En flok præster, biskopper og folkekirkelige meningsdannere har fundet ud af, at folkekirken skal ”ud af skabet”, som det formuleres i bogen ”Skabelse og samskabelse – folkekirken på vej ud af skabet”.
De synes simpelthen ikke længere, at det er nok at lave det, som præster og andre døbte mennesker er sat i verden for, nemlig med ord og sakramenter at forkynde, at Gud i Jesus Kristus har vendt fortabelse til frelse for alle mennesker.
Aktivister har mere på hjerte. Den skjulte virkelighed, troens og kærlighedens fællesskab med Kristus, som Helligånden skaber ved sin forkyndelse i ord og tegn, skal ud af skabet og gøres håndgribelig. Man vil nu forkynde med gerninger, hvis man da overhovedet vil forkynde.
I den katolske afladsteologi kunne kirkens overskydende gode gerninger angiveligt frelse sjæle, men se, nu kan de også optimere samfundet! Det drejer sig nu om på en umisforståelig måde at få sat et guddommeligt aftryk i et goldt, umenneskeligt og ikke mindst altid ressourcemanglende offentligt system.
Hattedameteologi indpakket i ord fra den offentlige forvaltning
Helt utilsløret argumenteres der i bogen for, at alle de gode gerninger, som kirken skal ”samskabe” med i det offentlige system, sandelig ikke kun skal til for næstens skyld, men nok så meget fordi ”folkekirken har brug for at blive en synlig, handlekraftig og væsentlig aktør i samfundet uden for de hellige haller…”. De gode gerninger skal altså gøres, fordi kirkeinstitutionen har brug for et imageboost.
Når Luther i sin tid talte om sande, gode gerninger, var der tale om, at Gud udvirkede ”troens frugter”, i det af synden helt vrangvendte menneske.
Denne drøm om en samskabende hattedameteologi er naturligvis ikke ny. Trenden har vi kendt i generationer, men nu har den så fået en ny, spændende indpakning i ord kendt fra den offentlige forvaltning.
Der er så mange teologiske problemer i denne nye kirkelige bestræbelse, at man som luthersk teolog næsten ikke ved, hvor man skal begynde, og hvor man skal slutte. Men her er bare en enkelt teologisk indvending oven i den helt grundlæggende, at man nok tror uproblematisk at kunne forkynde evangeliet med gerninger:
Hvem i alverden kan tillade sig at stille sig op som repræsentant for den sande kirke som andet end aldeles menneskelige forvaltere af de åndelige opgaver, som udgøres af ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning?
Det er og bliver den kristne kirkes eneste ydre kendetegn. Kristne mennesker er tilgivne syndere – ikke renskurede helgener, og derfor kan hattedameteologerne rende alt det, de vil, på plejehjem og sygehuse (hvis nogen da gider snakke med dem), men altid kun i eget navn og ikke i Jesu navn.
Denne manglende evne til at skelne mellem den sande kirke og kirken som ydre, menneskelig og af synden farvet institution, som her kommer til udtryk, er en degeneration af den lutherske kirkeforståelse, et utilsløret tilbagefald i katolicisme: Folkekirken har fået diakonitis.
Kirken vil blive en del af det politiske magtspil
Men der er også nogle helt andre og aldeles verdslige problemer i det her, som de af skabet undslupne ikke har gjort sig mange tanker om. Først og fremmest er det dybt naivt at tro, at kirken kan undgå at blive direkte involveret i det politiske magtspil.
Hvad sker der mon, når kirken er blevet engageret i en eller anden offentlig opgave, og det offentlige så vælger at skære denne opgave eller funktion væk? Skal kirken så ikke engagere sig i den politiske kamp for at ændre den politiske prioritering?
Det bliver spændende at opleve de pæne kirkelige ”samskabere” slå op i Bibelen for at se, hvordan man skal prioritere mellem et nyt lyskryds på en farlig vej og en opnormering af det lokale plejehjem. Vi er ikke i tvivl om, at de diakonitis-ramte vil tage imod opgaven med kyshånd og nyde rollen som moralske overdommere, men vi tvivler stærkt på, at jordbundne politikere og borgere vil se behovet.
Politisering af folkekirken vil føre til udmeldelser
Og hvad mon de forskellige faggrupper og deres fagforeninger i det sociale system siger til det, den dag man fra kommunens side vælger at skære i personalet med begrundelsen, at kirken jo sender så mange velmenende hænder?
Den politiske venstrefløj vil næppe være begejstret. Borgerlige politikere vil måske i første omgang fryde sig over en sådan udvikling i retning af en privatisering af omsorgsopgaver, indtil de finder ud af, at det kirkelige engagement næppe driver et stærkere civilsamfund frem, men drives af kirkefunktionærer betalt over kirkeskattebilletten.
Hvis man vil se hvilke ulyksaligheder, der kommer ud af en sådan politisering af folkekirken som den nævnte, kan man i øvrigt bare kigge over grænserne til Sverige og Tyskland, hvor medlemstallene i kirkerne er i frit fald.
Så er det jo godt for både de udmeldte og den tilbageværende aktivistisk-politiske folkekirkeelite, at den sande kirke ikke er den folkekirkelige institution, men den, der går på tværs af alle menneskelige systemer, den kirke, Guds egen frelsende gerning er nok for. Den gerning, folkekirken i tide kunne og burde besinde på at forkynde med ord; ordet om ham, der er verdens frelser.
Den frelse skyldes ikke mennesket eller folkekirken; Guds er gerningen!
Jan Lange er sygehuspræst i Vejle og Jan Unold er sognepræst As-Klakring-Juelsminde
