Boganmeldelse

Teologisk anfægtende bog om kirken og mennesker med særlige behov

Rose Mare Tillisch håber at bogen "Mennesker med særlige bohov - Menneskesyn og teologi" kan hjælpe folkekirken til at inkludere de svageste mennesker. På billedet fra Bethlehemskirken ses deltagerne i en såkaldt "Tro og lys"-gudstjeneste, der henvender sig særligt til udviklingshæmmede og deres pårørende. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Bogen "Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og behov" efterlader læseren godt teologisk anfægtet, mener sognepræst Rose Marie Tillisch. Hun håber at bogen kan være med til at ændre kulturen i kirken, så den kommer i overensstemmelse med kirkens forkyndelse

Lars Nymark Heilesen har på fornem vis redigeret en bog frem ud af de oplæg, der blev holdt på en konference i 2017, hvor emnet var bogens titel: Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og behov. Konferencen blev afholdt af Folkekirkens Uddannelsescenter.

Det er en bog, der sørger for at efterlade læseren godt teologisk anfægtet. Artiklerne er relevante og bogen kan læses i et langt sug. De billeder, der står stærkest tilbage, er dem, der synliggør, hvor megen GLÆDE og LIV vi går glip af som medmennesker og som kirke, hvis ikke vi bliver bedre til at få alle, også mennesker med særlige behov, med i gudstjeneste og menighedsliv.

Vi, ”de vise og de stærke”, har en hemmelighed til gode. En hemmelighed vi må åbne os for: at når vi nærmer os ”de uforstandige og svage”, som vi har stuvet til siden, vil vi og dermed kirken blive forandret af dem. Helt klart til det bedre. To af indlæggene citeres her til inspiration.

Den norske teolog Tor Ivar Torgauten citerer i det sidste af bogens indlæg Ekklesiologi og mennesker med utviklingshemming – en grundlagstenkning for hele kirketanken den canadiske teolog Jean Vanier, som har boet i bofællesskab med mennesker med udviklingshæmning siden 1964. Han skriver:

”De fleste av dem jeg lever sammen med, kan ikke skrive. Mange, troligt langt de fleste, kan heller ikke lese. Noen kan ikke snakke. Men min opfattelse er at mange av dem har opplevd Gud på en måte svært få med teologisk skolering har gjort. Folk som beskjeftiger sig mye med teologi, søker etter kunnskap om Gud. De mennesker som jeg lever sammen med, søker ikke kunnskap om Gud – de søker Guds nærvær. Og det er noe annet. Dere kenner ordene hos Paulus: at det som går for å være uforstandig og svakt i verden, utvalgte Gud seg for å gjøre de vise og sterke til skamme. Og det er sant.”” (side 120)

Torgauten fortsætter med at sætte rammerne op for, hvordan kirken ikke bliver kirke, før den har alle med og er blevet et fællesskab med mange lemmer. Når Gud skabte mennesket i sit billede, skabte han ikke det perfekte menneske, hvem det så end er, men alle mennesker. Torgauten argumenterer, at en kirke, som ikke har plads til funktionshæmmede, selv er en funktionshæmmet kirke.

Jeg, som lige nu er i gang med at organisere det folkekirkelige ældrearbejde, og dermed også har fokus på demensområdet, kan tilføje: at en kirke, som ikke har plads til mennesker ramt af demens, er en kirke, der er ramt af demens. Kirken har glemt, hvem kirken er kirke for.

Birgitte Graakjær Hjort har i sit indlæg ”Den som ikke tager imod Guds rige ligesom den multihandicappede kommer slet ikke ind i det” en gennemgang af menneskesynet i Gammel og Ny Testamente. Hvornår er menneskesynet inkluderende, hvornår er det ekskluderende? Barmhjertighedshandlingerne forudsætter i Gammel Testamente inklusion: at Gud er på den fattiges, enkens, den handicappedes, den svages side.

Men i den religiøse kult regnes alle de samme, der ellers skal beskyttes, for urene. Der, i kulten, bliver de, som Guds barmhjertighed rummer, til de lavest rangerende. Så altså: mens Guds inkluderende barmhjertighedsbudskab forkyndes, i hvert fald i princippet, udelukkes samtidig de, som skal omfavnes af Guds barmhjertighed, af kulten.

I Ny Testamente brydes med den gamle renhedsopfattelse. Men emnet er diskussionsstof hele vejen igennem. Og det er, bliver det klart i løbet af læsningen af bogen, nødvendigt igen i vores kirke at genoptage diskussionen. Jesus spiser med de forkerte (læs urene), taler med de forkerte (læs urene), helbreder de forkerte (læs urene).

Ser vi på, hvad det er, Jesus gør, opdager vi, at han er en mester i at synliggøre. Han ser de forkertes renhed og gør den tydelig for dem, der troede de selv var rene. Graakjær Hjort skriver:

Et af de spørgsmål, som NT beskæftiger sig med, er spørgsmålet om, hvem der hjælper hvem? Vi kan være tilbøjelige til at tænke om kærlighed, at det er noget, vi skal vise, eller om hjælp, at det er noget vi skal yde. Men i Jesu forkyndelse bliver der flere steder vendt op og ned på det forhold. Det er f. eks. tilfældet, når de udstødte bliver gjort til subjekter frem for objekter for den rette kærlighedshandling, som det sker med f. eks synderinden, der salver Jesu fødder, Luk, 7, 36-50. (…) (Jesus) indfører en ny målestok ved at spørge: ”Hvem viser kærlighed?”

Ja, det er spørgsmålet. Det kan ikke gå for hurtigt, før vi alle har læst denne samtidsrelevante bog. Gid dens grundsynspunkt kan blive bredt ud. Så vi bliver medskabere på en kirke, hvis kult ikke ligger i modsætning til dens forkyndelse.

Kirken og mennesker med særlige behov - menneskesyn og teologi

Red. Lars Nymark Heilesen

Bogen udspringer af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter konference af samme navn.

Lars Nymark Heilesen har samlet og redigeret oplæg fra konferencen og har derudover selv skrevet en artikel til bogen, ligesom han har fået ph.d.-studerende Karin Braüner Vium Mikkelsen til at skrive en artikel om ”inklusion” til bogen.

De øvrige bidragsydere er Helle Christiansen, Birgitte Graakjær Hjort, Tor Ivar Torgauten, Hans Vium Mikkelsen, Erik Hviid Larsen, Martin L. Hornstrup, Emmy Kjelmann. 

Bogen udkom den 13. december 2018 fra Forlaget Eksistensen
Sideantal: 162
Pris: 199 kroner