En vandrehistorie om den engelske kunstner og digter William Blake (1757-1827) lyder således: En dag gik Blake tur med en af sine venner. Pludselig tog han sin hat af og bukkede dybt. ”Hvem var det?” spurgte vennen, som ikke kunne se nogen. ”Åh, det var såmænd bare apostlen Paulus,” svarede Blake.
Jeg kom til at tænke på Blake, da jeg læste den nyudkomne ”Epistelklip,” som er forfattet af et teologisk forfatterkollektiv. ”Epistelklip” har det nemlig som sin mission at aktualisere epistelteksterne til første tekstrække (det vil sige primært en masse Paulustekster) ved at sætte dem ind i nye sammenhænge.
Det gøres ved at genskrive de velkendte tekster som for eksempel klumme, meditation eller bøn, eller udfolde den som historisk opslag eller med hashtags. Helt konkret flyttes Paulus fra sin historiske virkelighed til en nutidig ramme, hvor han læser for eksempel Alt for Damerne og diskuterer flygtningekrise, og ideen er så, at vi nemmere vil kunne forstå, hvad det er, Paulus siger til os i dag – som enkeltpersoner, som kirke og som samfund.
Det er en god ide, for jeg kan ikke være den eneste præst, der får grå hår i hovedet af epistelteksten. Jeg synes simpelthen, det er svært at få den til at klinge sammen med prædiken, salmer og de andre læsninger, og ofte ender det med, at den hænger og flagrer for sig selv.
Det skyldes både genren (vi læser jo uddrag af historiske breve, der taler ind i en bestemt situation), placeringen først i gudstjenesten (hvor epistlen er pakket ind i en masse andre ord) og min egen uformåen (for Paulus er svær at forstå og skriver snørklet).
Hvis han ikke lyder som Paulus, er han så Paulus?
Derfor falder ”Epistelklip” på et tørt sted, og det ved den også godt selv. Der trykkes på alle knapper med mange sider (287), mange forfattere (otte), og både illustrationer og tekst at forholde sig til.
Klare kvaliteter og få overflødigheder
Den får hele armen, og det skal den vel også, hvis man sætter sig for så ambitiøst at kalde Paulus frem fra fortidens middelhavskultur. Det legesyge er hele udgangspunktet for udgivelsen, hvilket allerede slås fast i forordet. Heri læser vi, at teologien lever af, at nogen ”kaster skæve, alvorlige, vanvittige, skønne eller bare sjove tanker ud på torvet.” Ambitiøst – og kun en lille smule selvforelsket.
Det siger sig selv, at det legesyge kan tage overhånd i en udgivelse som denne, og det gør det også til tider. Alligevel tilgiver jeg den, for det er tydeligt, at bogen er skrevet af et passioneret forfatterfællesskab, der har sat sig for at ville få (især) Paulus i spil med nutiden, koste hvad det vil.
Er man bare en lille smule legesygt anlagt, eller savner lige så meget inspiration til epistelteksten, som jeg gør, så skal man endelig få fat i udgivelsen.
Og det er netop entusiasmen og det kreative engagement med Paulus, der driver ”Epistelklip” frem. Der er således meget tankevækkende at hente i den (især i genskrivningerne, meditationerne og bønnerne, hvoraf jeg allerede har brugt én i let genskrevet form i gudstjenesten) – og så er der noget, jeg sagtens kunne have været foruden (for eksempel førnævnte hashtags og de tekster, hvor man forestiller sig, at Jesus og Paulus har skrevet sammen på de sociale medier).
En svær genre
Jeg efterlades dog som læser med spørgsmålet om, hvorvidt det, udgivelsen har sat sig for, overhovedet er muligt? Helt konkret lyder den Paulus, vi møder i ”Epistelklip”, ikke som den Paulus, vi kender – ikke bare fordi han pludselig mener noget om flygtninge og ser Matador, men fordi hans fortællerstemme har ændret sig.
Det er et problem, vi også kender fra anden fan fiction: hvis vi ikke sprogligt kan genkende den person, der er hentet fra én litterær sammenhæng og nu sættes ind i en anden, hvad så? Hvis han ikke lyder som Paulus, er han så Paulus? Og ydermere: Er Paulus overhovedet den bedste bibelske person at lave legesyge genskrivninger med? Er han?
Som tekst er udgivelsen (det siger sig selv) mangfoldig. Der er mange stemmer i spil, og det skal man som læser være indstillet på. Og er man typen, der får myrekryb af kreative genskrivninger og helst vil have Paulus der, hvor han historisk hører til, skal ”Epistelklip” nok ikke på ønskesedlen i år.
Men er man bare en lille smule legesygt anlagt, eller savner lige så meget inspiration til epistelteksten, som jeg gør, så skal man endelig få fat i udgivelsen. Der er meget at komme efter.