Der findes næsten ikke den frikirke, som ikke, på en eller anden måde, har folk af anden etnisk afstamning end dansk på sin radar. Sådan har det været de sidste ti år og det har kastet en del modeller og erfaringer af sig.
Frikirkerne har den fordel, i forhold til en del af folkekirken, at den typisk har et stærkt menighedsliv, er frivilligt baseret og er fleksibel i sin gudstjenesteform. Tre elementer, der har været afgørende for frikirkernes succes med at tiltrække folk af anden etnisk afstamning uanset om det drejer sig om flygtninge, arbejdstagere eller studerende.
Menighedsfælleskabet giver relationer
Det absolut vigtigste i arbejdet med migranter er relationer. Kirkekaffen eller kirkefrokosten bliver ofte beskrevet som ”den anden halvdel af gudstjenesten” og med god grund. Det er her, at folk møder hinanden, lærer hinanden at kende, og kan række en hjælpende hånd til dem, der har brug for hjælp.
I det internationale miljø bliver kirke ofte set som det sted, hvor man får relationer, når man ankommer til et nyt sted. En kirke, der kun har en gudstjeneste, efterfulgt af en kop ståkaffe og en tør småkage, giver ikke mening i den sammenhæng.
Der skal helst spises sammen, hænges ud og gøres aktive tiltag for at blande folk, så der ikke opstår etniske enklaver rundt om bordene. Så er man godt på vej til at udvide kirkens eksistensgrundlag.
Frivillighed skaber relationer
Vægtlægningen på frivillighed betyder, at folk af anden etnisk afstamning, let kan involvere sig i kirkelivet. Mange nytilkomne kommer fra en kulturel baggrund, hvor det er en ære at få lov til at ”tjene” i kirken hvad enten det er som sanger, kirkevært, gruppeleder, mødeleder, med rengøring eller kaffebrygning. De vil gerne være med, men gerne sammen med danske frivillige. Det giver en lighed og har en stor betydning for integration og relationsbygning.
Men frivilligheden i frikirkesammenhæng går ofte længere end at værne om den eksisterende ”hoved”-gudstjeneste. Er der en gruppe af frivillige som brænder for et projekt, så gives der hurtigt plads og opbakning til projektet. Det betyder, at det er let for frivillige af anden etnisk afstamning, at arrangere sammenkoster, deres egen gudstjeneste, eller at danskere og nydanskere går sammen i sociale projekter for at hjælpe for eksempel udsatte flygtninge.
Fleksibel gudstjenesteform giver plads til forskellighed
De fleste internationale er vant til gudstjenester, hvor kroppen bruges, følelser udtrykkes og formerne er afslappede. I en afrikansk kontekst er det med dans, løftede hænder og små udbrud af ”Amen” når præsten siger noget særligt godt. I en asiatisk sammenhæng er der lidt mere styr på formerne, men bønnen og inderligheden er væsentlig. I en amerikansk sammenhæng er ”lovsangen”, en mere fri sangform, og en meget praktisk tilgang i forkyndelsen væsentlig.
Hvis vi i det samspil fastholder en meget dansk gudstjenesteform med faste led, salmer og rå rationalisme, så sender vi det signal til de nytilkomne, at deres ønsker er sekundære. Løsningen er ikke nødvendigvis, at forsøge at ”gøre alle tilfredse”, men at sende signaler i gudstjenesteformen, der viser et ønske om åbenhed og villighed til at lære af hinanden.