Så kom rapporterne. Om gudstjenesten, om dåb og nadver. De landede på paller hos landets provstikontorer, der nu skal erstatte det ikke-fungerende og kostbare postvæsen og distribuere rapporterne videre til sognene. Her skal de debatteres ved sogneaftener, i studiekredse og på konventer.
Arbejdet med rapporterne har været undervejs i et par år, og det er i sig selv udtryk for, at vi befinder os i en situation, hvor det ikke længere giver mening at tale om liturgien i bestemt form. Folkekirkens gudstjenesteliv kommer til udtryk i mangfoldige former og under vidt forskellige vilkår. Gudstjenesten er blevet til gudstjenester, liturgien til liturgier.
Rapporterne er tænkt som afsæt for en diskussion af, hvad der er godt, og hvad der er mindre godt, hvad der er uopgiveligt, og hvor man – måske endda med fordel – kan sætte et lokalt præg. Og vigtigst: hvordan man i en situation med mange flere valgmuligheder sikrer, at valgene træffes på en ordentlig og kvalificeret måde.
Det er nok de færreste, der forestiller sig, at debatten munder ud i en ny gudstjenesteordning, som skal gælde for alle, for tiden er for længst løbet fra en one-fits-all-model, hvis det da nogensinde har været passende.
I middelalderens Danmark varierede liturgien fra stift til stift; Luther gav godt nok anvisninger, men tanken, var at gudstjenesten havde sit lokale præg. Vækkelserne satte også liturgien fri. Højmessen i Glyngøre og i Ishøj har aldrig været ens, er det ikke nu og skal ikke til at blive det.
Måske er det egentlige problem, at vi i for høj grad hylder et ideal om liturgisk uniformitet, i stedet for at være åbne for lokal variation og mangfoldighed. Den liturgiske genkendelighed er en meget vigtig del af folkekirkens identitet og i øvrigt en sund beskyttelse mod enkeltpersoners luner og præferencer.
Derfor bør den kommende debat overvejende koncentrere sig om, hvordan frihed og fasthed kan forholde sig til hinanden. Hvor stort skal rummet være for til- og fravalg?
Mit bud er, at det skal være væsentlig større, end det er i dag med den nuværende Ritualbog fra 1992. Det betyder, at ledelsens tilsyn med de liturgiske valg, som træffes, skal være anderledes end i dag, og at det skal være muligt at få vejledning til det lokale liturgiske arbejde.
To af rapporterne foreslår, at der skal oprettes en enhed eller et stående udvalg til at være vidensbank for folkekirkens sogne.
Folkekirken har en fin tradition for at udvikle gudstjenesteformer og at omsætte lokale ønsker til konkret praksis. For eksempel er drop-in dåb på kort tid blevet en del af det folkekirkelige gudstjenesteliv mange steder i landet
Formand for Danmarks Provsteforening Peter Birch
Mest konkret er forslaget om et nationalt liturgisk center. Det tænkes som en del af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV), og det har allerede afstedkommet en del diskussion. For vil et sådant center stimulere det lokale liturgiske arbejde eller vil det snarere centralisere den liturgiske diskussion og gøre den til en sag for ’eksperter’?
Der er dog ikke nødvendigvis en modsætning mellem faglig viden og folkelighed. Det vigtige er derimod, at en eventuel central enhed for gudstjeneste og liturgi har tæt kontakt med den folkekirkelige bredde og ikke ser det som sit formål at frisere alle med en folkekirkelig midterskilning.
Målet for et center må være at hjælpe sognene og menighedsrådene til at træffe valg på et kvalificeret grundlag, og her er det godt med samlet viden.
Folkekirken har en fin tradition for at udvikle gudstjenesteformer og at omsætte lokale ønsker til konkret praksis. For eksempel er drop-in dåb på kort tid blevet en del af det folkekirkelige gudstjenesteliv mange steder i landet.
Her kunne et liturgisk center med fordel spille positivt med ved at indsamle, systematisere og reflektere over sådan en ny liturgisk praksis. Det sker ikke – eller i hvert fald kun sporadisk – i dag og kun inden for stiftsgrænserne.
En fortsat liturgisk samtale og udvikling skal være folkeligt forankret, og derfor skal landets menighedsråd naturligvis være repræsenteret i bestyrelsen for et sådan liturgisk forum.
Det vigtigste er dog hverken bestyrelsens sammensætning eller organisatoriske opbygning og tilknytning. Det vigtigste er derimod, at man i arbejdet med liturgien som vidensfelt tager udgangspunkt i, at det er den lokale menighed, der skal forstå gudstjenesten som sin.
Et fremtidigt liturgisk forum/center skal derfor i sin arbejdsform afspejle den mangfoldighed, som allerede er den folkekirkelige virkelighed på det liturgiske område.
Tiden er løbet fra liturgikommissioner og uniforme løsninger. Det gælder for eksempel også på det kirkemusikalske område. Orgel og salmer fra før 1950 kan vi ikke undvære, men der er også brug for et meget bredere musikalsk udtryk i gudstjenesterne.
Peter Birch er provst i Gentofte