Jeg vil virkelig gerne blive bedre til at tage imod kritik. Sådan rigtig kritik, hvor der ønskes noget andet end det, jeg valgte at gøre eller sige eller spille. Jeg øver mig i det, og på hjemmefronten går det også bedre, men på arbejdspladsen... Der går det virkelig dårligt!
Det hedder feedback-kultur, har jeg lært. Det der med, at folk kan komme og ytre sig om hvad som helst, og så skal jeg æde det og sige "tak, fordi du bruger tid på at fortælle mig det", og tænke "de gør det i bedste mening, fordi de synes, jeg er værd at bruge tid på, og fordi de tror, jeg kan eller vil ændre det."
Men sagen er, at jeg har studeret i 13 år. 13 år! Og kun musik. Ikke noget andet forefaldende eller nogen sidespring eller afhoppere. 13 års musik - bevares - flere musiske fag, men alt sammen, hvad der sorterer under det arbejde, jeg dagligt leverer i min stilling som organist og klokkenist.
Så i stedet for at tænke "de mener det godt, de har noget på hjertet, de lever med i kirkens liv", så tænker jeg "åh nej! De kan ikke lide min musik, de kan ikke lide klassisk orgelmusik, de kan ikke lide orglet, de kan ikke lide mit valg af motet", og tankespindet fortsætter, indtil vi kommer ind til kernen af, hvorfor jeg har så svært ved at tage imod feed-back på min musik:
Fordi for de allerfleste af os organister er vi den musik, der kritiseres. De feed-backer på mig! Og det er ikke rart, for så er det jo mig, de ønsker at ændre?
Vi skal prøve at forstå, at de allerfleste kirkegængere sætter pris på vores musik i kirken til tjenesterne, men de sætter os ikke på afspilleren derhjemme
De fleste af os organister synes, verden ville være et fattigere sted, hvis orglet ikke var opfundet, og vi ser vores musik og instrument, som en forlængelse af os selv - som en iltmaske.
Og alligevel skal vi. Vi skal prøve at forstå, at de allerfleste kirkegængere sætter pris på vores musik i kirken til tjenesterne, men de sætter os ikke på afspilleren derhjemme. De kan godt trække vejret uden orglet og uden os.
Selvfølgelig skal jeg lytte.
Jeg skal lytte til de kirkegængere, der mener, klaver er bedre end orgel, bare fordi de synes det, og jeg skal lytte til dem, der ønsker 80’er-salmer, for de er mennesker som os, og jeg skal tage imod, velvidende at de ikke har samme baggrundsviden som mig, og at vi derfor diskuterer på to plan, allerede inden samtalen er startet, fordi jeg nu har brugt to tredjedele af mit 36 år lange liv på orglet, og personen overfor kun taler ud fra følelser, som selvfølgelig skal anerkendes.
Men: Jeg vil tillade mig at argumentere og spille dem imod, og jeg vil spille til sidste bloddråbe for at overbevise dem om, at orglet er instrumenternes dronning. For organister er kommet for at blive, og vi skal ikke bøje af og være bange for modgangen.
Vi skal kæmpe videre for orglet og musikken. Vi skal give dem feed-Bach!