”De tomme kirkebænke” er en journalistisk kliché, som folkekirkens præster, ansatte og menighedsråd elsker at hade.
I det lys er det slående, hvor mange tomme kirkebænke, der pryder folkekirkens sognehjemmesider og kirkeblade. Det er, som om fotografen tålmodigt har ventet, til den sidste person har forladt kirken, og derefter er gået i gang med at fotografere altertavle, prædikestol og dåbsfad.
Jeg har engang set en 12 sider lang velkomstfolder til en kirke. Den var udstyret med flotte, professionelle fotografier af kirken. På ingen af billederne var der spor af mennesker. Et af kapitlerne hed ”Livet i kirken”.
Med al respekt for historiske træskærerarbejder og moderne, dansk kirkearkitektur er det en besynderlig prioritering i en folkekirke, der ved festlige lejligheder roser sig af at være bygget af levende stene. Frikirkerne er generelt meget mindre berøringsangst over for at vise billeder af de mennesker, der er kirkens eksistensberettigelse.
Det kunne folkekirkens sogne lære af. For hvor skal påstanden om ”de tomme kirkebænke” modsiges, hvis ikke i folkekirkens egen kommunikation?
Juridisk og etisk bekymring
Når jeg opfordrer kirkerne til at tage billeder af livet i kirken, bliver jeg ofte mødt med dels en juridisk og dels en etisk bekymring for, om det overhovedet er tilladt at fotografere mennesker i en kirke.
Den juridiske bekymring skyldes usikkerhed om, hvorvidt kirken er et offentligt tilgængeligt sted. Og den forstærkes af, at vi lever i en tid med stærkt fokus på misbrug af billeder, ikke mindst billeder af børn. Men det korte af det lange er, at der i udgangspunktet intet ulovligt er i at fotografere mennesker i en kirke.
Den etiske bekymring har mange facetter. Er det at gå i kirke ikke en meget intim og privat handling, som man skal have i fred? Hvad nu, hvis der sidder en enke og græder? Og hvordan kan vi selv bede en fotograf tage billeder, når vi har besluttet, at dåbsgæster og andre kirkegængere ikke må?
For at tage det sidste spørgsmål først, så kan der være god grund til at begrænse menighedens fotografering. Det forstyrrer, hvis alle i et dåbsfølge skal have billeder på deres smartphones. Men det skal ikke forhindre menighedsrådet i at bede en fotograf om at dokumentere en kirke, som er fyldt med glade dåbsgæster. Hvis dåbsforældrene oven i købet får tilsendt billederne, får alle noget ud af det.
Billeder afmystificerer gudstjenesten
Og ja, der kan være mennesker, som ikke ønsker at blive fotograferet. Dem skal man respektere, og derfor er det vigtigt, at alle er orienteret om, at der bliver taget billeder – og at de får mulighed for at sige fra. Hvis fotograferingen foregår høfligt og hensynsfuldt, er det imidlertid de færreste, der har problemer med det.
Og det overordnede spørgsmål: Er det at gå i kirke en privat handling? Det er naturligvis mere privat end at gå på gaden eller i skoven - det indikerer, at man har et bestemt religiøst tilhørsforhold. Men at gå i kirke er ikke en hemmelighedsfuld, sekterisk aktivitet for de særligt indviede.
Mange danskere synes, at det er svært at træde over tærsklen til kirken. Netop derfor er der brug for billeder, der kan afmystificere gudstjenesten og vise, at det er helt normalt at gå i kirke. Hvis folkekirken ikke selv tør at vise billeder af de mange forskellige mennesker, der fylder dens kirkebænke, sognegårde og konfirmandlokaler, kan den så bebrejde dem, der tror, at kirkerne er for de få og de særlige?
Fem gode råd til fotografering af kirkelivet
- Fortæl (på hjemmesiden, i kirkebladet og på opslagstavlen), at der nogle gange vil være en fotograf til stede ved gudstjenesterne og kirkens øvrige aktiviteter. Forklar, hvad billederne skal bruges til, og hvorfor det er vigtigt for kirken.
- Giv forældrene besked om kirkens fotopolitik på e-mail, når de melder deres børn til kor, minikonfirmand- eller konfirmandundervisning. Fortæl, hvorfor der nogle gange vil være en fotograf, og at forældrene kan give besked, hvis de ikke ønsker, at deres barn er med på billederne.
- Hvis der skal fotograferes under en gudstjeneste eller et møde, er det en god idé at advisere kirkens ansatte i forvejen. Lige inden gudstjenesten eller mødet begynder, bør man orientere om, at der bliver taget billeder, og hvad de skal bruges til. Sig, at hvis nogen ikke ønsker at være med på billederne, skal de sige det til fotografen.
- Hvis der skal tages billeder af en barnedåb, en konfirmation eller et bryllup, kan man med fordel henvende sig til forældrene eller brudeparret på forhånd og aftale, at de får lov at bruge billederne. De fleste vil være taknemmelige for at få billeder fra dagen, især hvis de er taget af en dygtig fotograf.
- Vær høflig og hensynsfuld, og sørg for, at fotografen forstyrrer så lidt som muligt. Slå al digital lyd fra på kameraet, og brug aldrig blitz. Til gudstjenester og kirkelige handlinger kan det være en fordel at vælge en professionel fotograf, som er trænet i at være ’usynligt’ til stede.