Kordegn: "Ekklesiologi? Mine små kordegneører blafrer"

Ekklesiologi? Mine små kordegneører blafrer, jeg aner ikke, hvad det betyder. Heldigvis er jeg kun med til mødet som sekretær, og forventes ikke at deltage i debatten, så jeg behøver ikke afsløre min uvidenhed. Denne gang. 

Folkekirken er en arbejdsplads med mange faggrupper, som med hver sin uddannelse og arbejdsfelt har et indforstået sprog med tilhørende fremmedord og forkortelser.

Og det er vi heldigvis også uddannede til. Eller er vi?

Lærer vi det der senere forventes af os?

Kordegneuddannelsen består af 22 dages undervisning fordelt over 6 moduler, samt e-learning svarende til tre dage. 25 dages uddannelse, og så er du kordegn. Så har du lært om blomsterbinding, brandbekæmpelse og borgerkontakt, personregistrering, personalejura og problemløsning.

25 dage. Så ved du alt, hvad du skal beskæftige dig med i jobbet. Eller gør du?

Sidste år på kordegnenes landskursus udtrykte kirkeministeriet en ”bekymring” over de mange fejl, der blev begået i personregistreringen. Jeg vil da også helst glemme den bøf, jeg lavede forleden, men som jeg heldigvis fik rettet op på igen. Og alle de andre, jeg har lavet gennem tiden. Men sådan er dagligdagen ikke.

Der er sikkert andre kordegne end mig, der har fået de mere eller mindre røde ører i maskinen for et forkert udfyldt ansættelsesbrev eller en forkert behandlet navnesag.

Men vi gør vores bedste. Jeg har stor respekt for mine kollegaer landet over. Men i en hverdag, som bliver mere og mere kompleks bliver vi nødt til at spørge os selv, om uddannelsen af kordegne er god nok. Om den har det rigtige indhold i forhold til vores dagligdag. Om vi lærer tilstrækkeligt til at blive sluppet fri på kordegnekontorerne landet over, hvor vi mange steder sidder alene, og i menighedsrådene, hvor frivillige stoler på vores viden og kompetencer?

Kan 25 dage virkelig give kordegnen viden og kompetence nok til at løfte alle de opgaver, vi har? 

Der var en gang en statsminister som sagde: ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre? ” Den sætning genlyder med jævne mellemrum i mine små kordegneører. Kan vi gøre det lidt bedre?

Mere uddannelse vil betale sig

Landsforeningen af menighedsråd lancerede for nogle år siden en kampagne: ”Mere kirke for pengene” hed den. Det var sådan noget med en bordeauxrød cirkel, inddelt i forskellige emner. I min optik er god og relevant uddannelse og efteruddannelse en vigtig brik i puslespillet.

Jo bedre vi kan varetage vores job, jo bedre udnytter vi vores ressourcer, både de menneskelige og de økonomiske: Det tager tid at rette op på fejltagelser, og tid er jo som bekendt penge, også i folkekirken. Derfor er penge til uddannelse godt givet ud. Måske man skulle give endnu flere ud?

Nu er der heldigvis snart landskursus i Kordegneforeningen igen. Vores årlige og eneste seance, hvor vi i mødes med Kirkeministeriet og i forskellige workshops for at opdatere vores viden på nye regler, systemer og tiltag.

Hurra for det, og for de kordegne, som deltager. Vi har brug for det. Men nogen skal jo være hjemme og passe kontorerne imens. Stakkels dem. For den årlige opdatering betyder virkelig noget.

Det forventes jo af os fra alle sider: Kirkeministeriet, menighedsrådene, præsterne, at vi bare har styr på reglerne. Den slags er ikke gratis. Eller nemt.

Men vi gør, hvad vi kan, med netværksgrupper, mentorordninger, facebook-fora og foreningsmøder. Og landskursus. Så hvis bare dem med pengene vil hjælpe lidt til med bedre og mere uddannelse, så går det nok alt sammen.

Og, nå ja, selvom vi kordegne har så vidt forskellige forhold og arbejdsområder, så har også vi et diskursfællesskab med et indforstået sprog. Enhver kordegn ved da, hvad oa, sf, (nej, ikke partiet), mr, da, bs, kv, sbl, veu, konf. og amu betyder.

Og jeg ved nu, hvad ekklesiologi betyder.

Ta’ den, derude.

Hanne Lunah Lund er kordegn i Islands Brygges Sogn