Interesseret følger man med i den verserende dåbsdebat. Som med så mange andre diskussioner ender det hele i en strid om dogmatiske begreber som arvesynd - har vi det eller ej, og er det i givet fald en augustinsk forståelse af begrebet eller en luthersk? Bliver man et Guds barn ved dåben, eller er man det allerede fra undfangelsen eller fødslen? Hvordan forstår vi syndernes forladelse?
Og det er da sandt nok, at det nuværende dåbsritual lægger op til den diskussion. For min del vil jeg sige, at jeg frygter et sprogligt moderniseret ritual, der udlægger det hele i mundrette ryttere, hvor overpædagogisk tilgang er mantraet. Og hvor den sproglige 'samtidighedsfladme' er dominerende samtidigt med, at man selvfølgelig ikke kan have sprogligt set det samme ritual til evig tid.
Sådan fungerer det jo ikke. Jeg vil egentlig gerne overveje en helt anden vej at gå: En kollega taler om sine 78 givetvis fine, intensive (som hun kalder dem) dåbssamtaler. Men jeg vil gerne fortælle om mine ikke talte, men i hvert fald over 60 ekstensive dåbssamtaler sidste år (det er i og for sig ikke alt, man behøver at tælle).
Når jeg siger ekstensive, er det, fordi jeg mener, at både dåben og dåbssamtalen går langt videre end det målrettede, der ligger i begrebet intensiv. Jeg ville gerne, at det bibelske eller fortællende fik en større rolle at spille i ritualet. For alt er jo ikke gjort og sagt med ritualet og dogmatikken. Der ligger en verden gemt i det, som Jesus siger og fortæller, men som ikke kan koges ned i en dogmatik.
Der er stadig noget, der går ud over dogmatikkens grænse, fordi kærligheden og Guds vilje til at møde sit menneske altid går over grænser. I den forstand er kristentroen, som dåbskandidaten døbes til at tilhøre, grænseløs.
Jeg kunne ønske mig mere billeddannelse og måske også en forståelse for, at dåben uanset modernisering og mulige teologiske ændringer og præciseringer altid er mere, altid åbner en dør til det mystiske også. Det, som vi må 'nøjes' med at tro.
Jeg kunne også godt ønske mig, at man i stedet for at tale rutineret om Augustins og/eller Luthers forståelse af arvesynd, kiggede lidt på, hvad der faktisk står i de gammeltestamentlige tekster - eller rettere på, hvad der ikke står. Ad fontes, kunne man kalde det.
Jeg tror ikke, at vi kan udtømme dåben ved alene at tale dogmatisk (selvom det selvfølgelig ikke kan undværes), men vi skal have fortællingen med, det levede liv. Eksegese og bibellæsning må til stadighed stå i et frugtbart spændingsforhold til dogmatikken, men for tiden synes jeg, at man ser meget dogmatisk på dåben.
I mine ekstensive dåbssamtaler, hvor vi dækker mere end ritualet, synes jeg, at der er god forståelse for, hvad vi går ind til i ritualet, når det udsættes for og udfordres af et bredere perspektiv.
Når det går i kødet.
Leise Christensen er sognepræst i Skt. Johannes Sogn, Aarhus, og næstformand i Bibelselskabet. Hun er ph.d. fra Aarhus Universitet og tidligere lektor ved Folkekirkens Uddannelse- og Videnscenter