Lektor: Empirisk velfunderet bog mangler bud på fremtidens gudstjeneste

Bogen "Tradition og fornyelse" rummer læseværdige observationer af gudstjenesten, som rejser en række spørgsmål. Men spørgsmålene forbliver ubesvarede, for bogen savner et bud på, hvad man kan, skal og bør bruge sociologiske undersøgelser af gudstjenesten til, skriver lektor i systematisk teologi Jakob Wolf

"Hvis nogen keder sig, skal vi så gøre gudstjenesten mere underholdende, hvis nogen oplever ro og religiøs stemning, skal vi så skrue op for det stemningsmæssige?" Jakob Wolf savner svar på de spørgsmål, kirkesociologien rejser i "Tradition og fornyelse".
"Hvis nogen keder sig, skal vi så gøre gudstjenesten mere underholdende, hvis nogen oplever ro og religiøs stemning, skal vi så skrue op for det stemningsmæssige?" Jakob Wolf savner svar på de spørgsmål, kirkesociologien rejser i "Tradition og fornyelse". Foto: Kåre Gade

"Tradition og fornyelse" er en samling af artikler skrevet af en række praktiske teologer. Langt den største del af bogen udgøres af empiriske undersøgelser af gudstjenesteliv i kirker i Københavnsområdet og i Helsingør. Disse undersøgelser er udført af Nete Enggaard og Rasmus Nøjgaard. De er udtryk for det, der bliver kaldt ”den empiriske vending” inden for teologien.

Denne ”vending” begyndte helt tilbage i slutningen af 1960’erne i Tyskland og USA, men er nu også nået til Danmark. Den empiriske vending består i, at teologerne undersøger gudstjenestelivet ved hjælp af spørgeskemaer og efterfølgende interviews. Man undersøger gudstjenestelivet, som enhver anden sociolog ville undersøge det.

Disse undersøgelser giver os en mængde informationer om, hvordan gudstjenester og ritualer udføres i de forskellige kirke og om, hvordan gudstjenestedeltagere oplever gudstjenesten.

Empiri danner grundlag for debat

Resultatet af, hvordan gudstjenesterne udføres, hvilke ritualer, man bruger, og hvilke variationer, der forekommer i de forskellige kirker, er ikke specielt overraskende. Hvis man ser detaljeret på det, ser det ud, som om der er mange forskelligheder, og det ser ud, som om der er opstået mange nye gudstjenesteformer.

Men ser man overordnet på det, overraskes man ikke over, at de forskellige kirker vælger forskelligt iblandt de mange forslag til liturgier og salmer, der nu findes i ritualbogen, og i de forskellige tillæg til kollekter og salmer, der efterhånden findes; eller at der nu er natkirker, rock-gudstjenester familiegudstjenester, spaghettigudstjenester og så videre.

Det var vi sådan set godt klar over, men fordelen ved den sociologiske undersøgelse er, at vi nu har empirisk evidens for det, der før kun var anekdotisk evidens. Vi får en mængde præcise informationer, og spørgsmålet er så, hvad vi kan bruge denne information til. De kan i hvert fald bruges til at diskutere, om alle gudstjenester rundt om i landet skal være genkendelige som gudstjenester.

Alle artiklerne er hver for sig absolut læseværdige og bidrager både med interessante observationer og inspirerende spørgsmål til folkekirken og gudstjenesten, som den er i dag.

Resultatet af, hvad folk oplever ved en gudstjeneste, er på samme måde både interessant og forventeligt. Deltagerne i en gudstjeneste med dåb deles op i typer som for eksempel; "de, der kun møder kirken lejlighedsvis", "den kritiske modne dåbsgæst", "de, der er tæt på barnet, der døbes", "de åndeligt orienterede dåbsgæster" og så videre.

Nogle mener, at gudstjenesten er stiv, anakronistisk og kedelig, andre mener, at kirken bør være moralsk, samfundskritisk og forholde sig til alle de voldsomme begivenheder i verden, vi hører om i medierne.

Prædikenen bør være som et læserbrev eller en kronik. Andre lægger mere vægt på, at gudstjenesten skal frembringe en religiøs stemning og være en meditativ pause fra hverdagen. Igen er det absolut interessant, at følge de konkrete formuleringer, gudstjenestedeltagerne når frem til, når de skal prøve at beskrive, hvad de oplever ved gudstjenesten, og hvad de mener, den bør være.

Og igen kan man spørge, hvad skal vi bruge disse informationer til? Hvis nogen keder sig, skal vi så gøre gudstjenesten mere underholdende, hvis nogen mener, den er for lidt politisk, skal den så være det, hvis nogen oplever ro og religiøs stemning, skal vi så skrue op for det stemningsmæssige og så videre? Og kan vi tillade os helt at se bort fra, hvad gudstjenestedeltagere rent faktisk oplever og mener om gudstjenesten?

Og igen kan man spørge, hvad skal vi bruge disse informationer til? Hvis nogen keder sig, skal vi så gøre gudstjenesten mere underholdende, hvis nogen mener, den er for lidt politisk, skal den så være det?

Disse spørgsmål får i høj grad lov at ligge i den empiriske del, der er rent beskrivende.

Gudstjenesten skal have opmærksomhed

Den sidste tredjedel af bogen består af forskellige artikler, der tager forskellige aspekter af folkekirken og gudstjenesten op. To artikler af Hans Raun Iversen og Karen Marie Leth-Nissen fortsætter i det sociologiske spor, to artikler af Nils Holger Petersen og Bent Flemming Nielsen er overvejende historiske, mens de tre sidste artikler af Jette Bendixen Rønkilde, Marlene Ringgaard Lorensen og Ulla Morre Bidstrup omhandler nyere bønner og kollekter, prædiken og dåben.

Alle artiklerne er hver for sig absolut læseværdige og bidrager både med interessante observationer og inspirerende spørgsmål til folkekirken og gudstjenesten, som den er i dag.

Det er altid en utaknemmelig opgave at anmelde en artikelsamling, da man umuligt kan yde alle forfatterne retfærdighed. Jeg vil derfor nøjes med at anbefale bogen til læsning for alle, lærd og læg, der mener, at folkekirkens gudstjeneste er et meget vigtigt fænomen både teologisk og samfundsmæssigt. Man kan ikke give gudstjenesten nok opmærksomhed.

Ingen samlende tematik

Jeg vil ikke anbefale, at man læser bogen fra ende til anden. Det vil være for forvirrende. Bogen er snarere en bog, man kan bruge, hvis man er optaget af et bestemt problem vedrørende gudstjenesten, så kan man dykke ned i en artikel og finde stor hjælp til uddybelse og videre refleksion.

Det ville have været interessant, hvis man havde bidt sig mere fast i den såkaldte empiriske vending og virkelig udfoldet, hvad vi skal med den empiri, vi nu kommer i besiddelse af – og mere principielt, hvad er forholdet mellem sociologi og teologi i denne sammenhæng.

I bogens forord siges det, at ”forholdet mellem de enkelte bidrag er ikke tænkt hierarkisk, men snarere kalejdoskopisk”. Det er vist meningen, at det skulle være en styrke ved bogen, men det synes jeg nu snarere, er en svaghed. Det ”kalejdoskopiske” betyder, at bogen kommer til at virke sammenstykket og uden en virkelig samlet tematik.

Det ville have været interessant, hvis man havde bidt sig mere fast i den såkaldte empiriske vending og virkelig udfoldet, hvad vi skal med den empiri, vi nu kommer i besiddelse af – og mere principielt, hvad er forholdet mellem sociologi og teologi i denne sammenhæng.

Sociologisk viden er som sådan indlysende vigtig. Man behøver ingen teologiske begrundelser for at undersøge kirken sociologisk. Når Hans Raun Iversen skriver, at de empiriske studier af kirken er begrundet i inkarnationen, så virker det påklistret og ikke specielt opklarende.

Hvordan skal gudstjenesten se ud?

Det spørgsmål, der rejser sig, og som bliver mere og mere nærgående, jo mere man læser om de empiriske undersøgelser, er hvilke konsekvenser, vi kan og skal drage af dem? Det tages ikke for alvor op i bogen.

Hans Raun Iversen ender sin artikel med at fremsætte fem teser om folkekirkens fremtid, der ”grunder sig i indsigter fra den nye empiriske kirkeforskning”. Men teserne er så generelt formuleret, at de ikke rigtig gør indtryk.

At folkekirken kan være et alternativ til neoliberalisme, markedsgørelse og individualisme, og at ”fru Hansens bekendelser er lige så vigtige som Augustins bekendelser”, som anden tese lyder, er måske nok rigtigt, men hvis ikke disse påstande præciseres meget skarpere, er de uden bid.

Vi mangler, synes jeg, et mere bastant bud på, hvad man kan bruge sociologiske undersøgelser til, og hvad man skal og bør bruge dem til. Hvilken indflydelse skal de eventuelt have på, hvordan folkekirken og gudstjenesten skal se ud?