Hvordan ser den ideelle højmesseliturgi ud? Den første rapport fra biskoppernes faggrupper om ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed” har sat samtalen i gang.
Det følgende er ikke et svar på spørgsmålet, men en beskrivelse af, hvordan en af de foreslåede modeller kan se ud i praksis og være til inspiration. Min vurdering er, at dette gudstjenesteliv kan lade sig gøre i et mere selvstændigt menighedsliv, som det er tilfældet i en valgmenighed.
Genkendelighed er positivt
I mine næsten 15 år som folkekirkepræst har jeg mere eller mindre i praksis haft ansvaret for gudstjenester ud fra de tre modeller, som rapporten præsenterer. Model 1 som sognepræst, model 2 som valgmenighedspræst og model 3 i et tilpasset omfang som dansk præst i udlandet.
Jeg er enig i, at genkendelighed er et vigtigt begreb at få analyseret nærmere i gudstjenestens sammenhæng, sådan som rapporten peger på (s. 16-17), selvom det er et diffust begreb.
I mine 7-8 år som valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke har vi arbejdet med gudstjenesten ud fra en tankegang, som flugter med model 2. Mange nye medlemmer har givet udtryk for, at det, de er glade for ved gudstjenesten, er både det fornyende og det tydeligt genkendelige til den liturgi, de har været vant til og trygge ved fra deres lokale sognekirkeliv.
Gudstjenesten i Aarhus Bykirke
Vores gudstjeneste er præget af ordpar som tradition og fornyelse og frihed og fasthed. Vi har været inspireret af det tidlige kristne gudstjenesteliv fra 1.-2. årh., som giver indtryk af, at der var en kombination af frihed i ordlyden (ikke læren!) og fasthed i temaer og former samt linjen fra Den Augburgske Bekendelse artikel 7.
Vi har ikke en fast liturgi, som der gøres undtagelser eller ændringer ud fra, men fik for flere år siden biskoppens godkendelse af en gudstjeneste-ramme. Heri har vi beskrevet to typer af gudstjenester, hvoraf den ene (hovedgudstjenesten) lægger sig op af højmessens liturgi, mens den anden rummer større frihed.
Om gudstjenesterne har vi blandt andet formuleret, at vi ønsker at fastholde liturgiske dele fra kirkens tradition og skabe bevidsthed om dem og kirkeårets betydning samtidig med fornyelse og nutidige udtryk såvel stilistisk, musikalsk, visuelt m.m.
Gudstjenesten er kendetegnet af tre stikord: skarphed (konkret og præcis med hvert enkelt led af gudstjenestens forløb mht. placering, indhold m.v.), enkelthed (ikke ’overlæsset’ med faste eller frie led og udtryk, som skygger for budskabet) og rød tråd (temaet fremstår tydeligt i hele forløbet såvel i form som udtryk).
Vi ønsker at inddrage frivillige – ikke kun i forberedelse af eller de praktiske forhold omkring gudstjenesten, men også i gudstjenestens forløb (læser, kirkebøn, nadver osv.) og ved frie elementer (drama, video, lovsang, solosang, vidnesbyrd osv.).
Inddragelse af menigheden
I praksis betyder det, at præst, lovsangsleder og gudstjenestekoordinator mødes cirka ti dage før gudstjenesten. Med udgangspunktet i søndagens tekster samtales der om budskab, relevans og forståelighed. Vi drøfter, hvad vi som menighed særligt kan have brug for at høre, blive mindet om eller udfordret af. Det giver ofte god inspiration til prædikenen og en anderledes nærværende kontakt til menigheden. Det er med til at indkredse det fokus, som der kan være for både prædikenen og gudstjenesten som helhed.
Efter dette grundarbejde ser vi nærmere på salmer og sange, der kan understøtte gudstjenestens røde tråd, og hvordan det kan give mening, at de liturgiske led falder. Hvor skal dåben, skriftemålet, trosbekendelsen eller kirkebønnen placeres? Hvordan indledes gudstjenesten? Skal der være en eller anden form for refleksion efter prædikenen?
Igennem årene har der været flere folk fra menigheden, som har deltaget i disse forberedelsesmøder, og som på den måde er blevet oplært i at forstå mere om, hvad en gudstjeneste er. Ligesom de mange frivillige i forskellige teams har fået en større fornemmelse for, hvad en gudstjeneste rummer, og hvordan vi er menighed sammen.
Kendskab til gudstjeneste og liturgi
Med tiden er jeg selv blevet overrasket over, hvordan det almindelige præstedømme på denne måde er trådt i karakter og har taget et ansvar på sig for gudstjenesten. Ligeledes har det været positivt at opleve, hvad det har betydet at oplære flere i, hvad en gudstjeneste er, og at det ikke er ligegyldigt, hvordan liturgien former sig.
I praksis har det vist sig at være en liturgisk dannelse for mange med fokus på den kirkelige arv og tradition og skabe fornyelse af sprog og udtryk ud fra en bevidst genkendelighed til folkekirkens gudstjenesteliv.