I serien af ”Tænkepauser”, som Aarhus Universitetsforlag har udgivet siden 2012, er turen nu kommet til en af verdens- og kulturhistoriens største skikkelser: Jesus.
Tænkepauserne er formidling af forskning på folkeligt plan på bedste måde, og udgivelserne bærer præg af gennemtænkning af svære emner, men tynges ikke af omfattende noteapparat og indledende forskningshistoriske oversigter. Tværtimod gås der lige til sagen, hvilket også lektor Kasper Bro Larsen gør i nærværende udgivelse.
Kasper Bro Larsen erkender sig som moderat pessimist i jagten på den historiske Jesus. Jesus er i høj grad begravet i teksterne, der er fra en anden tid og fra en anden indsigt. Alligevel dukker den historiske Jesus op i de ubelejlige hændelser, som Kasper Bro Larsen kalder det; altså i forhold, der ikke just beriger en Jesus-skikkelse.
Ubelejlighederne er for eksempel, at han kommer fra Nazareth, tempelrensningen og korsfæstelsen. Korsfæstelsen er så nedværdigende, at det kunne de første kristne ikke have fundet på. Det må med al sandsynlighed være historisk sandt.
Fra Jesus til kristendommen
Det viser sig gennem Kasper Bro Larsens fremstilling, at Jesus faktisk er en af oldtidens jøder, der er bedst bevidnet. Jesus placeres midt i den jødiske historie, og Jesus er jøde, før end han er kristen.
Det store spørgsmål er, om Jesus på den ene eller anden måde anså sig selv for at være Guds søn. Kasper Bro Larsen er, midt i sin både morsomme og kække fremstilling, også meget tro over for traditionen. Hvis Jesus ikke anså sig selv for at Guds søn, så står vi med hvad Kasper Bro Larsen kalder for et ”missing link”.
Hvordan kommer vi fra Jesus til kristendommen? Paulus kunne allerede cirka 15 år efter korsbegivenheden tale om Jesus som Guds søn. Hvordan kan han være nået dertil? Hvad sker der på de 10-15 år?
Der må være sammenhæng. Forsigtigt udlægger Kasper Bro Larsen det således, at når de kristne kalder Jesus for Guds søn, så er det for at pege på en sammenhæng mellem menneskes historie og Guds historie, der smelter sammen i Jesus´ skæbne.
Jesus omtales selvfølgelig i de fire evangelier og ikke mindst hos Paulus, der kaldes ”Jesus’ pressechef”. Samtidig fremhæves brevene 1. Korintherbrev, Galaterbrevet og Romerbrevet som store Paulus-breve. Men hvorfor ikke 2. Korintherbrev? Tilslutter Larsen sig her næsten ubemærket de forskere, der ikke anser det for et ægte Paulus-brev, eller er det bare smuttet? Jesus omtales også hos den jødiske historiker Josefus, som dog levner mere plads til Johannes Døberen. Men som Kasper Bro Larsen skriver, så havde Jesus en bedre pressechef end Johannes havde.
Til gavn for både læg og lærd
For uddannede teologer er meget af indholdet i denne Tænkepause ”børnelærdom”, som også Kasper Bro Larsen bemærker. Men dels er det godt at få genopfrisket sin viden, hvilket bogen gør på forbilledlig vis, og dels er det godt at få denne viden, for eksempel det at skelne mellem Jesus selv og den efterfølgende lære, bredt ud til flere. Det sker i nærværende udgivelse. Man kan kun ønske bogen mange læsere.
Undervejs i bogen er der som sagt mange kække bemærkninger. Jesus sammenlignes både med Johnny Madsen fra Thyborøn og Elisabeth Friis fra Matador. Med Madsen, fordi Jesus er en selfmade-man, og med Elisabeth Friis, fordi hun netop er et eksempel på en tilbageskrivning af en holdning, der mere repræsenterer Matador-forfatterens nutid end seriens egen tid.
Det samme sker med Jesus. Han fremstilles også i lyset af senere tiders bekendelse, hvor eksempelvis Jesus i Johannesevangeliet igen kækt beskrives som en ”Superman i en verden uden kryptonit”.
Bogen sidste afsnit tager anderledes end resten af bogen bladet fra munden. Jesus sammenlignes med Svend Brinkmann, hvilket er lidt synd for sidstnævnte. For Brinkmann bliver naturligvis for tynd. Og dykker man dybere ned i Brinkmanns ord om kærlighed, tilgivelse og værdighed, vil man opdage, at de svæver underligt ufunderet.
Men det er et spændende træk at gøre op med Brinkmanns tanker om ståsteder. For Jesus taler i virkeligheden om ”fåsteder”, som Kasper Bro Larsen formulerer det. Jesus forkyndelse betyder, at mennesket får det gode og ikke selv skaber det og hverken skal eller kan stå fast på det. Og disse fåsteder, bliver til gåsteder, hvor mennesket skal gå ud at give det for intet: ”gå du ud og gøre lige så”.
Den Brinkmann-kritik, som Larsen kun viser ansatser til, er befriende. For egen regning nævner jeg, at problemet med Brinkmann for eksempel er, at sorgen ikke ændres, og at kernen i kristendommen samtidig er, at ”sorg er til glæde vendt”. Det er et spændende udblik, som sagtens kunne udfoldes yderligere.
Kasper Bro Larsens Jesus-bog anbefales til enhver, som har interesse i vores fælles historie. Uddel den til skeptiske dåbsfædre, til gave ved voksendåb, til hele kirkens personale, eller anvend den ved vinterens studiekredse. Den er godt skrevet og den er godt tænkt.