Kordegnens klumme

Kordegn: Om søndagen arbejder vi sammen

"Til daglig kan vi være meget langt fra hinanden med hver vores arbejdsopgaver og ansvarsområder, præster, organist og kirkefunktionærer. Men til gudstjenesten er vi et team, om søndagen er vi sammen," skriver kordegn Hanne Lunah Lund. Foto: Kåre Gade

Flere og flere menighedsråd vælger af økonomiske grunde at trække kordegnen ud af kirketjenesten. Jeg forstår det godt, men jeg synes, det er ærgerligt, for det rører ved noget essentielt i kirkens liv, skriver Hanne Lunah Lund

Jeg er ikke morgenmenneske. Absolut ikke. Så der er kun én ting værre end at stå tidligt op, og det er at stå tidligt op på en søndag. Mit indre kompas fortæller mig, at søndag er hviledag, fridag, familiedag, slappe-af-dag. Så hvem i alverden har dog fundet på, at vi skal arbejde denne dag? Nå jo, folkekirken.

At arbejde i folkekirken indbefatter lørdage, søndage, helligdage, aftner, ja, selv juleaften.

Og juleaften i kirken er noget helt særligt. Årets største dag vil jeg ikke gå glip af. At få sagt god jul til både kollegaer, menighedsråd og menighed – og til alle dem, jeg ikke kender, men som kommer i kirken denne ene dag om året med juleglæde i sjælen for at synge julen ind i deres smukke kirke. Det bliver ikke bedre.

At arbejde i folkekirken indbefatter lørdage, søndage, helligdage, aftner, ja, selv juleaften. Og juleaften i kirken er noget helt særligt. Årets største dag vil jeg ikke gå glip af.

Kordegn Hanne Lunah Lund

For selvfølgelig har jeg kirketjeneste. Selvfølgelig og heldigvis. For hvad er kirkeligt arbejde uden kirke?

Det er jo sammenhængskraften, det handler om. Det, at jeg bevidst har valgt kirken som min arbejdsplads, fordi den betyder noget. Det, at jeg brænder for mit arbejde, at vi samarbejder – alle sammen – om at være kirke. Til daglig kan vi være meget langt fra hinanden med hver vores arbejdsopgaver og ansvarsområder, præster, organist og kirkefunktionærer. Men til gudstjenesten er vi et team, om søndagen er vi sammen. Det er derfor, jeg er kordegn. Fordi det med kirken gør en forskel. Og samværet med menigheden gør en forskel. Og fornemmelsen for, hvad der rører sig i og omkring os, gør en forskel.

Men jeg er også familiemenneske og mor, og glad for, at jeg trods alt ikke arbejder hver søndag. Jeg er privilegeret. Jeg arbejder i et stort sogn. Jeg har kordegne-kollegaer, som jeg deler kirketjenesten med. Så friweekenderne nydes lige så meget som arbejdsweekenderne. Det indrømmer jeg blankt.

Flere og flere menighedsråd vælger at trække kordegnen ud af kirketjenesten. Uden at jeg nu skal gøre mig alt for klog på menighedsrådenes bevæggrunde, så tror jeg, det har noget med økonomi at gøre, mere end med principper. For selvfølgelig er det en dyr løsning, og kordegnen sidder ret beset på det yderste mandat i forhold til arbejdsopgaverne om søndagen. Jeg forstår det godt, men jeg synes, det er ærgerligt. For man rører ved noget essentielt i kirkens liv her.

I en gammel forordning om degne står der, at det var degnens opgave at varme kirken op inden gudstjenesten og selv medbringe kul dertil. Sådan er det ikke mere, men måske vi varmer kirken op på det mentale plan, med vores nærvær?

Kordegn Hanne Lunah Lund

Der må være andre løsninger, og det behøver måske ikke være hver søndag, kordegnen deltager. Man kunne sagtens forestille sig, at det var hver anden eller tredje søndag.  Det handler som så meget andet i det kirkelige miljø om fleksibilitet og nytænkning, både i forhold til arbejdstider og arbejdsopgaver. For hvis økonomien vinder over principperne, så mister vi noget af det værdifulde i kirkens liv og ved kirken som arbejdsplads.

Jeg kender da også kordegne, som ikke ville bryde sig om at have kirketjeneste. Og al respekt for dem. Vi mennesker er forskellige, men som princip finder jeg det ærgerligt. For der er noget på spil her, som er vigtigt for kirken. I en gammel forordning om degne står der, at det var degnens opgave at varme kirken op inden gudstjenesten og selv medbringe kul dertil. Sådan er det ikke mere, men måske vi varmer kirken op på det mentale plan, med vores nærvær?

Så vel ude af dynerne og af sted på det blå lyn ud over Cirkelbroen trodser jeg havnefrontens evige blæsevejr. Og når jeg træder ind i kirkens helt egen ro og atmosfære, så har jeg allerede glemt, hvor tungt dynen lå over mig, da vækkeuret ringede. For jeg er kordegn.

Nå, ja og så er der lige den bonus, at i morgen har jeg fri. Og jeg elsker mine mandagsfridage. Se, det er luksus.