Når jeg er kommet rundt til møder i stiftet, er jeg ofte blevet mødt af udsagn fra menighedsrådsmedlemmer, præster, provster eller provstiudvalgsmedlemmer om, ”at Nationalmuseet ikke gav os lov til at åbne østvinduet i kirke”, eller at ”vi fik heller ikke lov til af Nationalmuseet at lægge nyt gulv i kirken”.
Samtidig kan man i Kristeligt Dagblad med halvandet-to års mellemrum læse historier om, hvordan menighedsråd er blevet mødt af krav fra den kgl. bygningsinspektør og Nationalmuseet om at tilknytte en arkitekt til et projekt, hvilket har medført, at udgifterne til projektet er blevet fordoblet eller det, der er værre.
Da tidligere kirkeminister Bertel Haarder iværksatte sin kampagne ”Bort med Bøvlet”, kunne man også læse flere skrækhistorier om, hvordan konsulenterne havde stillet helt urimelige krav til et projekt med deraf følgende fordyrelser af samme.
Man kan godt forstå, hvis menighedsrådsmedlemmerne tager sig til hovedet over alt bøvlet, og at provstiudvalgene tager sig til hovedet over, at projekterne bliver meget dyrere end forventet.
Ja, hvad er egentlig meningen med, at diverse fine konsulenter fra København skal bestemme, hvordan kirken skal se ud på for eksempel Djursland.
Men er det nu også sådan det forholder sig?
Nej, ikke helt – eller rettere, så langt fra.
Det er nemlig stiftsøvrigheden, der har kompetencen til at træffe beslutning om istandsættelse af kirkerne i Danmark.
Og stiftsøvrigheden består som bekendt af biskoppen og stiftamtmanden i forening.
Når et menighedsråd sender et projekt ind om istandsættelse af en kirke, som er over 100 år gammel, er stiftsøvrigheden forpligtet til at høre de relevante konsulenter. Det vil altid være den kgl. bygningsinspektør og Nationalmuseet, men det kan også være orgelkonsulenten, klokkekonsulenten eller andre, afhængig af, hvad projektet vedrører.
Når stiftsøvrigheden skal høre diverse konsulenter er de naturligvis også nødt til at lytte til konsulenternes råd. Det er ikke det samme som, at stiftsøvrigheden altid følger alle rådene, og der er flere eksempler på, at et menighedsråd har fået lov til at gennemføre et projekt, selvom en eller flere konsulenter har rådet imod det.
Det hænger sammen med, at stiftsøvrighedens opgave er at afveje de forskellige hensyn som konsulenterne skal varetage (arkæologiske, museale, arkitektoniske med videre) i forhold til, at kirken fortsat er et brugsrum, der jævnligt bruges til sit oprindelige formål, nemlig at holde gudstjenester og kirkelige handlinger for borgerne i sognet.
Den måde at godkende projekter i kirkerne på er ganske særlig, og den har givet medvirket til, at de danske folkekirker er meget velbevarede og stadig ligger som kulturelle fyrtårne rundt i alle hjørner af landet.
Derfor skal vi passe på den særlige konsulentordning i folkekirken, også selvom der kan findes tåbelige eksempler på urimelige krav eller fordyrende projekter.
For der findes i sandhed også eksempler på det modsatte – at konsulenterne har givet råd og vejledning om, at et projekt kunne gøres mindre omfattende end oprindelig tænkt, og dermed sparet udgifter.
Det er selvfølgelig ikke det samme, som at vi ikke kan gøre tingene lidt bedre, og derfor har kirkeministeriet også bedt Aarhus, Viborg og Ribe stifter om at undersøge konsulentordningen og komme med forslag til forbedringer.
Det arbejder de tre stifter på lige nu og næste år udkommer der en større analyse af konsulentordningen.
Den kan I glæde jer til at læse.