Præsters løn- og arbejdsforhold

Sognepræst: Mine vigtigste opgaver passer ikke ind i et arbejdstidskema

Det er absurd at tro, at man kan lægge alle præstens opgaver ind i et arbejdstidsskema, mener sognepræst Cæcilie Jessen. Mest problematisk er, at det mest vigtige ender nederst på to-do-listen: Bønnen, den personlige andagt og husbesøgene. Foto: Kåre Gade

Når præster og menighedsråd begynder at tale om "præstens opgaver" og at længes efter arbejdstidsskemaer, er det et tegn på at embedssynet i folkekirken er ved at ændre sig, skriver sognepræst Cæcilie Jessen

Der sker noget i synet på præsteembedet disse år. I Kristeligt Dagblad (4. februar 2019) fortalte sognepræst Lene Skov Opsahl om, hvordan de i Norge indsender månedlige arbejdstidsskemaer til provsten.

Og i stillingsopslagene i Præsteforeningens Blad kunne man for nylig se en efterhånden velkendt udvikling få mæle: Et storpastorat søgte en ny præst, og det blev understreget, at de fem præster i pastoratet ”deles om alle opgaver”.

Til Lene Skov Opsahls længsel efter norske tilstande kunne Præsteforeningens formand gyde olie på vandene: Danske præster holder af deres frihed i arbejdstidsplanlægningen.

Det er en god embedsmandsformulering – men der er selvfølgelig mere i det end dét.

For hvad er det egentlig for ”opgaver”, præster udfører? Hvilke opgaver er det, der skal påføres et arbejdstidsskema? Hvilke opgaver er det, de fem præster i et storpastoratet skal deles ligeligt om?

For klarhedens skyld kunne man forsøge at opdele følgende i arbejde eller ikke-arbejde:

  • Læsning af teologisk litteratur – arbejde eller ikke-arbejde?
  • Læsning af skønlitteratur, så man får prædikenens Dostojevskij-referencer helt på plads – arbejde eller ikke-arbejde?
  • At holde sig ajour med dagspressen og dermed det lokale liv i det eller de sogne, man er sat i – arbejde eller ikke-arbejde?
  • Bøn i lønkammer – arbejde eller ikke-arbejde?
  • Bibelstudier – arbejde eller ikke-arbejde?
  • En uendeligt lang tur i Brugsen med mange samtaler undervejs – arbejde eller ikke-arbejde?
  • Deltagelse i landsdækkende kirkelige organisationers arbejde – arbejde eller ikke-arbejde?
  • En gåtur rundt i sognet for at lære det godt at kende og møde mennesker undervejs – arbejde eller ikke-arbejde?
  • At skrive læserbreve eller tidsskriftsartikler – arbejde eller ikke-arbejde?
  • Husbesøg uden andet formål end at opbygge relationer – arbejde eller ikke-arbejde?
  • Diverse taleengagementer ved fx sankthans og pinsemøder – arbejde eller ikke-arbejde?
  • Teologisk forskning – arbejde eller ikke-arbejde?
  • Etcetera, etcetera, etcetera.


Forsøget må være umuligt eller resultatet absurd. For det er ikke kun vanskelighederne ved at føre en præsts ”arbejde” ind i et skema, der gør sig gældende. Det er også det, at man ved en stram regulering af arbejdstiden pålægger præsterne ikke at arbejde mere end det, man får løn for.

Er man en skruebrækker, hvis man en sen aften, når barnet endelig er faldet i søvn, sidder og skriver på en teologisk artikel? Eller hvad med en aftenbøn? Absurditeten er allerede nået i mål i forbindelse med barselsforholdene, hvor en præst på barsel ikke kan døbe sit eget barn, fordi det er at tælle som ”arbejde”. Pistvæk er enhver teologisk tænkning om dåbens betydning og embedet, når der skal udbetales barselsunderstøttelse.

Måske var der nogle i samfundet, der kunne have glæde af at arbejde lidt mere, som præster gør, frem for at vi skulle arbejde lidt mere som de andre?

Cæcilie Jessen, sognepræst

Det mest presserende problem i forhold til registreringen af præstens arbejdstid er, at det mest vigtige ender med at blive det sidste – det, som bliver skubbet nederst på to-do-listen, udskudt og glemt. For kirkelige handlinger og gudstjenester kan måles ud i tid – prædikenskrivning også med lidt god ret. Arrangementer og forberedelse til dem kan også lægges ind i et skema.

Men bønnen, den personlige andagt og husbesøgene er vanskeligere at skemalægge, og de dukker i øvrigt nogle gange op, mens man står og tømmer opvaskemaskinen eller sidder ved skrivebordet med en bog, man længe har gået rundt om – eller går rundt i Brugsen med en energisk tumling på slæb.

Bøn og husbesøg er relationsopbygning. Og hvis der ikke er relationer, til mennesker og til Gud, så er der slet ikke noget præstearbejde.

I sommer skrev valgmenighedspræst Hans Nørkjær klogt i Præsteforeningens Blad om Kaj Munks embedssyn – og vel også Hans Nørkjærs eget. Ifølge de to mænd er præsteembedet ikke et rigtigt arbejde – tværtimod er præsten frikøbt fra at skulle slide for det daglige brød for fuldtid at kunne påtage sig den opgave, som er hele den kristne menigheds: At forkynde evangeliet, bede og besøge hinanden. Det, som resten af menigheden kun har tid til at gøre i deres fritid, det gør præsten, mens alle de andre er i marken – eller på kontoret eller på værkstedet eller i skolen, eller hvor de nu er.

Måske skulle vi hellere vende tanken om arbejdstidsregulering om – måske var der nogle i samfundet, der kunne have glæde af at arbejde lidt mere, som præster gør (udflydende, roligt, årvågent for, hvad dagen bringer), frem for at vi skulle arbejde lidt mere som de andre? Er vi kristne blandt andre kristne, kaldet til en særlig opgave af en eller flere menigheder – eller er vi religiøse ritualforvaltere, klar til at suse hjem, når kirkeklokken melder, at arbejdsdagen er slut?

Cæcilie Jessen er sognepræst i Vestermarie-Nylarsker Pastorat

Fagforeningsformand: Karriereveje skal give præster lønløft 
Præsters løn- og arbejdsforhold

Fagforeningsformand: Karriereveje skal give præster lønløft 

Skriv et debatindlæg

Kirke.dk er dansk kirkelivs fagmedie. Har du en holdning, en reaktion eller en kommentar, så skriv til os. Debatindlæg må højst fylde 4500 tegn med mellemrum. Vi kan ikke garantere, at vi bringer alle indlæg, og vi forbeholder os retten til at redigere og forkorte. Kontakt os eventuelt, før du skriver.

Send en e-mail