsigtet)
Ifølge kirkecoach Pelle "Powerpoint" Madsen er GDPR kommet for at blive. Han tilbyder en række kurser, hvor præsterne kan lære at prædike uden at røbe deres religiøse tilhørsforhold. (Hyrdebrevet Søndag Morgen - enhver lighed med både kirkeligheden og virkeligheden er tilsigtet) Foto: Tegning af Morten Voigt

Fremover er det slut med ord som Gud, Jesus, Helligånden og Benny Andersen fra de danske prædikestole. En vejledning fra Københavns Stift forbyder præsterne at bruge ord og vendinger, der kan røbe et religiøst tilhørsforhold. Jurist i Københavns Stift Augusta Roesen forklarer:

"Vi anbefaler, at man ikke bruger ord og vendinger, der kan afsløre præstens eller menighedens religiøse tilhørsforhold. Vi mener, at præsterne stadig kan holde tale, bare de ingenting siger. Det er vores vurdering, at de fleste præster allerede lever op til kravet. Bagefter kan folk gå hjem og læse en krypteret udgave af prædikenen, som selvfølgelig heller ikke må omtales som prædiken."

Denne artikel er en del af dette tema:
Hyrdebrevet Søndag Morgen
Hyrdebrevet Søndag Morgen

Blandt kirkens folk er meninger delte:

Friskpræsten Heidi Mums:

"Mig gør det der GDDR ikke noget. Jeg kender alligevel ikke de ord med Jesus og Benny Andersen… Jo, måske den sidste. Er han ikke evangelist?"

Kirkecoachen Pelle "Powerpoint" Madsen er derimod begejstret:

"Sådan er udviklingen. Vi må bare følge med. Jeg har tilfældigvis en del kurser, som præsterne kan komme på. Ligesom Konfirmandcentret. Og vi finder naturligvis en fornuftig pris."

Kirkeanalytikeren Myrna Mågensen er for en gangs skyld enig i initiativet:

"Jeg er rygendes enig. God ide at kryptonere de prædikener, præsterne holder. Mange af dem taler i forvejen temmelig kryptisk!"