Selvfølgelig har teologien noget at bidrage med i samfundsdebat og medier. Teologer taler på en anden måde om mennesket og verden end økonomer, biologer og psykologer; der er et teologisk sprog tilgængeligt, hvor for eksempel ondskab ikke reduceres til sygdom, og hvor almindelig menneskelig skrøbelighed ikke ses som defekter eller mangler.
Det skal man selvfølgelig have i spil. Ikke for teologiens skyld, men for menneskers skyld – for nu at blive en anelse højstemt.
Der er helt klart områder, hvor det er mere oplagt end andre, at teologer deltager i den offentlige debat. For tiden er der stor opmærksomhed omkring døden: Forfattere og journalister skriver selvbiografiske bøger om at miste deres børn, små eller voksne sønner; sangskrivere digter om tabet af kærester, tv dokumenterer sorggrupper for børn og så videre og så videre. Det er indlysende, at det er et område, hvor teologer har en særlig viden og indsigt både i kraft af fag og i kraft af teologisk praksis, så det er oplagt, at teologer involverer sig; det har de nærmest pligt til.
Det er også relativt ukontroversielt – det handler om eksistens og individ. Men teologer har også noget at bidrage med ud over det individuelle og eksistentielle. Bibelens univers er kollektivt; evangeliet handler ikke om at blive frelst fra at være menneske, det handler om at blive sat fri til at være menneske, om at forstå sig selv i en større sammenhæng, i forhold til Gud og sig selv, men også i forhold til fællesskabet med andre mennesker. Der er teologiske vinkler også på krop og klima, på sygdom og sundhed, digitalisering og overvågning, på arbejde og på mange flere af tidens aktuelle spørgsmål.
Tænk, hvis man havde sluppet Grundtvig løs med en twitter-konto. Trump go home!
Troværdigheden er størst, hvor teologer deltager i debatten på områder, de faktisk ved noget om – og har et engagement i, ikke alene fordi de brænder for det, men også fordi de i kraft af viden eller arbejdsopgaver er tæt på en given problematik. Det kan handle om døende, men også om andre udsatte grupper, ældre og psykisk syge, for eksempel. Eller migranter, for nu at bevæge os over i et mere mineret område. Et eksempel er den høring om børn i udrejsecentre, som blev afholdt i Københavns Domkirke før jul.
Det er også en måde at deltage i den offentlige debat. Formen med en høring er god. At lægge hus til en samtale. Det gør kirker i mange forskellige sammenhænge og bidrager på den måde til samfundsdebatten. Åbne, undersøgende samtaler er med til at skabe det fælles refleksionsrum, som gør, at man når et spadestik dybere, at folk måske flytter sig. Samtalen kan stadig noget – selv om det er offentlig debat på en ikke-så-synlig arena.
Og det er vel også en ambition, at det skal flytte noget, når teologer er involveret i samfundsdebatten? Det handler forhåbentlig ikke kun om synlighed eller om at ”komme på”?
Når en teolog som K.E. Løgstrup har haft så stor impact, som det hedder, uden for den snævre teologiske kreds, så er det jo, fordi han som teolog forskningsmæssigt engagerede sig i blandt andet etik og dannelse. Der er helt åbenlyst teologisk forskning, der er mere oplagt at bringe i spil i en bredere samfundsmæssig sammenhæng end anden, men der er brug for teologiske stemmer i den offentlige debat, så hjerneforskere og psykologer og Big Data ikke løber med det hele, inklusive sandheden om vores liv.
Der er mange måder at deltage i den brede samfundsdebat på. Der er eksperter og fagfolk, det er dem med phd-graderne og fingrene nede i praksis. Så er der et lag af analytikere og kommentatorer, det er dem, der ved noget om det aktuelle, ofte på meget store områder – og så er der debattørerne, det er dem, der ikke nødvendigvis har dyb og specifik indsigt, men har holdninger og meninger, ofte om alt mellem himmel og jord. Der er overlap mellem kategorierne – og teologer kan da, alt efter gemyt, byde ind i dem alle, men ligesom andre være bevidste om, hvad deres rolle er.
Og nu er der jo medier til ethvert gemyt. Hverken TV2, Facebook eller Twitter var opfundet på Løgstrups tid – og man kan da prise sig lykkelig over, at det heller ikke var tilfældet i 1800-tallet. Tænk, hvis man havde sluppet Grundtvig løs med en twitter-konto. Trump go home!
Meget mindre kan gøre det. Men hvis vi mener, at teologien har noget at bidrage med, så ind på banen! Det er der, spillet er…
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet og medlem af Tænketanken Eksistensen.