Teologisk konsulent: Sogne skal tænke i fællesskaber, ikke målgrupper

Provsternes rolle har ændret sig voldsomt siden 2003; fra en rolle som administrator til en rolle som igangsætter og spilfordeler.

En stor ændring var den nye rekrutteringsprocedure, hvor også teologer og præster uden for et provsti fik mulighed for at søge den ledige provstestilling. Provsterne ansættes nu for deres kompetencer, og ikke for lang tids kendskab til kolleger og lokalområde. En anden ændring fandt sted i provsteuddannelsen, som i dag klæder provsterne på til at være forandringsagenter i folkekirken.

Jeg har undersøgt provsternes vilkår i folkekirken til min ph.d.-afhandling, ”Churching Alone: A Study of the Danish Folk Church at Organisational, Individual, and Societal Levels”. Min undersøgelse viser, at provsterne generelt er tilfredse med den nye rolle som igangsætter. De kan lide at tage initiativer og sætter gang i samarbejder mellem menighedsråd dér, hvor menighedsrådene kan overtales til at være med.

Provsterne har to teologier

Jeg har også set på den teologi, som provsterne har med sig i arbejdet. Jeg ser en ”eksplicit” teologi i det, som provsterne siger højt, når de spørges til teologien i deres embede. Provsterne er klare i spyttet, og står ved deres teologi, de har med fra barnsben eller universitet.

Den eksplicitte teologi bruges bl.a. til at kritisere New Public Management i folkekirken. ”Folkekirken er ikke IKEA,” som én provst siger. Kirken er ikke et firma og skal ikke underlægge sig økonomiens krav og betingelser.

Samtidig har provsterne det, jeg kalder en ”implicit” teologi, som ses i de handlinger, de konkret udfører i hverdagen som provst. De provster, jeg interviewede, fulgte forskrifterne fra Kirkeministeriet og passede godt på pengene. I deres handlinger var der meget lidt kritik af øget økonomisk styring.

Der var således ofte lidt langt mellem provsternes ord og deres handlinger.

Det vidner om, at provsterne oplever et krydspres, når de skal fungere som mediatorer mellem Kirkeministeriet på den ene side og medlemmer og menighedsråd på den anden. Det er ikke en let rolle at kritisere den økonomiske styring med den ene hånd og udleve den med den anden.

For at lette krydspresset er det på tide at tage et opgør med den i folkekirken så indgroede kritik af New Public Management. Ved indførelsen af New Public Management i 2003 var der akut brug for øget økonomisk styring og strategisk ledelse – og brug for transparens og dermed en digitalisering af regnskaber. Med den kom overblikket og en ansvarlig økonomisk handlekraft tilbage til provstiudvalgene og provsterne.

Mere kundetænkning gør flere til kunder

Til gengæld er det menneskesyn, som følger med New Public Management – tanken om kirkens brugere som kunder – helt forfejlet. Vi må skelne.

Mellem Kirkeministeriet og provstierne giver det mening at bruge de økonomiske værktøjer, som den offentlige sektor benytter sig af. I sognenes arbejde er det derimod en helt anden snak.

Min afhandling viser også, at de mange målgruppeorienterede aktiviteter (for eksempel babysalmesang) er med til at accelerere et igangværende skifte i folkekirken. Et skifte, hvor man i faldende grad bruger kirken af tradition og pligt og i stigende grad, fordi det giver mening for én selv. Vi ser det særlig tydeligt på den faldende dåbsprocent. Mere kundetænkning gør flere til kunder, kan man sige. Er det så folkekirkens opgave?

Livet i dag i et vestligt samfund handler rigtig meget om at kunne forbruge; det er langt hen ad vejen den måde, man er menneske på i dag. Man bygger sin identitet op gennem valg af job, venner, indkøb og de aktiviteter, man deltager i. Derfor skal man kunne gå fuldt ind for det, man bruger tid på.

Folkekirken har været dygtig til at tilpasse sig de nye vilkår, og tilbyde aktiviteter, der kan konkurrere på et marked for kulturudbud. Herigennem fastholder folkekirken sin relevans for mange. Men er de kunder?

Babysalmesang på plejehjemmet

Provsterne har en central rolle her. De kan støtte sognene i at tænke nyt uden at tænke i kundesegmenter og målgruppe. 

Det er jo heller ikke nyt længere, sådan tænker alle! Nej, det ægte nye vil være at tænke folkekirken som det sted, hvor vi mødes på tværs af aldersgrupper og indkomstniveau.

I Them sogn tager sognepræsten babysalmesangsgruppen med på plejehjemmet. Alle er glade, både småbørnsforældrene, babyerne og de ældre. Det er da godt tænkt! Det er ikke målgruppetænkning, men det modsatte. Her bindes nye bånd, på tværs af livssituation og familierelationer.

Provsterne står i et krydspres. Det behøver de egentlig ikke. Fornuftig økonomisk styring har sin plads i folkekirken, ligesom det levende sognearbejde med mennesker – ikke kunder - har det.

De ting skal bare ikke blandes sammen.