Kordegn: Få nu styr på GDPR – det er nok nemmere end at melde Danmark ud af EU

Kordegn Hanne Lunah Lund er frustreret. Hun har været på GDPR-kursus. Kan det virkelig være rigtigt, at vi alle skal udarbejde stort set enslydende fortegnelser over, hvordan vi behandler personfølsomme oplysninger? spørger hun

"Kirkeministeriet sender aben videre til de kirkebogsførende sognepræster. Som sender den videre til kordegnene, som sender den videre til... ja, til hvem? Det er et godt spørgsmål," skriver kordegn Hanne Lunah Lund.
"Kirkeministeriet sender aben videre til de kirkebogsførende sognepræster. Som sender den videre til kordegnene, som sender den videre til... ja, til hvem? Det er et godt spørgsmål," skriver kordegn Hanne Lunah Lund. Foto: Kåre Gade

Et enkelt glas kølig rosévin på altanen og så er jeg blevet svimmel. Eller, måske er det snarere dagens massive input, der gør det. For nu går det ikke længere. Absolut ikke.  Denne stakkels, frustrerede kordegn har nemlig været på GDPR-kursus i dag.

Så nu er jeg det, der hedder forvirret på et højere plan. Og dog. En hel masse er jeg blevet klogere på. Det, som er så frustrerende, er det, jeg netop ikke blev klogere på. Og som fylder rigtig meget i hverdagen. 

Og jeg er ikke alene, så meget blev jeg da bekræftet i i dag. Vi deler stort set de samme frustrationer alle sammen. For kan det virkelig være rigtigt, at vi alle sammen skal udarbejde stort set enslydende fortegnelser over, hvordan vi behandler personfølsomme oplysninger? 

Godt nok er vi kordegne forskellige, og vores arbejdsforhold og sognestørrelser og alt det der, men reglerne og lovgivningen er den samme. Og alligevel leger vi alle sammen strudse. Stikker hovedet i jorden og håber på at faren driver over. Men det gør den ikke! 

Ups, religiøst tilhørsforhold. Personfølsomt. Ikke maile, ikke maile. Alarmklokkerne ringer i mit trætte hoved

Kordegn Hanne Lunah Lund

Og nu må jeg bruge et udråbstegn, selvom en kommunikationskyndig mand har lært mig, at man kun har fem af slagsen at bruge af i et helt skrive-liv. Jeg har overordentlig meget lyst til at brug to. Så vigtigt er det. Men jeg behersker mig. For hvem ved, hvad der lurer i fremtiden?

Men det går ikke længere. Grethe og Peter (ja, det er slang for GDPR, hvis der skulle sidde en enkelt eller to derude, som ikke ved det) har lige haft et-års fødselsdag. Og alligevel er det min fornemmelse, at vi sidder rigtig mange på kursus i dag, som ikke har lavet de lovbestemte fortegnelser eller den logbog, der skal dokumentere vores arbejdsgange og vores fejl. 

Og det er ikke fordi vi ikke er opmærksomme. Eller fordi vi laver fejl, vi ikke vil stå ved. Næ, det er fordi vi venter. Venter på at nogle andre laver de fortegnelser. At der kommer noget fra centralt hold. 

Hvorfor har Kirkeministeriet ikke for længst udarbejdet et sæt retningslinjer og sagt: Sådan, kære kordegne, skal I gøre. Sådan kommunikerer I med dåbsforældre. Sådan opbevarer I jeres lister over babysalmesangsdeltagere. Sådan tackler I ind- og udmeldelser. Og så videre. 

Men Kirkeministeriet sender aben videre til de kirkebogsførende sognepræster. Som sender den videre til kordegnene, som sender den videre til... ja, til hvem? Det er et godt spørgsmål. 

Se at få udarbejdet de fortegnelser og de logbøger og de blanketter, der skal bruges for at leve op til persondataforordningen. Det er trods alt nemmere end at få Danmark meldt ud af EU

Kordegn Hanne Lunah Lund

For det er jo ikke problemet, at vi skal låse døren til kontoret, eller huske at logge af, når vi går fra computeren, eller at vi ikke må sende cpr-numre i åbne mails. Det ved vi da godt. 

Det er alt det andet. Vores daglige arbejde, kommunikationen med borgerne. Som sagtens kan strække sig over fire-fem mails frem og tilbage omkring en dåb eller en vielse. Ups, religiøst tilhørsforhold. Personfølsomt. Ikke maile, ikke maile. Alarmklokkerne ringer i mit trætte hoved. 

Og det går ikke længere. For nu har jeg været på kursus. Og noget må der gøres. I dag. Tidspunktet taget i betragtning, bliver det nu nok i morgen.

Så kære kirkebogsførende sognepræster: Tag jeres kordegne, præstesekretærer eller jer selv i hånden og se at få udarbejdet de fortegnelser og de logbøger og de blanketter, der skal bruges for at leve op til persondataforordningen. 

Det er trods alt nemmere end at få Danmark meldt ud af EU. Og sikkert også nemmere end at skulle retfærdiggøre overfor Datatilsynet, befolkningen og Anders Stjernholm, at folkekirken ikke har styr på datasikkerheden. 

For sandheden er jo, at det har vi. Vi har styr på det. Det er bare ikke skrevet ned og dokumenteret, sådan som det nu forlanges. Det er dét, der er det nye: Dokumentationen. Ikke selve regelgrundlaget. 

Måske skal vi justere lidt på vores praksis her og der, det er trods alt blevet 2019 og en digital tid, og ja, det skal vi da lige vænne os til. Men kordegne er pligtopfyldende, grundige og samvittighedsfulde. Så det skal nok gå, bare vi kommer i gang.

Hanne Lunah Lund er kordegn i Islands Brygges Sogn

Denne artikel er en del af dette tema:
Kordegnens klumme
Kordegnens klumme