Gudstjenester

Generalsekretær: Se-hvad-vi-kan-gudstjenester på P1 rammer ved siden af

"Jeg kan ikke undvære den kendte liturgi, ordene fra Bibelen, lovsangen, bønnerne og oplevelsen af at være en del af et fællesskab. Det er egentlig ret enkelt. Problemet er, at det er radiogudstjenesterne bare ikke. Enkle." Sådan skriver generalsekretær Mikael Arendt Laursen. Her et billede fra en gudstjeneste i Ganløse Kirke. Foto: Kåre Gade

Højmessen på P1 er ofte en oplevelse ud over det sædvanlige med operasang, trompeter og obospillende studerende, skriver Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier. Men han har ikke brug for en oplevelse ud over det sædvanlige. Han vil bare gerne bare til gudstjeneste

Vores familie og venner bor spredt ud over landet, så weekenderne går ofte med at køre land og rige rundt for at være sammen med de mennesker, der betyder mest for os. Det sker også på mange søndage, hvor vi derfor ikke kan komme til gudstjeneste i vores lokale kirke. Men det er der heldigvis råd for.

Højmessen i radioen har eksisteret siden 22. februar 1925 og er dermed faktisk ældre en Statsradiofonien (det nuværende DR), som startede op samme forår. Dermed har vi hver eneste søndag (formoder jeg) kunnet tænde for radioen og få den gudstjeneste, som vi ellers ville være gået glip af. Det er rigtig godt.

Jeg har bare ét problem med højmesserne på P1. Og det er et problem, som er lidt svært at italesætte uden at fornærme nogen. Men jeg vover det alligevel.

Jeg kan godt lide at komme i kirke. En søndag uden gudstjeneste føles forkert. Og hvad er det så, jeg har svært ved at undvære? Det er den kendte liturgi i folkekirken, ordene fra Bibelen, lovsangen, bønnerne og oplevelsen af at være en del af et fællesskab. Det er egentlig ret enkelt. Problemet er, at det er radiogudstjenesterne bare ikke. Enkle.

En oplevelse ud over det sædvanlige

Nu hører jeg jo ikke alle radiogudstjenester, men når jeg lytter med, er oplevelsen tit den samme.

Jeg bliver en del af en gudstjeneste, hvor velmenende menighedsrådsmedlemmer og præster gør sig stor umage med at skabe en oplevelse ud over det sædvanlige. Operasang, trompeter, kor, lange, kunstfærdige postludier der høster stor applaus, musikstuderende der spiller obo og mere i den dur.

Imponerende, hvor meget de har kunnet stable på benene i en almindelig folkekirke et sted i Nordjylland! Men jeg har bare ikke brug for en oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg vil gerne bare til gudstjeneste. Helt enkelt.

Jeg er med på, at der er forskel på højtider og almindelige søndage, og jeg anerkender derfor, at man ind imellem gerne må give den gas. Fair nok.

Men jeg bliver lidt træt, når jeg hver gang, jeg tænder for radiogudstjenesten, bliver mødt med se-hvad-vi-kan-gudstjenester, hvor man i et efter min mening misforstået forsøg på at please lytteren ruller frem med det tungeste skyts i et kulturelt bombardement af dimensioner.

Slap af derude! Lad mig som lytter få et indblik i, hvordan I fejrer gudstjeneste der, hvor I nu engang er sat. I landsbykirken, storbykirken eller i Camp Havoc på Al Asad luftbase i Irak. I behøver ikke imponere mig, men I må gerne involvere mig. Lukke mig ind i jeres fællesskab, som det er. Helt enkelt.

Hvad tager folk med hjem?

Jeg ved ikke, hvordan mennesker, der ikke færdes så hjemmevandt i landets kirker ville opleve det, hvis de ind imellem dumper ind på P1 i højmessetiden? Jeg tænker, at de let får et lidt for velpoleret billede af, hvad det vil sige at gå i kirke i Danmark.

Måske tager de dette billede med sig, hvis de en dag aflægger den lokale folkekirke et fysisk besøg. Vil de sidde tilbage med følelsen af skuffelse eller undren, hvis det ikke er samme kulturelle tour de force de oplever her?

Det kan jeg naturligvis kun gisne om, og det skal da heller ikke være mit primære argument for at tænke enklere, men det er også en vinkel, jeg vælger at bringe på banen.

En søndag uden gudstjeneste er ikke en rigtig søndag for mig. Om den opleves live eller transmitteret er ikke altafgørende. Men jeg har ikke brug for stort opsatte forestillinger, når det vigtigste egentlig bare er en ærlig forkyndelse af Guds ord.

Måske det også kunne give flere præster og kirker frimodighed til at byde ind, når P1 banker på kirkedøren?