I debatten om dåbsritualet glemmer både Lars Sandbeck og hans missionske opponenter deres kirkehistorie. I Kristeligt Dagblad den 11. januar præciserer Sandbeck sin kroniks anliggende:
”Fokus i kronikken ligger helt og holdent på det aspekt i reformatorernes dåbsteologi, der drejer sig om, at udøbte børn ikke kan blive frelst.”
Sandbeck synes at tage Confessio Augustana (CA) til indtægt for den hele dåbsteologi hos reformatorerne, hvorved den samlede dåbsteologis mange nuancer forsvinder.
Sandbeck overser, at reformatorerne faktisk ikke udelukker frelse uden dåb, for i Peder Palladiusʼ Visitatsbog er følgende at læse:
”Ja mere, kvinde lille, vil jeg sige dig til trøst: dersom dit barn end døde bort, enten det komme død af moders liv, eller det bleve født med lidet liv, saa at det kunde ikke naa til daaben, hverken her udi funten eller hjemme i huset, da skal ingen derfore falde i mishaab om det barns salighed; det skal heller ikke jordes i høje eller hiene [uindviet] jord, men udi de kristnes kirkegaard […] hos andre børn, som døbte ere, paa et godt haab, at vor himmelske fader haver annammet det til naade; thi han er mægtig nok til at give et barn salighed inden udi moders liv og lade det døbes udi sit eget blod, om han saa vil” (tillempet citat efter: Rosenberg: Peder Palladiusʼ Visitatsbog, Kbh. 1884, s. 115).
Nok sigter Palladius med sine ord til dødfødte og spædbørn, men Gud kan altså frelse et udøbt barn, hvis han vil. Dermed er frelse uden dåb en mulighed, men selvfølgelig vil hverken Palladius eller nogen af de andre reformatorer mene, at dåben kan undlades eller udskydes i det uendelige.
Synspunktet, at frelse uden dåb er en mulighed, kan således ikke have været ukendt blandt reformatorerne, da Palladius jo netop selv er et produkt af Luther og Melanchthon, især sidstnævnte. Det er således faktuelt forkert, når Sandbeck hævder, at det er et reformatorisk synspunkt, at udøbte børn ikke kan blive frelst.
Sandbeck henviser til CA, hvor det ganske rigtigt er at læse, at ”børn bør døbes” samt at ”dåben er nødvendig til frelse”, men Sandbeck overser, at CA først og fremmest er et historisk dokument med en ganske bestemt tilblivelseshistorie.
CA er et lejlighedsskrift – ganske som Luthers skrifter også er det. Da CA blev forfattet, var de evangeliske trængt rent politisk i det tyske rige, og CAʼs anliggende er derfor i høj grad at vise, hvor lidt der skiller de evangeliske fra de katolske overordnet set. Det sker med Melanchthon som pennefører, og han søger i høj grad at optræde som brobygger, hvor Luther ofte optrådte som grøftegraver.
CA er i en række sammenhænge kortfattet, men der er altså langt mere at sige om dåben fra reformatorisk hold, end hvad vi kan læse i CA, der snarere af historiske grunde end dogmatiske blev en del af den danske kirkes bekendelsesgrundlag med Danske Lov 1683. Reformatorernes samlede dåbsteologi rækker langt ud over CA, og udøbte børn går altså ikke per automatik fortabt, som Sandbeck hævder.
Søren Wogensen er sognepræst i Tinglev i Haderslev Stift og kirkehistoriker med speciale i de første århundreder efter reformationen.