Sognepræst: Jeg screener dem på paratviden under konfirmationsgudstjenesten

Det er lidt 1940-agtigt, men konfirmationsundervisning er ikke en fritidsklub; vi er her for at lære og at arbejde, siger sognepræst i Dragør Sogn, Jens Bach Pedersen, som overhører sine konfirmander på konfirmationsdagen. Her deler han sine erfaringer med konfirmandundervisning

"Ét år var der en gruppe, som kom frem med det kække bud: ”Du skal altid bruge kondom”. Men så kom vi frem til, at det nok ikke var så smart, og så måtte de jo omformulere det, så menneskehedens eksistens ikke blev bragt i fare," siger sognepræst Jens Bach Pedersen, Dragør - her iført hjelm under renovering af kirken.
"Ét år var der en gruppe, som kom frem med det kække bud: ”Du skal altid bruge kondom”. Men så kom vi frem til, at det nok ikke var så smart, og så måtte de jo omformulere det, så menneskehedens eksistens ikke blev bragt i fare," siger sognepræst Jens Bach Pedersen, Dragør - her iført hjelm under renovering af kirken. Foto: Privatfoto

Hvordan ser dit undervisningsforløb ud?

"Jeg har bygget mit forløb meget klassisk op omkring trosbekendelsen, men hvis de unge mennesker sidder med aktuelle spørgsmål, så tager vi altid udgangspunkt i det."

"Når timen er til ende, så leger vi en leg, hvor jeg stiller mig i døren, og så får hver enkelt et trivial pursuit-lignende spørgsmål om den kristelige børnelærdom. Evangelisterne, hvor man finder Jesus i Bibelen og lignende. Når de så svarer forkert, kan de få lov til at ”ringe til en ven”: at spørge ham, der står bagved eksempelvis. Der kommer både aha-oplevelser og dialog med denne øvelse, og det bliver altid en indbyrdes kappestrid om at få først fri. Svarer de forkert, skal de bagerst i køen.  
    Gentagelsen fungerer: Der kommer en målbar ”vidensvækst”, og det kommer til at sidde rigtig godt – helt til kristendomskundskabseksamen i afgangsklassen i folkeskolen, eller endda i gymnasiet."

Har du en yndlingsaktivitet?

"Næstsidste gang jeg har dem indleder vi med at læse Jesushistorien om at gå ind i sit private rum for at bede. Herefter skal de selv gå ind i deres eget mentale rum og udfylde fire sedler med en bøn: På sedlerne er der noteret: ”tak”, ”hjælp”, ”klag” og ”tilgiv”. Efter at de har skrevet deres fire små private bønner, krøller de dem sammen, og vi triller dem alle ud i en trillebør og sætter ild til dem: Så sender vi dem altså til Gud, mens vi siger trosbekendelsen og fadervor."

"En anden aktivitet, går ud på, at de selv skal formulere ti bud: Det eneste krav er, at buddene skal gælde for alle mennesker til alle tider. Ét år var der en gruppe, som kom frem med det kække bud: ”Du skal altid bruge kondom”. Men så kom vi frem til, at det nok ikke var så smart, og så måtte de jo omformulere det, så menneskehedens eksistens ikke blev bragt i fare. Det ender som regel altid ud i noget, der rimer på næstekærlighedsbuddet, og på den måde har de ikke bare fået stoppet det i halsen, men har selv fundet frem til det." 

Hvad er det vigtigste at komme igennem med?

"For mig at se er konfirmationsundervisningen ikke bare Bibel og kristendom, men et møde. Jeg ønsker for de unge, at de får en køretur med Jesus som en spændende rejsepartner og oplever, at dette tankegods kan være relevant at forholde sig til."

"Men - bare det, at få skabt et rum, hvori de unge mennesker kan tænke og formulere sig religiøst - det må faktisk være det allervigtigste, næsten vigtigere end Jesus."

Er der noget dine konfirmander absolut skal kunne efter forløbet?

"Jeg screener dem på paratviden under konfirmationsgudstjenesten – som det står i anordningen: At de skal være fortrolige med den kristne tros elementære indhold. Det er lidt 1940-agtigt, men konfirmationsundervisning er ikke en fritidsklub; vi er her for at lære og at arbejde. I sidste ende er det dog af mindre betydning, om de kan svare. Guds kærlighed og dåbsbeskræftelse afhænger jo ikke af paratviden. Vi har dette legende element med for at skabe sammenhæng imellem forberedelse og konfirmationen. Den sidste, der svarede forkert, var min egen datter."

"Jeg havde et år med en klasse, der på mange måder var noget udfordret. I stedet for at overhøre dem hyrede vi et band, og så skulle de synge en sang for deres forældre. Jeg havde samtidig sagt til forældrene, at de skulle forberede en sang for børnene i hemmelighed."

"Når jeg støder på dem i bybilledet i dag, er de stadig meget rørte, både forældre og børn. Det var én dag, hvor de her børn, som hele deres skoletid havde udgjort et problem og en massiv udfordring, blev set, rummet og holdt af. Dermed ikke sagt, at holdet ikke var en hård nyser. Det var det!"

Har du en særlig succes- og rædselshistorie fra forløbene?

"Når jeg tager på udflugt med konfirmanderne får de mit mobilnummer, så man kan finde hinanden, og det kan godt være lidt farligt, når jeg bliver kodet ind som ”Jens Præst” og de senere stjæler hinandens mobiler under toiletbesøg og skriver frækt til præsten."

"Men flere år efter skriver de så til mig, når de har kæresteproblemer, eller når forældrene skal skilles, eller når de bare ikke ved, hvad de skal gøre med deres liv. Det er fedt, at de får knyttet denne relation og gør brug af den."

Tog du selv noget med fra din egen konfirmationsforberedelse?

"Det var mest til afskrækkelse. Jeg oplevede det ikke som en så ”modtagerorienteret” undervisning. Præsten tilkaldte af og til den frygtindgydende kordegn til at synge for og skælde ud på os, tilbage i 1981. Jeg skælder aldrig selv ud på mine konfirmander." 

"På universitetet skrev jeg speciale om dåbsoplæring og religionspædagogik, og jeg har nok selv været en del af den første rigtige bølge af folk, der underviste med en idé om, at man selv skal have mulighed for at være medskaber på pointerne. ”Cooperative learning”, ”appreciative inquiry” og lignende begreber affejer mange fordi det har en klang af moderne konsulent-sprog og newsspeak. Men det virker – det skal man ikke underkende."

Læs også:

Denne artikel er en del af dette tema:
Funktionspræsten
Funktionspræsten