Sammen med udviklingskonsulent Berit Weigand Berg fra Kirkefondet har jeg gennem et års tid arbejdet med at undersøge hvordan det står til med dåb i landets sogne. Projektet hedder ”Dåb i dag”, er finansieret af Folkekirkens Udviklingsfond, og er gået tæt på fem sogne i Danmark.
I forhold til de gamle interviews fra Sydhavn sogn er der noget som er meget anderledes. Det er forholdet til familien, som har større vægt i spørgsmålet om barnedåb eller ej.
En tredjedel af forældrene i de nye interviews fortalte mig, at deres barn eller børn skulle døbes, fordi det var en tradition. Da jeg gik materialet efter kunne jeg se, at talen om tradition altid hang sammen med, at forældrene havde taget de samme valg som deres egne forældre. Når de valgte anderledes, brugte de mange mentale kræfter på det.
Oldemor har klare holdninger
Der er for eksempel et meget velovervejet par, som ikke kan se sig selv i det med barnedåb, fordi de ikke tror på Gud mere. De bruger lang tid på at tale sammen om det, og taler faktisk også med deres forældre om det. De er støttende og mener, at parret skal tage deres egne valg.
Da indbydelserne til navnefest sendes ud, ringer den enes bedstemor straks op. Det drejer sig altså om spædbarnets oldemor, som tager affære. Hun er klar i mælet og spørger: ”Hvad er det for noget pjat?”. Så må parret forsvare sig og stå på mål for den beslutning, de nu har taget.
Der kom ro om spørgsmålet om dåb herefter, men det var ikke let for parret. Familien havde ret til at blande sig.
I et andet tilfælde havde det par, jeg interviewede, valgt at få deres børn døbt. Det havde den enes søster derimod ikke. Her var det i første omgang rigtig svært at komme overens med, at ens søskende havde valgt anderledes, i noget der blev oplevet som ret centralt.
"Vi er da en familie, som døber vores børn?" Bedsteforældrene til det lille barn forholdt sig neutrale. Men oldemor gik i gang.
Hun forhørte først bedsteforældrene om, hvad det her handlede om. "Hvorfor skulle det barn ikke døbes?" Og siden hen måtte også andre familiemedlemmer høre for den manglende dåb.
Men forældrene til barnet talte oldemor ikke med. Da den lille udøbte siden viste sig at lide af almindelige spædbørnsskavanker, var oldemors dom klar og hård: Det er den manglende dåb, som slår igennem. Barnet er ikke beskyttet.
Mere end Gud og folkekirke
De to eksempler viser, at barnedåb for almindelige mennesker kan komme til at handle om mere end forholdet til Gud og folkekirken. Ingen tvivl om, at disse oldemødre ønsker det bedste for deres oldebørn, og det er efter deres mening barnedåben.
Men i og med at barnedåben finder sted i en familiekontekst, lader det til, at det også kommer til at handle om respekt for ældre generationer, og om retten til at definere, hvem vi er i vores familie. Her kan valget af barnedåb eller ej derfor sparke liv i årelange konflikter.
Barnedåb og familie hører sammen – eller gør de? Jeg har en fornemmelse af, at når vi taler barnedåb, følger der let et klistret og sukkersødt familiebegreb med i pakken. I mange familier er det sikkert godt og stærkt at samles om døbefonten og ønske den lille ny alt det bedste for livet. Men fri os fra, at familien tager patent på barnedåben.
Jeg vil opfordre til, at vi husker at nuancere vores familiebegreb, når vi i folkekirken taler om barnedåb. Som min svigerinde altid siger: ”Familie, ja, den er bedst, når man har den hængende på væggen”.