”De savner lidt taksigelse!”
Bemærkningen faldt på et bestyrelsesmøde for en velgørende fond, som blandt andet modtager faste donationer fra en kirke.
Sætningen ramte mig midt i mellemgulvet, for er der noget, jeg har lært af mine missionærforældre, så er det at sige tak for enhver gave, lille eller stor. Især min mor gjorde en dyd ud af at sende håndskrevne takkebreve til enhver, der gav en skærv til missionsarbejdet i Tanzania. Hun brugte flere timer dagligt på korrespondance med Danmark og skrev på blå, lette aerogrammer for at spare porto. Aerogrammer er brevpapir og kuvert i ét i tyndt papir, der sendes billigt med luftpost.
Når giveren modtager tak, ved han eller hun, at gaven er modtaget, at modtageren sætter pris på gaven, og at gaven derfor vil gå til det ønskede formål.
Det har jeg lært af min mor: Sig altid tak, og gør det af hjertet! Og hun skriver stadig, min mor, der er kendt i vide kredse for sine bøger med undervisning og erfaringer fra 50 års missionærtjeneste som fastboende i Tanzania og Kenya og senere som pendlermissionær i Uganda, Malawi og Israel.
Min mor, Anne-Lise Løbner-Madsen, er 84 år nu, og hun skriver ikke længere de lange epistler. Men hun lagde kimen i mig til journalistikken, forfatterskabet og det kommunikationsarbejde, jeg i dag udfører for hjælpeorganisationer. Hun viste mig, at intet overgår det skrevne ord, fordi det kommer ind gennem alle (brev)sprækker, det indeholder det samme uanset, hvornår du læser det, og det frigør fantasien som ingen anden kommunikationsform – hvis man vel at mærke formår at bruge sproget.
Men det første, jeg lærte, var det lille ord på tre bogstaver: Tak! Og jeg tænker: Kirker og organisationer kan lave så strømlinet og effektiviseret fundraising, de vil. De vil aldrig lykkes medmindre, de lærer at sige tak for de donationer, de allerede modtager. Når giveren modtager tak, ved han eller hun, at gaven er modtaget, at modtageren sætter pris på gaven, og at gaven derfor vil gå til det ønskede formål.
Men det er ikke nok at sige tak som endnu en fundraising-strategi oven i alle de andre. Taknemmeligheden skal komme fra hjertet. Kirken eller organisationen skal tænke grundigt over, hvad det betyder at modtage frivillige gaver. Hvad det betyder for giveren af afsavn. Hvad det betyder for kirken eller organisationen af stabilitet i økonomien, at ”der er mange bække små, der gør en stor å”.
For det er nemlig en anden lærdom fra min mor, som jeg ville ansætte som min fundraising-agent, var hun blot en anelse yngre. Det er, at mange små givere er bedre end få store. Ikke at de store donorer skal afskrives og negligeres, slet ikke. Men de mange små skal plejes, for det er dem, der giver kirken eller organisationen en stabil økonomi.
Så lær af min fejl! ”De savner lidt taksigelse!” sagde et bestyrelsesmedlem på vegne af en lille kirke, der gav et beløb hver måned til fonden Kristus til alle.
Det glemmer jeg ikke. Slet ikke når jeg tænker på min mor, der trofast dag efter dag år ud og år ind sendte takkebreve på små lette aerogrammer til alle de private givere, der gav små og store beløb, så mine missionærforældre kunne bygge skoler, kirker, børnehjem, klinikker og meget, meget mere til gavn for mennesker i Østafrika og Mellemøsten.
”Tak er kun et fattigt ord”, sang den folkekære skuespiller Poul Bundgaard. Jeg tillader mig at være uenig. Tak er rigt på livsglæde for alle parter. Så rigt, at enhver helt spontant ønsker at give mere til den, der kan finde ud af at sige ”Tak!”
Svend Løbner er freelancejournalist for en række interesse- og hjælpeorganisationer. Han voksede op i det afrikanske missionsmiljø, er tidligere præst, og holder kommunikationskurser for kirker, foreninger og organisationer.