Kirke og krop

Sognepræst: Få påskens drama ind under huden med bevægelse

Når vi som kirke taler om, at troen bevæger os fysisk, så handler det helt konkret om at turde at give slip på den faste grund under fødderne, skriver sognepræst Helene Ferslev. Det sker helt konkret i Sydhavn Sogn, når kirkegængere inviteres til at klatre på det 18 meter høje kirketårn på Frederiksholm Kirke. Foto: Thomas Heie Nielsen

Søren Kierkegaards refleksioner over troens bevægelse og spring affødte i Sydhavn Sogn idéen om at bygge en klatrevæg på det 18 meter høje kirketårn på Frederiksholm Kirke. Sognepræst Helene Ferslev fortæller om, hvordan de konkret bruger klatrevæggen og andre bevægelser til at sanseliggøre påskens drama

Troen bliver oftest forbundet med en bevægelse i det indre. En bevægelse fra øret og munden til hjertet. Vi synger salmer, hører bibeltekster og prædikener og bliver bevæget eller bevæger os forskellige steder hen i tankerne.

Det kan være en indre bevægelse, som fører til indsigt og eftertænksomhed, eller som måske udfordrer og ligefrem provokerer os.

Men at troen også kan være en fysisk bevægelse, er måske ikke så indlysende. Søren Kierkegaard havde blik for, at troen er en bevægelse og et spring.

Han taler om, at den troende bestandigt ligger på dybet og har 70.000 favne vand under sig. For ham er Gud verdens årsag, og bevægelsen, man skal gøre for at nærme sig Gud i troen, er et spring fra den endelige verden til det uendelige.   

Kendt filosof inspirerer til klatrevæg og fysisk bevægelse

Det var Søren Kierkegaards refleksioner over troens bevægelse og spring, der affødte idéen om at bygge en klatrevæg på kirketårnet på Frederiksholm Kirke i Sydhavn Sogn. Det var et ønske om at skabe en konkret fysisk bevægelse, som kunne symbolisere troens bevægelse.

Troens bevægelse udfordrer vores fornuft og forstand og kan være direkte provokerende i sin radikalitet

Helene Ferslev, sognepræst i Sydhavn Sogn

Når vi som kirke taler om, at troen bevæger os fysisk, så handler det helt konkret om at turde at give slip på den faste grund under fødderne. Slippe jordforbindelsen og svæve mellem himmel og jord – at stå i luften uden fodfæste.

Troens bevægelse udfordrer vores fornuft og forstand og kan være direkte provokerende i sin radikalitet. Samtidigt bevæger troen os til hele tiden til at pege ud over os selv. Den fører os sammen med vores næste og forbinder os til hinanden med et uløseligt bånd.

Den bevægelse har Sydhavn Sogn arbejdet med siden 2014 i form af klatring på kirkens 18 meter høje tårn. Menighedsrådet fik bygget en klatrevæg på kirketårnet, som skulle være et symbol på den bevægelse, man gør, når man tror.

I 2014 fik menighedsrådet i Sydhavn Sogn bygget en klatrevæg på Frederiksholm Kirkes 18 meter høje klatretårn. Den er et symbol på den bevægelse, man gør, når man tror. Foto: Thomas Heie Nielsen

Man slipper jordforbindelsen og hænger mellem himmel og jord. Man er uløseligt forbundet til et andet menneske i form af instruktøren, som sikrer den, som klatrer og hele tiden er der til at gribe og guide - næstekærligheden udlevet konkret.

Klatrevæggen fik sin karakteristiske lyseblå farve af to årsager. Den symboliserer de 70.000 favne vand, som Kierkegaard taler om og er samtidigt et stykke af himlen, som man boltrer sig i, når man klatrer.

Sådan bruger vi bevægelse til at sanseliggøre påskens drama

Fortællingerne hen over påskedagene er dybt bevægende, og samtidig rummer de hele det menneskelige følelsesregister.

Fra jublen Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem og bliver hyldet som konge, til det sidste kærlighedsmåltid Skærtorsdag med disciplene. Fra forræderiet og henrettelsen Langfredag til frygt og lys Påskedag, hvor Jesus opstår fra døden til livet igen.

I Sydhavn Sogn har vi Palmesøndag valgt at formidle hele påsken som en bevægelse, kirkegængerne har mulighed for at prøve på egen krop:

Bevægelsen Palmesøndag er jubel. Den foregår på en lang rød rullemadras med alt fra kolbøtter enkeltvis eller to og to sammen til vejrmøller. En bevægelse som også giver et sug i maven, det sug Jesus må have følt, da han blev hyldet som en konge af den jublende folkemængde og samtidig ved, at dem, som tiljubler ham, få dage efter slår ham ihjel.

Bevægelsen Palmesøndag er jubel. Den foregår på en lang rød rullemadras med alt fra kolbøtter enkeltvis eller to og to sammen til vejrmøller

Helene Ferslev, sognepræst i Sydhavn Sogn

Bevægelsen Skærtorsdag er kærlig, eftertænksom og sørgmodig. Den bliver udlevet ved en nadverandagt, hvor fortællingen om det sidste måltid, Jesus spiser med sine disciple, bliver fortalt, inden nadveren bliver indtaget. Herefter bliver kirkegængerne sendt videre med ordene om, at det er Guds kærlighed, de nu bærer i sig og skal udleve.

Fra Skærtorsdags eftertænksomhed bevæger man sig videre til Langfredags frygt, smerte og mørke. Her bevæger man sig på klatrevæggen, som har et stort asymmetrisk kors på forsiden. Helt symbolsk klatrer man vejen til korset og gør sig tanker om døden og gravens mørke.

I Sydhavn Sogn bevæger man sig gennem påsken. Langfredag og Påskedag foregår det på den klatrevæg, der er bygget på Frederiksholm Kirkes 18 meter høje klokketårn. Foto: Thomas Heie Nielsen

Påskedag er en bevægelse fra gravens mørke tilbage til livet og glæden. Den bevægelse foregår, når man giver slip på korset og svinger ud i luften for derefter at blive firet ned til jorden igen og får fast grund under fødderne.

Fra opstandelsen skal vi tilbage til livet igen og gå balancegang på den videre vej gennem tilværelsen. En balancegang, der bliver helt bogstavelig, når kirkegængerne skal ud at gå på slagline og balance boards. Med Gud ved vores side er vi aldrig ladt alene, og den følelse får kirkegængerne også, når de skal balancere på linen.

Der er nemlig hele tiden et andet menneske ved deres side med en støttende skulder, man kan gribe eller en hånd, man kan holde, når man bliver usikker.