At jeg er universets midte
er ingen hasarderet dom.
Jeg slutter mig rent logisk til det,
for resten er jo udenom
Jeg elsker Piet Heins gruk. Det sætter så fint fingeren på, hvorfor det sommetider er svært for os at få hinanden i tale. Vi er alle sammen små verdeners navler i vores eget univers, og når vi ser os om, giver verden os ret. For vi kan kun se verden med vores egne øjne, og i den forstand er vi indiskutabelt centrum, hver især.
Derfor er afsenderorienteret kommunikation langt det letteste, ja, man kan næsten sige, at det er det naturlige. Problemet er, at det ikke virker så godt. For dem, vi gerne vi tale med, er også mest optaget af sig selv – og knap så optaget af os. Eller som en anden fin dansk humorist, Storm P., har sagt: ’Alle tænker kun på sig selv. Det er bare mig, som tænker på mig.’
Den gode bordherre
Man kan jo spørge sig selv: Hvem vil jeg gerne sidde ved siden af til en fest? Den bordherre, der taler om sig selv, sit job, sin seneste ferie – uden at ænse mig? Eller den, der spørger interesseret ind til, hvad jeg går og laver, så vi måske opdager, at vi begge to lige har set den samme film og er vildt optaget af den.
Astrid Haug taler i sin bog ’Sig du kan li’ mig’ om et alternativ til afsenderorienteret kommunikation, som hun kalder netværksorienteret kommunikation. I stedet for at tale om vores arrangementer, opgaver og interesser, skal vi melde os ind i den fælles samtale, der allerede finder sted i samfundet.
Billedlig talt skal vi ikke stå inde i kirken og sende meddelelser ud ad døren, mens vi peger på de gode ting, der befinder sig inde hos os. I stedet skal vi gå ud ad kirkedøren og opsøge de steder, hvor samtalen foregår i øjeblikket – hvad enten den så handler om X Factor, ny sorgdiagnose, techgiganter, Brexit eller Britta fra Socialstyrelsen. Stille spørgsmål og sammen blive klogere.
Det handler om at finde det fælles. Hvad er vores brugere – og dem, vi gerne vil have til at bruge os – optaget af, som vi har noget relevant at sige om? Hvor netop vores bidrag til samtalen kvalificerer den på den måde, kun kirken kan? Det kræver både, at man er velorienteret om dagens talk of the town og har en god portion empati.
Kirkens allermest grundlæggende budskab skal ikke laves om. Det handler ikke om at lefle, finde laveste fællesnævner eller forlade sin kerne for at smigre sig ind hos nogen, der slet ikke er optaget af kirkens budskab.
Det handler om, at kirken netop skal vise sin relevans og meningsfuldhed. Ind i det helt almindelige hverdagsliv, som det ser ud for de fleste af os.