Hyrdebrevet afslører: Gud sletter bønner efter 30 dage

En skandale af himmelske dimensioner er under opsejling. Hyrdebrevet Søndag Morgen kan afsløre, at Gud sletter menneskers bønner efter 30 dage. Gud afviser kritikken: "Jeg fulgte bare Helligåndens rådgivning"

"Bønner om at bestå eksamen, vinde en fodboldkamp eller et bispevalg bliver automatisk slettet efter 30 dage,” siger Gud. (Hyrdebrevet Søndag Morgen - enhver lighed med både kirkeligheden og virkeligheden er tilsigtet).
"Bønner om at bestå eksamen, vinde en fodboldkamp eller et bispevalg bliver automatisk slettet efter 30 dage,” siger Gud. (Hyrdebrevet Søndag Morgen - enhver lighed med både kirkeligheden og virkeligheden er tilsigtet). Foto: Antonio Cicorella/Panthermedi/Ritzau Scanpix

Hyrdebrevet Søndag Morgen kan efter grundig research og aktindsigt afsløre, at Gud sletter bønner efter 30 dage.

”Jeg journaliserer naturligvis de vigtigste bønner – om liv og død og den slags. Men bønner om at bestå eksamen, vinde en fodboldkamp eller et bispevalg bliver automatisk slettet efter 30 dage.”

Denne artikel er en del af dette tema:
Hyrdebrevet Søndag Morgen
Hyrdebrevet Søndag Morgen

Hyrdebrevet har spurgt Gud, hvornår denne praksis blev indført?

”Jeg kan ikke sætte en præcis dato på,” forklarer Gud, ”men det er sket på et tidspunkt mellem evighed og evighed og senest sidste sommer. I øvrigt skete det efter rådgivning fra Helligånden, der mente, at det var bedst at slette det meste af det, folk beder om.”

Guds sletning af bønner vækker dog vrede rundt omkring. De to konfirmander, Jakob og Søren, stamper nærmest i jorden af vrede:

”Det er bare så meget snyd! Vi havde bedt om en Playstation 5 og en Liverpool-udebanetrøje, og vi har ikke hørt noget. Og det er over 30 dage siden. Vi vil da også være med!”