At skulle prædike ved Folketingets åbning lægger umiddelbart op til overvejelser over det særlige i situationen, at menigheden blandt andet består af regeringen og andre højtstående politikere. Mange har da også spurgt, om jeg ville bruge anledningen til at få sagt noget særligt, revse, ruske op eller provokere? Om jeg har noget særligt på hjerte til netop den menighed inklusive radiolytterne?
Efter at have sagt ja til at stå for gudstjenesten, stod det ret hurtigt klart, at forberedelsen kunne blive meget ufri. Trods helt frit tekst- og salmevalg og visse liturgiske friheder, ville det næppe være muligt at se helt bort fra den særlige sammenhæng.
Enhver præst ved, at det er anderledes at prædike for en fremmed menighed end for sin egen, netop en smule mindre frit, et forhold som kunne blive forstærket af den bevågenhed, som Folketingets åbningsgudstjeneste har. Og man ville nemt kunne falde for den fristelse at ville give politikere og radiolyttere ’klar besked’ om et eller andet, noget som de møder forholdsvis ofte og glemmer hurtigt.
For at undslippe både ufriheden og fristelsen pålagde jeg mig selv at iagttage tre forhold.
Prædikenen skal blive til i et frit flow
Forberedelsen af prædikenen skulle for det første være så tæt som muligt på den måde, som jeg plejer at forberede mig på. En prædiken bliver til i et møde med teksten eller teksterne, som skal læses højt og gerne et par dage før prædikenen skal skrives. Evangeliets ånd og anliggende får da ganske bogstaveligt tid til skjult at arbejde i præsten. At begynde skrivningen er da at åbne sindet, for at finde ud af, hvad der er sket.
Selve skriveprocessen afføder idéer, nye formuleringer, ja helt nye indsigter og dermed en stadig dybere forståelse for, hvad evangeliet rummer af håb og visdom, som blot ligger og venter på, at man som menneske gør erfaringer, der sætter én i stand til at tilegne sig visdommen.
Man kan ikke have for mange stemmer til at blande sig, dogmatiske eller politiske for eksempel, som sidder på skulderen og udsteder forbud eller sætter røde streger undervejs
At forberede en prædiken er en art erfaringsudveksling med teksterne, og selv efter mange år som præst opdager man med jævne mellemrum, at evangeliet giver nye svar. Eller man hører bedre og bedre, hvad der bliver sagt. Denne dybde, som der er tale om, tillidsfuldt at møde et sprog for erfaringer, man endnu ikke har gjort, er i mine øjne en af forklaringerne på kristendommens overlevelseskraft. Denne overlevelseskraft vil i princippet træde i karakter hver gang en prædiken skal forberedes.
En sådan måde at arbejde på kræver et frit flow. Man kan ikke have for mange stemmer til at blande sig, dogmatiske eller politiske for eksempel, som sidder på skulderen og udsteder forbud eller sætter røde streger undervejs. Det skal helst være et levende flow, og de bedste prædikener er ofte skrevet i en lang, sammenhængende bevægelse.
De mange stemmer er naturligvis med i den opvarmende forberedelse, hvor ånden slumrer, inden man skriver, og man bruger dem derpå til at præcisere og korrigere bagefter. Alt hvad man ved og har lært taler i en vis forstand med, dannelse kaldes det også, og jo mere man har, jo mere har evangeliet at arbejde med i det skjulte. Jo mere har man at sige.
Politik i åbningsgudstjenesten, inden den blev afholdt
Det andet forhold var, at jeg ikke ville stille mig i tjeneste hos en bestemt politisk opfattelse, hvad farve den end måtte have. Ingen skulle kunne sige, at jeg kun talte for de andre eller gik de politiske modstanderes ærinde. Det er vigtigt ved en sådan officiel lejlighed for hele Danmark at samle i stedet for at sprede.
Det førte naturligt til den tredje regel, at jeg ville tale om det, som ligger før politikken, den kulturelle muld, som politikken vokser ud af. Idealet er at lade dette muldlag høre fra sig, at vise dets frugtbarhed som ytringskraft. En prædiken vil da angå enhver politisk bestræbelse og ethvert individ.
Efter at have forberedt gudstjenesten og som offentlig optakt til den, har jeg ladet mig interviewe til adskillige medier. En journalist fra DR gravede i den anledning en ti år gammel udtalelse frem om homoseksuelle ægtepars mulighed for at være plejefamilie, som allerede dengang blev misforstået.
Det var jeg ikke helt uden skyld i. Udtalelsen var et indlæg i en identitetspolitisk debat, selvom begrebet endnu ikke var i brug, men ikke på nogen måde et angreb på homoseksualitet.
Denne gamle udtalelse har fyldt meget og sat præmisserne for en debat, om jeg ikke var en for kontroversiel person at vælge til åbningsgudstjenesten?
Der er med andre ord gået politik i åbningsgudstjenesten, inden den har været afholdt. Det er som at spise umoden frugt. Og ærgerligt er det, at en række politiske ordførere har udtalt sig om nogle holdninger, jeg ikke har, og man får næppe lejlighed til at korrigere tilbage.
Skønt meget opmærksomhedskrævende, går det mig ikke på personligt, og jeg har endda rig lejlighed til at drøfte og afprøve mine holdninger i vigtige sammenhænge uden for mediernes søgelys. Folkeligt set er det dog forstemmende, at en sådan debat er så svær at korrigere.
Direkte skadeligt er det, hvis det er udtryk for, at identitetspolitikken har en slags fripas i debatten, således at enhver kritik af en hvilken som helst minoritet, rettigheder og krænkede følelser på forhånd er mistænkeliggjort.
Noget tyder på, at det er tilfældet.