Det Gamle Testamente

Journalist: Kirke, kend din kernefortælling

Når folket på gammeltestamentlig tid ofrede et lam i tabernaklets forgård, gjorde de symbolsk det, som senere skulle ske med det fuldkomne offer, som Gud selv havde udset sig: Sin egen søn Jesus Kristus. På billedet maleriet "Agnus Dei" af Francisco de Zurbarán. Foto: Scanpix / Joseph Martin

Da Jesus døde på korset, flængedes templets forhæng, så alle nu kan komme til Gud. For helt at forstå evangeliet, må vi kende sammenhængen i Det Gamle Testamente

Evangeliet kaldes ”the greatest story ever told” - den bedste historie, der nogensinde er fortalt. 

Alligevel gemmer den sig bag kirkepolitik, kirkeadministration, kirkekommunikation og kirkelige ritualer, vi for længst har glemt betydningen af. 

Jeg maler billedet sort for at provokere. 

Men sagen er, at kirken ofte står i vejen for sit eget budskab. Måske fordi vi har så travlt med at promovere den for at modvirke faldende dåbstal. Måske fordi vi ikke rigtig har fået kernefortællingen, evangeliet, helt ind under huden. 

Lad os lige besinde os på, hvad der egentlig gør kirkens kernefortælling så storslået. 

Jo, evangeliet bliver omtalt i to sammenhænge i Det Ny Testamente: Jesus fortæller evangeliet om Guds rige. Paulus fortæller evangeliet om korset, altså det kors, Jesus blev henrettet på. 

Det første handler om julens budskab: At hele Guds verden kommer os nær og er en realitet midt iblandt os. Det andet handler om påskens budskab: At alle vores fejl og halvlunkne forsøg på at gøre godt er tilgivet og udslettet for evigt.

Begge dele er helt fantastiske. Men det sidste kræver lidt forklaring. 

Sagen er, at Jesus var jøde, og det samme var Paulus og de allerførste kristne. Deres bibel var Det Gamle Testamente, som er jødernes patriarkfortælling, poesi og profetlitteratur. Det Nye Testamente er en naturlig fortsættelse af Det Gamle Testamente. Derfor er det i Det Gamle Testamente, vi skal finde hemmeligheden til evangeliet om korset, som vi især fejrer i påsken.

Sagen er, at Moses blev kaldt op på Sinaj bjerg for at modtage både tavler og tegninger til et tabernakel, der også stod model til det senere tempel. Han skulle opføre tabernaklet for at skabe et ”sindbillede” af himlen for israelitterne. 

Tabernaklet var indrettet med en forgård for hele folket og en helligdom, hvor kun præsterne måtte træde ind. Helligdommen var delt i to: Det hellige og det allerhelligste. I det allerhelligste dvælede Guds herlighed ovenpå Pagtens Ark med lovens tavler og Arons indtørrede stav, der mirakuløst havde blomstret som et tegn for israelitterne.

Når folket gik ind i tabernaklets forgård, gik de rent åndeligt ind i selve himlen, og når de ofrede en due, et lam eller en kvie på alteret, gjorde de symbolsk det, som senere skulle ske med det fuldkomne offer, som Gud selv havde udset sig: Sin egen søn Jesus Kristus. 

Præsterne tog blodet fra offeret og gik ind i det hellige og stænkede blodet på sonedækket ved forhænget ind til det allerhelligste. I det allerhelligste lå som nævnt arken med lovens tavler og Arons blomstrende stav. Tavlerne som tegn på tabu (forbud) og staven som tegn på mana (livskraft), som alle religioner er sammensat af.

Vi kan blot ikke lade være med at bryde tabu. Og vi er dybt afhængige af mana, det vil sige frugtbarhed. Når offerblodet blev stænket på sonedækket, opnåede folket begge dele: tilgivelse for overtrædelser og velsignelse over livet. 

Det er kernefortællingen. Uden den havde vi ikke noget evangelium, ingen dåb, ingen nadver, ingen kirke, ikke noget som helst

Tilbage til evangeliet om korset. Da Jesus hang på korset, flængedes forhænget i templet fra øverst til nederst (Johannes-evangeliet 23:45). Altså blev skillelinjen, afstanden mellem det hellige og det allerhelligste, fjernet. Nu er der fri adgang til Guds tilgivelse og velsignelse. Der er ikke brug for flere ofre. Vi er tilgivet og velsignet på forhånd.

Se, det er godt nyt for mennesker, der er plaget af synd, skyld og skam. Det bør fortælles for alle angstplagede og depressionsramte.

Ja, det er hvermandseje for os alle sammen. Det, som Moses og israelitterne gjorde symbolsk og stykkevis, det blev fuldstændig færdiggjort, da Jesus fuldførte sin opgave som verdens frelser, at en gang for alle bringe det fuldkomne offer for hele menneskehedens synder og dårligdomme. 

Det er kernefortællingen. Uden den havde vi ikke noget evangelium, ingen dåb, ingen nadver, ingen kirke, ikke noget som helst. Derfor er det vigtigt, at grave kernefortællingen frem og fortælle den, så alle, der hører den, bliver lette om hjertet og frigjort til at være de mennesker, Gud har skabt dem til at være.

Det gjorde Jesus, og det er vi som kirke kaldet til at gøre:

Bring glædesbud! Udråb frihed for fanger; udgang for dem, der er bundet. Og forkynd et nådeår fra Herren (Lukas-evangeliet 4:18ff.). Nådeåret hed i Det Gamle Testamente jubelår, og betød et år, hvor slaver blev sat fri og gæld blev eftergivet. Overført til i dag betyder det fuld amnesti for os alle sammen.

Det er da gode nyheder. Den bedste fortælling ever!