I Tyskland har den praktiske teologi været en del af det teologiske studium i over 200 år, men i Danmark har det været mere vanskeligt at integrere faget i den teologiske fagrække.
Det kan have mange grunde. Det kan have den grund, at fagets område i forvejen blev dækket gennem kirkehistoriske forelæsninger over for eksempel prædikens historie og øvelser i systematisk teologi. Faktum er, at den første lærestol i praktisk teologi blev oprettet i 1973 med udnævnelsen af Christian Thodberg.
Men hvis der er et menneske, der i høj grad har tegnet faget siden, så er det Hans Raun Iversen. Med næsten allestedsnærværelse og uhyre flid har han tegnet faget på godt og ondt. På godt ved med generøsitet at inddrage nye, gode forskere og selv bidrage med perspektiverende forskningsresultater, men måske på ondt ved at gøre faget til en del eller udløber af fagkritikken, og derved i nogles øjne at politisere det, mere end godt er.
I anledning af Hans Raun Iversens 70-årsdag udgives der nu et festskrift til ham med bidrag af 25 forskere, der spænder fra teologi over jura til økonomi. Derved tegnes der et billede af den praktiske teologi i Danmark fra 1973 til 2018, samtidig med at der peges på Hans Raun Iversens indsats for den praktiske teologi.
Karen Marie Leth-Nissen udfører i sin artikel en social netværksanalyse omkring Hans Raun Iversen. Titlen på artiklen såvel som det velskrevne indhold minder om en parodi på tidligere tiders analyser ”omkring” noget
Mogens Lindhardt skriver i bogens meget velskrevne første artikel, at netop dette fag var opstår ud af 70’ernes fagkritik, og at de overtog det nye uden at opdage, at det forudsatte en grundviden om det gamle.
Det var den fornemmelse, nogle af os havde, da vi studerede teologi i 90’erne, at 70’ernes fagkritik forekom oldnordisk i modsætning til tidligere tiders teologiske tænkning. Der var en tidsbundethed, som man ikke kunne komme ud over.
Troels Nørager griber dog uforfærdet fat i en af den tids udgivelser, ”Teologi og Samfund”, med den tidstypiske undertitel ”Bidrag til kritikken af den borgerlige teologi”. Med den undertitel kunne det jo lyde, som om man var hel del, der mente, at ”den borgerlige teologi” skulle kritiseres.
Udgivelsen retter særligt kritikken mod Heideggers ontologi og Løgstrups fænomenologi. Nørager påpeger med rette, hvor stort mod det egentlige krævede at gå i rette med sidstnævnte, og fremhæver et sted, hvor kritikken af Løgstrups spontane livsytringer lyder, og hvor det påpeges, at de kræver en ”forudgiven håbløshed”. Citatet afslører, at der er mere at komme efter end tidsbundethed.
Karen Marie Leth-Nissen udfører i sin artikel en social netværksanalyse omkring Hans Raun Iversen. Titlen på artiklen såvel som det velskrevne indhold minder om en parodi på tidligere tiders analyser ”omkring” noget. Hans Raun Iversens produktion sættes ind i model på model, som for eksempel skal visualisere netværksrelationer omkring Iversen.
Det var disse modeller, der i min studietid truede med at gøre faget noget virkelighedsfjernt. Den gamle Aarhus-professor Regin Prenter har i øvrigt en morsom gennemgang af en af dem i sin praktiske teologi ”Kirken og Theologien” fra 1987. Men artiklen viser dog, hvor fantastisk dygtig Hans Raun Iversen er til at skabe netværk og derved generere nye indsigter.
Festskriftet kommer hele vejen rundt, og berører også ting som ekstern finansiering i forskningen, åndelig omsorg og begrebet aktionsforskning, der handler om at skabe ny viden, som kan anvendes konkret – eller sagt på en anden måde: Der bliver meget kort afstand mellem forsker og politiker.
Aktionsforskning inden for teologien kræver virkelig en klar kirkeforståelse, og derved et klart konfessionelt standpunkt, hvis man ikke skal køre af sporet. Men som Eberhard Harbsmeier skriver i sit indlæg: ”Teologisk finder jeg det fatal at arbejde med ideen om ”ikkekonfessionel” teologi. For mig ville det være en eunukisering af teologien”. Set i lyset af aktionsforskning er eunukisering nok det mindst onde.
Der skal står blæst omkring praktisk teologi, for det er her, med Schleiermachers (1768-1834) ord, at alle teologiens discipliner søges at samles. Det skaber brydningsfelter. Nærværende festskrift viser i hvert fald, at disciplinerne samles og brydes, selvom den teologiske eksegese er underligt fraværende. Selv i artiklen om homiletik (prædikenlære) henvises kun kort til en bibelsk ekseget – ellers er der ingen bibelhenvisninger i teksten.
Den praktiske teologi har en naturlig plads i et teologisk studium, og siden 1973 er der på området sket meget, ikke mindst takket være Hans Raun Iversen, hvis betydning for den praktiske teologi i Danmark næppe kan overvurderes. Og hvis man alene ser hans bibliografi, der afslutter festskriftet, bliver man helt forpustet:
Der er blevet tænkt og arbejdet i stor stil, og nærværende udgivelse afspejler dette.
