Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter er i krise. Ikke på grund af manglende interesse fra præsterne eller samfundet, men på grund af økonomisk smalhals. Hak en hæl og klip en tå, kunne der kommenteres med klassisk grimmsk Askepot-logik. Men der er flere gode grunde til, at væsentlige dele af FUV’s arbejde faktisk bør opprioriteres. Denne kommentar vil centrere sig om de generelle og specifikke kurser for præster.
Præstekurserne skaber forståelse og dynamik på tværs af skel
At se det menneske i øjnene, man er uenig med, få et glas vin og høre en anekdote er måske det, som i særklasse opfylder de grøfter, som er mellem mennesker. Ikke mindst, når det handler om teologi, kirkesyn eller trospraksis. Det magtfri møde skaber ofte på næsten løgstrupsk vis åbenhed, tillid og gensidig forståelse.
Folkekirken er udfordret på sin sammenhængskraft, ikke mindst i præstekredse. I den offentlige debat kan positionerne blive hårde, og i det kollegiale samvær når forudgivne antagelser og forventninger måske ikke at blive brudt, fordi tiden er kort og opgaverne mange.
Derfor er det væsentligt, at der er mange kurser til rådighed for præster. At præsterne fries ud af hverdagen og mødes i fora, som ofte kun i mindre grad er defineret ved særlige forudsætninger. Hvor er der ellers mulighed for at møde en så bred palet af sine præstekolleger? Sat uden for tid og rum i et afsondret refugium til, på baggrund af et fagligt tema, at lære hinanden at kende, at forstå og værdsætte mennesker, som med god vilje tjener Gud og Kirkeministeriet med lidt andre perspektiver.
Præstekurserne er en garant for, at vi præster ikke sætter os i hjørnet og bekræfter os med vore meningsfæller. Respekt og venskab kan gro i mangfoldighed. Derfor er præstekurserne væsentlige aktører i forhold til at skabe ejerskab af vores fælles kirke.
Præstekurserne er åndehuller i mistrivsel
Præstelivet kan være psykisk hårdt. Alenearbejde, kollegiale problemer, fugt i præsteboligen, menighedsråd, uudtalte og uopfyldelige forventninger. Hertil svære sjælesørgeriske samtaler og problemkonfirmander foruden de livskriser, som mange går igennem: skilsmisse, tab, midtvejskrise, ensomhed, troskriser.
Hvor går præsten hen, når livet gør ondt? Man kan jo tage til Løgumkloster. I det perspektiv spiller præstekurserne og studieophold en væsentlig rolle i at understøtte sundhed og arbejdsdygtighed.
Efter en svær skilsmisse deltog jeg selv i en række kurser og uddannelsesdele på det daværende TPC. Det var åndehuller for mig, som hjalp mig til at komme igennem en ofte ensom præstehverdag. Ansatte og medkursister har givet mig personlig opmuntring og faglig udfordring, jeg for altid vil være taknemmelig for. Måske en medvirkende årsag til, at jeg stadig er præst den dag i dag.
Uden at normgøre min personlige historie kan det med føje antages, at netop præstekurserne giver mange præster et bedre og mere positivt arbejdsliv. Hermed kan man også se præstekurserne som en modvægt til langtidssygemeldinger, udbrændthed og psykologsamtaler. Vi skal holde fast på vores præster.
Præstekurserne igangsætter faglig udvikling
Der er naturligvis grænser for, hvor meget fagligt indhold, der kan indeholdes i et præstekursus på for eksempel fem dage. Men et sådant kursus kan være anslag til en videre fordybelse. Der er altså ingen modsætning mellem præstekurserne og de mere organiserede uddannelsestilbud.
Samarbejder som f.eks. den populære suppleringsuddannelse i Religionsinformatik, som blev lavet i samarbejde med Aalborg Universitet, kunne med fordel genoptages og udvides. På Kaj Munk Forskningscentret indgår vi eksempelvis gerne samarbejdsaftaler, og det samme gælder givetvis en række andre videnscentre og uddannelsestilbud. Man kunne også i visse tilfælde forestille sig samarbejder med interessante udenlandske aktører.
Præstekurserne er hjerteblod
Det kan naturligvis diskuteres, i hvilken grad kurserne bør indeholde internat og hvorvidt internatet i givet fald kan afholdes andetsteds, for eksempel i udlandet. Men grundlæggende er netop præstekurserne et problematisk område, at hente besparelser på.
I den nuværende struktur, hvor historisk set separate institutioner er lagt sammen under paraplyen Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, og er tilført endnu flere nye væsentlige opgaver, kan det være svært at prioritere ret. Man kan ikke misunde rektor Hans Vium Mikkelsen og bestyrelsen.
Men i en prioriteringsdiskussion som denne må lyde en røst: Præstekurserne er hjerteblod for Folkekirken!