Overskriften kan med rette medføre misforståelser og vittige bemærkninger. Men proaktivitet er hvad indtil videre mindst to kirkegårde (Silkeborg og Tønder) praktiserer, nemlig ved at udlevere deres egne udgaver af 'Min sidste vilje'.
'Min sidste vilje' er et dokument, hvor man kan notere ønsker i forbindelse med død og begravelse: mindehøjtidelighedens indhold, valg af kirkegård og gravsted, kremering eller jordfæstelse og så videre.
Inspirationen kommer fra begravelsesforretningerne, som i mange år har udført denne form for kundepleje.
Både i Silkeborg og Tønder har man udeladt spørgsmål, som bedst kan klares med en begravelsesforretning (for eksempel spørgsmål om kiste og kørsel).
Men hvad mindehøjtidelighed og kirkegård angår, har kirkerne den største ekspertise. De er de nærmeste til at rådgive dem, der ønsker at tale om deres kommende død og begravelse.
Kirken skal stå ved, at den er – eller har potentiale til at blive – landets bedste rådgiver.
Erfaringen fra Silkeborg er, at mange mennesker tænker på deres død og begravelse: Nogle kommer lidt forlegne med deres ærinde, men samtalen bliver hurtigt ligefrem om bisættelse eller begravelse, forskellige gravstedstyper og så videre. Her er 'Min sidste vilje' et godt udgangspunkt for en samtale om døden, og hvad der skal ske i den forbindelse. I Silkeborg udleveres cirka 200 eksemplarer om året fra kirkegårdskontoret.
Kirkens ansvar at være tilgængelig
Hvis vi løfter blikket lidt, så er folkekirken begravelsesmyndighed og begravelsesvæsen i store dele af landet. Set fra min position er det en opgave, vi ikke altid løfter godt nok. Vi er blevet forvænt med, at begravelsesforretningerne er rigtigt dygtige til at koordinere de mange aftaler, et dødsfald medfører. Men det er til dels kirkens egen skyld:
Hvorfor kan borgerne ikke kontakte kirkekontoret, mens det er bemandet, men kun mellem 10 og 13?
Bedemændene kan helt sikkert træffes mange timer i døgnet. Vi er her vel for borgerne, og ikke for at personalet skal have fred og ro den halve arbejdsdag?
Hvorfor går borgerne til begravelsesforretningerne om råd og vejledning vedrørende død og begravelse, og ikke til kirken og kirkegårdene?
Kirken skal stå ved, at den er – eller har potentiale til at blive – landets bedste rådgiver. Det kræver en indsats at kommunikere. Hvis den første replik til et menneske, der vil anmelde et dødsfald er ”Har du kontaktet en bedemand?”, så er der et forbedringspotentiale.
Det lille initiativ med 'Min sidste vilje' er et eksempel på nærværende kommunikation med borgerne. Der er ingen grund til at overlade opgaven 100 procent til det private erhvervsliv.
Jens Dejgaard Jensen er kirkegårdsleder for Silkeborg Kirkegårde & Krematorium