Valgmenighedspræst: En styrke, at en valgmenighed kan dø

Valgmenighedsloven fylder 150 år, og det skal fejres, skriver valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen. Det er nemlig en fejring af friheden og fællesskabet, der er altafgørende for valgmenighedernes overlevelse

Grundlovsmøde i Osted Valgmenighed. Flere grundtvigske valgmenigheder er nedlægningstruede. Men det er netop styrken, for det stiller et krav om at holde forkyndelsen aktuel og fællesskabet levende, mener valgmenighedspræst i Osted Laura Lundager Jensen.
Grundlovsmøde i Osted Valgmenighed. Flere grundtvigske valgmenigheder er nedlægningstruede. Men det er netop styrken, for det stiller et krav om at holde forkyndelsen aktuel og fællesskabet levende, mener valgmenighedspræst i Osted Laura Lundager Jensen. Foto: Bjarne Lundager Jensen

Valgmenighedsloven fylder i år 150 år. Det er værd at fejre.

Indenfor folkekirken har valgmenighederne ikke altid været lige velsete. De anklages for at skabe splid og bryde det kristne fællesskab i sognene. De anklages for ikke at løfte et fælles socialt ansvar. ”Ren nostalgi” kaldte lektor emeritus Hans Raun Iversen os i en artikel i en norsk avis. Han hævdede samtidig, at valgmenighedernes negative følger for folkekirken har været større end gevinsten.

Det hører til den frihed i folkekirken, som valgmenighederne går ind for, at han skal have lov at sige sådan, men det bliver det ikke rigtigt af.

Oprindeligt blev loven vedtaget, fordi sognepræsten i Ryslinge V. Birkedal blev afskediget af ministeren. Men da menigheden ønskede ham som præst, blev en lov vedtaget, der sikrede et fællesskabs ret til at vælge præst og danne menighed uden om sognestrukturen. Den lov eksisterer stadig i dag, måske nok til irritation for mange, men til nytte og glæde for andre.

Historisk har de frie menigheder gennem frisind og insisteren på medbestemmelse på mange måder påvirket den øvrige folkekirke. Blandt andet med bestyrelser som foregangseksempel på demokratisk organisering. At der er eksempler på, at loven ikke holder til alle former for frisind er set på eksempelvis Mors, hvor præsten i 1871 tog et ukonfirmeret barn til alters, og menigheden derfor måtte omdanne sig til en grundtvigsk frimenighed.

Også i Ryslinge, hvor et dåbsritual, der gjorde op med trosbekendelsen som ”politiforhør”, blev udskiftet med spørgsmålet: “Vil du døbes til, hvad Gud giver i denne tro?”. Det skulle understrege, at dåben er en gave til mennesker, der må modtages i frihed. Også de måtte forlade folkekirkens gode selskab. Begge er eksempler på frihedstanker, der har sat folkekirkens forståelse af evangelisk frihed til debat.

Men spørgsmålet, om valgmenighederne i dag er ”ren nostalgi”, er reelt et relevant spørgsmål. Bortset fra en enkelt af de gamle grundtvigske menigheder har valgmenighederne et dalende medlemstal, og mange af de gamle dogmatiske kardinalpunkter kan rummes i den almindelige sognemenighed.

Valgmenighedsloven er ikke forældet

At valgmenighedsloven ikke er forældet, demonstreres af de nye valgmenigheder, der i de seneste år er opstået på den kirkelige højrefløj. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan en ny liturgi med moderne musik og nye rytmer kombineres med en ret konservativ kristendom.

Det kan man glæde sig over, for det betyder, at der stadig er behov for, at folkekirkestrukturen udfordres af et frit menighedssyn. Så kan man jo være uenig med forkyndelsen, som man vil, men det demonstrerer, at der stadig er frihedskræfter til i folkekirken.

I de grundtvigske menigheder oplever vi ikke på samme måde behovet eller lysten til radikal fornyelse. Det giver anledning til at sætte en refleksion i gang i de 29 grundtvigske valgmenigheder. Burde vi nedlægge os og indgå ”solidarisk” i sognemenighederne?  En refleksion, der aldrig må tages af bordet. Selv mener jeg det ikke. 

I den aktuelle kirkelige situation, er den vigtigste betydning for folkekirken måske, at valgmenigheder er et synligt bevis på, at menighederne kan organiseres fra neden, båret af folks medansvarlighed og frivilliges hjælp i praktiske forhold.

Det er en fornøjelse at opleve, hvordan en ny liturgi med moderne musik og nye rytmer kombineres med en ret konservativ kristendom. Det betyder, at der stadig er behov for, at folkekirkestrukturen udfordres af et frit menighedssyn

Mens den øvrige folkekirke i stigende grad organiserer sig centralt og står i fare for at få en rolle som et serviceorgan, der står til rådighed for befolkningens religiøse behov, fastholder valgmenigheden at bygge på menighedernes medansvarlighed og frivillighed.

I valgmenigheder er der en høj grad af frivilligt praktisk medarbejde af menighedens medlemmer. Det betyder, at man er aktivt medarbejdende i menighedens opgaver. Det hjælper til engagement. Og det medansvar danner et fællesskab, der er vigtigt.

Nedlægningstruede grundtvigske valgmenigheder

I den nuværende nyorganisering af sognene ser man i landområderne, hvordan der dannes supersogne i form af sammenlægning af op til 12 sogne med fælles præster. På sammen måde, som man tidligere havde sin egen læge, men nu er knyttet til et lægehus, hører man nu til en kirke, hvor man kan blive serviceret på fornem vis.

Men hvor bliver menighedsfællesskabet af i en sådan stordriftsstruktur? Jeg er klar over, at der både er økonomiske grunde og faldende befolkningstal i de områder, hvor man vælger sådanne ændringer. Men valgmenighederne har vist og viser stadig, at menigheder kan bestå med 300 medlemmer eller færre.

Det betyder ikke, at de gamle grundtvigske menigheder ikke er under pres. Flere er nedlægningstruede. Men det er netop styrken ved en valgmenighed - at den kan dø. For det stiller et krav om at holde forkyndelsen aktuel og fællesskabet levende. Og det er bestemt ikke en ulempe, at man endda har mulighed for at fyre præsten, hvis det er det, der skal til. 

150 år med frie menigheder er værd at fejre, og værd at være stolte af. Det, valgmenighederne kan – nye som gamle, grundtvigske som missionske - er at inspirere til aktive levende fællesskaber, der bæres af et fælles ansvar. Det er ikke hele løsningen på alle folkekirkens udfordringer.

Men den grundlæggende frihedstanke, der lå og stadig ligger bag valgmenighedernes menighedsindretning, og den synlige realitet af, at en menighed må bæres af ansvarlige menighedsmedlemmer, burde på mange måder kunne inspirere den sognekirkelige struktur, så menighederne lokalt tager ansvar og bærer med.

Hvis det er det, Hans Raun Iversen kalder nostalgi, er der brug for nostalgi i den danske folkekirke.