Jeg overnattede hos mine gamle forældre forleden. Da jeg skulle på toilettet ved femtiden, som ældre mænd jo skal, så jeg min 84-årige mor sidde i sin yndlingsstol med lukkede øjne og åbne håndflader.
Jeg vidste med det samme: Nu beder hun igen, som hun har gjort det hver morgen i 60 år. Som missionær i Tanzania og Kenya og utallige missionsrejser. Som hustru til far, der altid var i fuld gang med et eller andet byggeprojekt. Som mor for børn mellem flere kulturer og hvis fremtid var umulig at forudse.
Det lærte jeg af min mor: Bønnen først!
Hun – Anne-Lise Løbner-Madsen – fortæller i bogen ”Bed og du skal få”, hvordan hun lærte at prioritere bøn hver morgen. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun blev så hurtigt tømt for energi og inspiration i løbet af dagen, indtil det gik op for hende, at det åndelige liv er en indre beholder. Det, der fylder beholderen, præger resten af dagen. Og det, der fylder den op først, får overtaget.
Hvor meget får den lodrette kommunikation lov til at fylde – på præstekontoret, på meningsrådsmøderne, blandt kirkefunktionærerne og i samtale med sognebørnene?
Er det bekymringer og hverdagsproblemer, der først tager magten i tankerne, så bliver der ikke plads til så meget andet. Men er det samværet med Gud i bøn og bibel, der får lov at fylde den indre beholder fra morgenstunden, så er der ikke så meget plads til negative tanker, eller rettere: Så kommer bekymringer og hverdagsproblemer i rette perspektiv. For så er Gud altid med i ligningen.
Hvor meget fylder bønnen på præstekontoret og på menighedsrådsmøderne?
Bøn bliver kaldt den kristnes åndedræt. Kontakten med Gud giver ilt til det åndelige liv. Vejrtrækning er nemlig tegn på liv – også i kirken. Hvor meget får den lodrette kommunikation lov til at fylde – på præstekontoret, på meningsrådsmøderne, blandt kirkefunktionærerne og i samtale med sognebørnene? Hvis de altså er med på det.
Den amerikanske forfatter S. D. Gordon skriver i bogen ”Bønnens betydning i den kristnes liv”:
"Vi kan ikke gøre mere end at bede, før vi har bedt."
Den lader vi lige stå et øjeblik. Vi vil gøre så meget, behovene er så store, og Gud skal være glad for, at han har os til at klare skærene for ham. Men nej. Du kan ikke gøre andet end at bede, før du har bedt. Bønnen først.
Det harmonerer fint med apostlen Paulus’ vejledning til Timoteus: ”Allerførst formaner jeg da til at frembære bøn, påkaldelse, forbøn og tak…” (1. Tim 2:1). Allerførst!
Og her får vi også en introduktion i forskellige former for bøn. ”Bøn” er det den grundlæggende personlige bøn, åndedrættet, samværet med Gud i stilhed, i meditation, i en fase, hvor vi udøser vores hjerter for Gud og kaster alle vore bekymringer på ham. ”Påkaldelse” er, når vi i forskrækkelse eller overraskende glæde udbryder: Gud! Jesus! Vorherre bevares! ”Forbøn” er, når vi beder for andre mennesker og situationer. Og ”tak” er grundtonen gennem det hele. Hvor ofte får vi ikke af Paulus at vide, at vi skal bede og bønfalde ”under taksigelse” og ”sige tak under alle forhold”?
Bønnen skal gennemsyre det hele.
Men det gør den ikke automatisk. Nogen må tage initiativ. Nogen må sige til medarbejdere, menighedsråd og sognebørn: Hey, skal vi ikke lige overlade dette til Gud?
Vi må vænne os til at sætte bønnen først. Uden bøn – den lodrette kommunikation, der sætter himmel og jord i bevægelse – nytter det ikke meget med den vandrette kommunikation. Og det skulle komme fra en journalist! Ja: ”Dersom Herren ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves…” (Salme 127:1).
Kirkekonference værgede sig for den frie bøn
Jeg arrangerede en mediekonference for år tilbage. Omkring 150 præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer kom fra hele landet for at lære noget om kommunikationens ædle kunst. Jeg bød velkommen og sagde: Lad os lægge dagen over i Guds hænder. Og så bad jeg det bedste min mor havde lært mig.
Men sikke et ramaskrig bagefter. Det kan man da ikke! Bede Fadervor måske. At synge en salme kunne gå an. Men fri bøn, nej.
Jeg tillader mig at være lodret uenig. Hvis ikke den lodrette kommunikation er på plads, er den vandrette kommunikation nytteløs. Kontakten med Gud er den eneste kilde til det åndelige liv, som verden omkring os hungrer efter.
Beholderen må fyldes op – enten det er mig selv, min kirke, forening eller organisation. Gud skulle nødig blive fremmed i sin egen kirke! Jesus siger til menigheden: ”Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham og han med mig.” (Åb. 3:20).
Det var det, min mor havde gang i, da dun sad i sin lænestol, den morgen. Det er det, der hemmeligheden bag et missionsarbejde med hundredvis af kirker, skoler, klinikker og titusindvis af nye kristne i et område af Tanzania, der var større end Jylland.
Det lærte jeg af min mor: Bønnen først!
Svend Løbner Madsen er freelancejournalist og foredragsholder.